Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Spørgsmål om hæftelse på fælles budgetkonto efter samlivsophævelse.

Sagsnummer: 648 /2010
Dato: 09-11-2011
Ankenævn: Vibeke Rønne, Jesper Claus Christensen, Maria Hyldahl og George Wenning.
Klageemne: Budgetkonto - bodeling/samlivsophævelse
Ledetekst: Spørgsmål om hæftelse på fælles budgetkonto efter samlivsophævelse.
Indklagede: Danske Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne sag vedrører, om klageren overfor Danske Bank hæfter for et overtræk på en fælles budgetkonto, som klageren har med sin tidligere ægtefælle.

Sagens omstændigheder.

Klageren blev i 2006 skilt fra sin daværende mand M. Deres hus blev sat til salg for ca. 5,25 mio. kr. Prisen blev senere sat ned. I Danske Bank havde parret en fælles budgetkonto med en tilknyttet kredit på 10.000 kr. Klageren har oplyst, at hun i forbindelse med skilsmissen lavede et nyt budget med M og banken. Budgetkontoen skulle fortsatte som en fælles konto med udgiftsposter vedrørende huset. Klageren og M skulle hver især indbetale til kontoen.

Banken har oplyst, at klageren og M frem til den 31. juli 2007 begge indbetalte til budgetkontoen. Af fremlagte kontoudskrifter frem til juli 2007 fremgår posteringer med f.eks. teksterne: "Sygeforsikringen …", "Udbetaling", "Dækning af DK [M’s navn]", "… Benzin", "… mobil" samt "Realkredit Danmark", "… vandværk" og "Tilstandsrapport".

Af kontoudtog pr. 28. september 2007 for budgetkontoen fremgår:


Rente-dato

Hævet

Indsat

Indestående +

Gæld -

04.07

Fra … [M] ½overtræk

704,66

15.304,66 -

11.07

Fra … [klageren] ½overtræk

704,66

14.600,00 -

17.07

½ … [klageren]

2.300,00

12.300 -

18.07

½ fra [M]

2.300,00

10.000 -

31.07

FRA: [konto nr. … 233]

7.628,00

2.372,00 -

31.07

[konto nr. … 696 M]

7.628,00

5.256,00 +

Banken har oplyst, at fra den 31. juli 2007 og frem til den 27. juni 2008 var det kun klageren, som indbetalte til kontoen. Hun overførte 7.628 kr. pr. måned. Banken har anført, at posteringerne efter den 29. juni 2007 alle fremstår som vedrørende ejendommen.

Den 31. december 2007 var saldoen på budgetkontoen negativ med -73.008,87 kr.

Banken har anført, at klageren den 17. januar 2008 var til møde i banken, hvor det blev drøftet, at ydelserne til Realkredit Danmark til trods for overtrækket var blevet betalt via budgetkontoen for at undgå, at realkreditinstituttet tog indledende skridt til en tvangsauktion. Det er bankens opfattelse, at overtrækket og M’s manglende betaling til budgetkontoen er blevet drøftet både før og efter mødet. Det er uklart, om det blev drøftet på dette møde. Klageren har anført, at hun forud for mødet ikke var bekendt med overtrækket på budgetkontoen og på mødet pointerede, at hun ikke ville acceptere, at M’s private gæld blev blandet ind i en konto med hendes cpr. nr.

Den 18. januar 2008 var saldoen på budgetkontoen negativ med -73.104,08 kr.

Banken har anført, at banken den 26. februar 2008 forgæves forsøgte at kontakte klageren telefonisk for at drøfte salgsarbejdet vedrørende huset, overtrækket på budgetkontoen og indbetalinger.

Af en fremlagt mail af 28. marts 2008 til M fra banken fremgår:

"…

Hej [M]

Uanset hvordan du vender og drejer det, så er det dig og [klageren] der har nogle udgifter til jeres fælles hus, og dem skal I begge betale til. Danske Bank kan ikke blive ved med at lægge ud, hvorfor det er meget væsentligt at du også bidrager til at betale.

…"

Banken har oplyst, at budgetkontoens stående betalingsordrer blev slettet i maj 2008.

Den 30. maj 2008 var saldoen på budgetkontoen negativ med -114.569,52 kr.

Af en fremlagt mail af 17. juni 2008 fra banken til klageren fremgår:

"…

Hvordan går det med salget af … [huset]?

