Overførsel af selvpensioneringskonto.
| Sagsnummer: | 133/1988 |
| Dato: | 02-12-1988 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Arnold Kjær Larsen, Peter Møgelvang-Hansen, Kirsten Nielsen, Per Overbeck |
| Klageemne: |
Pensionskonti - overførsel
Selvpensioneringskonto - overførsel |
| Ledetekst: | Overførsel af selvpensioneringskonto. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
I 1971 indgik klageren, der er født i 1943, med indklagede en aftale om oprettelse af en selvpensioneringskonto, hvis indestående skulle være bundet til klagerens fyldte 60. år. Af indklagedes generelle vilkår for selvpensioneringskonti fremgår: "Kontoens indestående kan ikke overdrages til eje eller pant eller gøres til genstand for retsforfølgning fra kreditorers side, inden betingelserne for udbetaling er opfyldt."
I marts måned 1988 fremsendte Varde Bank på klagerens foranledning anmodning om overførsel til banken af klagerens selvpensioneringskonto, hvilket indklagede afviste. Klageren har herefter indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at efterkomme hans begæring om overførsel af selvpensioneringskontoen.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Til støtte for påstanden har klageren anført, at hans eneste debitorengagement med indklagede er, at han er selvskyldnerkautionist for en mindre kassekredit vedrørende hans anpartsselskab. Dette engagement er ikke misligholdt.
Til støtte for frifindelsespåstanden har indklagede anført, at klagerens personlige engagement har sammenhæng med indklagedes engagement med klagerens erhvervsvirksomhed, hvor klageren er eneanpartshaver og tillige hæfter som selvskyldnerkautionist for selskabets kassekredit. Ud fra en "helkundevurdering" har indklagede derfor nægtet overførsel, med mindre selskabets kassekredit samtidig blev overført. Overførsel af selvpensioneringskontoen til Varde Bank kunne under alle omstændigheder kun ske med iagttagelse af et opsigelsesvarsel på 12 måneder.
Ankenævnets bemærkninger:
Klageren hæfter som selvskyldner for den af klagerens selskab hos indklagede optagne kassekredit, og indklagedes afvisning af klagerens begæring om overførsel af selvpensioneringskontoen til et andet pengeinstitut må antages at være begrundet i et ønske om at sikre sig adgang til at foretage modregning i indeståendet på indekskontoen, såfremt klagerens kautionsforpligtelse skulle blive aktuel, og der på dette tidspunkt måtte bestå eller senere måtte opstå en adgang til modregning. Ved afgørelsen af, om indklagedes afvisning af overførselsbegæringen herefter er berettiget, må der lægges vægt på, at indklagede kun i specielle situationer vil få mulighed for at foretage modregning. Indklagede har derfor ikke med føje kunnet anse selvpensioneringskontoen om et kreditgrundlag. Der må endvidere lægges vægt på, at indklagedes tilbageholdelse af kontoen med henblik på at sikre en eventuel fremtidig modregningsadgang vanskeligt lader sig forene med forbudet mod kreditorforfølgning i indeståendet på kontoen.
Formelt har indklagede ikke nægtet overførsel, men betinget denne af, at selskabets kassekredit samtidig indfries. Dette medfører imidlertid ingen ændring i det foran anførte, idet den stillede betingelse netop er udtryk for, at indklagede tilbagholder kontoen med henblik på om muligt herigennem at opnå hel eller delvis fyldestgørelse for sin fordring mod klageren.
Efter det anførte finder Ankenævnet, at indklagede er forpligtet til at imødekomme klagerens begæring om overførsel af selvpensioneringskontoen til et andet pengeinstitut uden som betingelse herfor at kunne stille krav om, at anpartsselskabets gæld til indklagede samtidig indfries. Indklagede kan dog forlange, at overførselen sker under iagttagelse af det for kontoen gældende opsigelsesvarsel.
Arnold Kjær Larsen og Per Overbeck ønsker at tilføje, at der ikke af indklagede er anført andre grunde til at nægte overførsel end den almindelige "helkundebetragtning", og at spørgsmålet efter deres opfattelse ikke er endelig afgjort i retspraktis.
Som følge heraf
Indklagede bør anerkende, at klageren er berettiget til under iagttagelse af det gældende opsigelsesvarsel at overføre sin selvpensioneringskonto til et andet pengeinstitut, uden at indklagede som betingelse herfor kan stille krav om, at den gæld, for hvilken klageren hæfter som selvskyldnerkautionist, samtidig indfries. Klagegebyret tilbagebetales klageren.