Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Betingelser for udlån til aktionærer.

Sagsnummer: 453 /1996
Dato: 08-04-1997
Ankenævn: Lars Lindencrone Petersen, Jørn Rytter Andersen, Peter Nedergaard, Leif Nielsen, Allan Pedersen
Klageemne: Udlån - låneanmodning
Ledetekst: Betingelser for udlån til aktionærer.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

I forbindelse med en aktieudvidelse i indklagede i november 1996 blev klageren, som i forvejen var aktionær, tilbudt fortegningsret til de nye aktier.

Af omslaget til emissionsprospektet fremgik bl.a. en fortegnelse over aktionærernes medejerfordele hos indklagede. Herunder var nævnt en særlig pulje for udlån i anledning af indklagedes jubilæum. Lånene blev tilbudt til 5 og 6% p.a. i rente for henholdsvis aktionærer og ikke-aktionærer.

Med henvisning til fortegnelsen ønskede klageren to eksisterende lån hos indklagede omlagt til et nyt aktionærlån til 5% i rente. Indklagede afslog anmodningen, idet de pågældende lån ikke kunne ydes til indfrielse af andre lån i indklagede. Dette og andre bestemmelser for den pågældende låntype fremgik af forsiden på indklagedes publikation "Aktionærnyt" af september 1996.

Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at han er berettiget til den ønskede låneomlægning.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har anført, at han på grundlag af de oplyste medejerfordele i prospektmaterialet fik en berettiget forventning om, at hans lån hos indklagede kunne omlægges til det tilbudte aktionærlån med en forrentning på 5% p.a. Indklagedes særlige betingelser fremgår ikke af fortegnelsen, og han mener ikke at have modtaget "Aktionærnyt" for september måned 1996. Indklagede har uberettiget nægtet ham at gøre brug af lånetilbudet.

Indklagede har anført, at "Aktionærnyt" udsendes via postvæsenet til samtlige aktionærer. Ved udgivelsen af emissionsprospektet benyttede man lejligheden til at opremse en række aktionærfordele på omslaget uden angivelse af samtlige betingelser. For så vidt angår de særlige udlån i forbindelse med jubilæet fremgår betingelserne bl.a. af "Aktionærnyt" fra september 1996.

Ankenævnets bemærkninger:

Ankenævnet finder ikke, at indklagede ved i et brochuremateriale at have oplyst en særlig mulighed for udlån har forpligtet sig til ubetinget at efterkomme klagerens låneansøgning.

Ankenævnet finder dog, at det ville have været ønskeligt, at det af det pågældende materiale var fremgået, at lånet ikke kunne anvendes til bestemte formål.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.