Er der interesserede købere og har det været vist frem?

Jeg skal gøre dig opmærksom på at … [I] selv skal betale, de til huset tilknyttede regninger, det har vi ikke længere mulighed for.

…"

Den 27. og 30. juni 2008 indbetalte henholdsvis M 10.902,13 kr. og klageren 7.628 kr. på budgetkontoen, hvorefter saldoen var negativ med -96.039,39 kr.

Banken har anført, at klageren i sommeren 2008 rekvirerede udskrifter for budgetkontoen med henblik på at dokumentere, at hun skulle have en "forlodsudbetaling" af et eventuelt provenu fra salget af huset. Hun var herved opmærksom på, at udelukkende hun bidrog til betalingen på kontoen.

Banken har videre anført, at årsoversigter pr. 31. december 2007 og 31. december 2008 blev sendt til klagerens "egen adresse". Af oversigterne fremgår budgetkontoen og overtrækket. Kontoudtog er løbende blevet sendt til den tidligere fælles adresse, hvorom klageren overfor banken har oplyst, at hun jævnligt befandt sig for at gøre rent og fjerne post, så ejendommen fremstod som en liebhaverejendom.

Den 24. november 2010 underskrev klageren et frivilligt forlig fremsendt af banken, hvorved klageren vedrørende budgetkontoen erklærede at skylde 141.135,08 kr. inkl. renter til den 23. september 2010. Hun har ved sin underskrift skrevet:

"Jeg har følt mig nødsaget til at underskrive dette forlig, og vil gøre opmærksom på, at jeg har klaget over bankens krav til: Pengeinstitutankenævnet."

Af et brev af samme dato fra klageren til banken erklærede hun sig uenig i "skylden" på budgetkontoen. Hun anmodede desuden om, at rentesatsen på kontoen blev nedsat fra ca. 15 % til ca. 5-7 %.

Ved brev af 5. november 2010 fastholdt banken kravet mod klageren.

Banken har oplyst, at klagerens og M’s hus blev overtaget af Realkredit Danmark på tvangsauktion, da det ikke lykkedes at sælge ejendommen i fri handel.

Banken har yderligere oplyst, at banken i forbindelse med forberedelsen af sagen for Ankenævnet har vurderet, at rentebetalingen på budgetkontoen skal reguleres med tilbagevirkende kraft fra den 4. december 2007 - hvorefter kontoen er i længerevarende overtræk - således, at der udelukkende beregnes en rente af overtrækket svarende til den maksimale rente efter Kreditaftalelovens § 23.

Parternes påstande.

Klageren har den 2. december 2010 indbragt sagen for Ankenævnet, der forstår påstanden således, at Danske Bank skal anerkende, at hun ikke hæfter for overtrækket på budgetkontoen.

Danske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har blandt andet anført, at det nye budget i 2006 blev godkendt af hende og M i samråd med banken.

Hendes halvdel af udgifterne blev overført til budgetkontoen hver måned.

Banken lånte M penge via budgetkontoen.

Banken oplyste på mødet i januar 2008, at de havde lånt M penge på budgetkontoen, så terminer mv. kunne blive betalt. Banken kunne ikke låne ham flere penge på hans private konti. Hun protesterede og pointerede, at hun løbende fik hævet sit kreditmaksimum på sin konto for at kunne dække overførslerne til budgetkontoen. Hun har således lånt på sin konto for at dække sin andel af udgifterne på budgetkontoen.

Gælden på budgetkontoen vedrører alene M, hvorfor hun klager over den solidariske hæftelse.

Samtlige kontoudtog, rykkerbreve mv. fra banken blev sendt til det fælles hus, hvorved M modtog dem. Hun blev ikke deraf orienteret om overtrækket på budgetkontoen. Banken var vidende om, at hun ikke var bosiddende i det fælles hus.

Hun havde på intet tidspunkt mistanke om, at der kunne være problemer med budgetkontoen, da hun hverken skriftligt eller mundtligt blev orienteret.

Hun blev først orienteret om overtrækket på budgetkontoen i januar 2008.

Hun så sig tvunget til at underskrive det frivillige forlig, da banken ellers ville sende kravet til inkasso med deraf følgende yderligere omkostninger.

Danske Bank har blandt andet anført, at betalingerne via budgetkontoen er sket i klagerens interesse.

Alle betalinger foretaget efter den 29. juli 2007 angår det fælles hus.

Betalingerne var oprettet på budgetkontoen før klageren og M flyttede fra huset.

Klageren hæfter solidarisk med eksmanden for de betalinger, der er sket efter den 29. juli 2007.

Klageren havde hæftet direkte for betalingerne, hvis de ikke var foretaget via den fælles budgetkonto.

Klageren har ikke lidt et tab.

Aftalen om, at både klageren og M skulle indbetale til den fælles konto, er en aftale mellem dem inter partes, og det er parternes aftale om den indbyrdes hæftelse for betalinger angående det fælles hus.

M’s eventuelle misligholdelse af en inter partes aftale om betaling til budgetkontoen påvirker ikke klagerens hæftelse for overtrækket på budgetkontoen.

Klageren var vidende om, at eksmanden ikke indbetalte til budgetkontoen.

Banken har ikke handlet ansvarspådragende.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Indledningsvis bemærkes, at Ankenævnet ikke finder, at klageren ved sin underskrift på forliget den 24. november 2010 har afskåret sig fra at rejse indsigelse med det af banken opgjorte krav henset til det af klageren samtidigt påførte forbehold.

Tre medlemmer – Vibeke Rønne, Jesper Claus Christensen og George Wenning – udtaler:

Vi bemærker herefter, at da Danske Bank i 2006 blev bekendt med, at klageren og M skulle skilles, var banken som udgangspunkt forpligtet til at sikre, at hverken klageren eller M kunne anvende fælles konti uden samtykke fra den anden part. I denne situation har banken en rådgivningsforpligtelse overfor begge kontohavere, således at parterne har mulighed for at få etableret separate konti og tilpasset fuldmagtsforhold til eventuelle fælleskonti. I nærværende sag, hvor klageren og M aftalte, at de fortsat skulle have en fælles budgetkonti, hvortil de begge skulle indsætte midler, skulle banken i sin rådgivning oplyse parterne om, hvilke muligheder hver part har for at anvende kontoen samt at banken (som udgangspunkt) ikke fører kontrol med, hvorvidt kontoen anvendes som aftalt mellem parterne, herunder om hver part indsætter aftalte beløb.

Der er ikke anført noget af klageren, der støtter, at banken ikke har levet op til denne forpligtelse.

De beløb, som er hævet på budgetkontoen fremstår som i det væsentlige vedrørende ejendommen, herunder navnlig betaling af ydelser på F1 realkreditlån, som klager også hæftede for.

Da betalingerne, der er sket via budgetkontoen således er sket også i klagerens interesse og med henblik på at undgå tvangssalg af ejendommen, finder vi, at det ikke er godtgjort, at Danske Bank i forbindelse med overtrækket på den fælles budgetkonto og klagerens solidariske hæftelse herfor har begået fejl eller forsømmelser, der kan medføre, at klagerens hæftelse må anses for bortfaldet.

Et medlem – Maria Hyldahl, der i medfør af Ankenævnets vedtægter § 13, stk. 1, er tillagt to stemmer – udtaler:

Jeg finder ikke, at banken har rådgivet klageren om parternes mulighed for at anvende kontoen.

I nærværende sag, hvor det var aftalt, at den fælles budgetkonto – hvortil klageren og M begge skulle indsætte midler – udelukkende skulle anvendes til betalinger vedrørende den fælles ejendom, var banken derfor som udgangspunkt forpligtet til at sikre, at hverken klageren eller M kunne hæve på parrets fælles budgetkonto uden samtykke fra den anden part.

Banken har ikke løbende holdt klageren orienteret om overtræk på budgetkontoen, men har alene sendt kontoudtog herom til den tidligere fælles ejendom, selvom det var banken bekendt, at dette – som følge af skilsmissen – ikke længere var klagerens bopælsadresse, idet denne skiftede folkeregisteradresse i juni 2006.

Under disse omstændigheder finder jeg, at banken skal nedskrive klagerens gæld med et beløb svarende til de manglende betalinger fra M og de hævninger han har foretaget på kontoen.

Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet.

Ankenævnet har noteret sig, at Danske Bank har oplyst, at rentetilskrivningen på budgetkontoen skal korrigeres.

Som følge heraf træffes følgende

a f g ø r e l s e :

Klagen tages ikke til følge.

Klagegebyret tilbagebetales til klageren.