Indsigelse om at lån var ydet med for højt beløb.
| Sagsnummer: | 442/1997 |
| Dato: | 27-02-1998 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Niels Busk, Allan Pedersen, Bjarne Lau Pedersen |
| Klageemne: |
Udlån - stiftelse
|
| Ledetekst: | Indsigelse om at lån var ydet med for højt beløb. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Ved gældsbrev underskrevet af klageren den 20. april 1994 ydede indklagede klageren et lån på 10.000 kr., som skulle afvikles med en månedlig ydelse på 300 kr. over 3 år og 6 måneder under forudsætning af uændret rente. Stiftelsesomkostningerne var på i alt 600 kr.
Låneprovenuet på 9.400 kr. blev samme dag overført til klagerens løbende konto hos indklagede. Kontoens saldo var før overførslen 5.114,84 kr. (negativ).
Ved skrivelse af 6. juni 1997 anmodede indklagede klageren om at inddække et overtræk på den løbende konto på 220,60 kr.
Den 12. juni 1997 fremsendte indklagede en rykkerskrivelse vedrørende overtrækket, i hvilken forbindelse indklagede beregnede sig et gebyr på 125 kr.
Ved udateret skrivelse modtaget af indklagede den 16. juni 1997 udbad klageren sig en forklaring på, hvorledes overtrækket var opstået. Indklagede besvarede henvendelsen ved at fremsende en kontoudskrift vedrørende kontoen.
Ved skrivelse af 8. oktober 1997 til klageren anførte indklagede bl.a., at man var indstillet på at godtgøre klageren rykkergebyret på 125 kr., såfremt hun senest den 31. oktober 1997 havde indbetalt indklagedes resttilgodehavende på i alt 695,99 kr.
Den 4. december 1997 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at refundere 5.000 kr. med tillæg af renter vedrørende lånet og rykkergebyret på 125 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at hun anmodede om et lån på 5.000 kr. til betaling af flytteomkostninger. Hun havde ved forespørgsel til et flyttefirma fået oplyst, at et beløb på 5.000 kr. var nok, og at de endelige omkostninger blev på 3.750 kr. Ifølge en navngiven medarbejder hos indklagede var hun nødsaget til at låne yderligere 5.000 kr. Et lån på 10.000 oversteg væsentligt hendes aktuelle behov, men da hendes hidtidige lejlighed var sagt op, og hun ikke kunne få lån et andet sted, så hun sig nødsaget til at underskrive gældsbrevet på 10.000 kr. Det er hendes opfattelse, at indklagede uberettiget har tvunget hende til at påtage sig et lån, der var 5.000 kr. for stort, og at indklagede derfor bør refundere beløbet med tillæg af renter. Indklagede burde have givet hende længere frist vedrørende overtrækket, hvorfor opkrævningen af gebyret på 125 kr. er ulovlig. Under klagesagen har hun stillet krav om, at den navngivne medarbejder, der ekspederede lånesagen, personligt skulle svare på klagen til Ankenævnet. Dette krav er ikke blevet opfyldt, hvorfor hun ikke kan acceptere indklagedes indlæg i sagen.
Indklagede har anført, at det var en forudsætning for indklagedes tilsagn om lån til dækning af flytteomkostninger, at overtrækket på klagerens løbende konto blev inddækket, og at der til sikkerhed for lånet kunne tegnes en låneforsikring i Forenede Gruppeliv. En af betingelserne for at tegne en låneforsikring var, at gælden til indklagede skulle udgøre mindst 10.000 kr. Efterfølgende viste det sig imidlertid, at Forenede Gruppeliv ikke kunne antage klageren, der ikke var i stand til at give en tilfredsstillende helbredserklæring. Klageren var bekendt med indklagedes forudsætninger for at tilbyde lån og må anses for at have været indforstået hermed. Klageren er således ikke blevet tvunget til at optage et større lån end hvad hun havde behov for. Opkrævningen af rykkergebyret var berettiget, fordi klageren hverken indbetalte beløbet eller kontaktede indklagede for at træffe en aftale om afvikling efter at være blevet gjort opmærksom på, at kontoen var overtrukket.
Ankenævnets bemærkninger:
Klageren har med sin underskrift på gældsbrevet af 20. april 1994 accepteret størrelsen af det hermed etablerede lån, og klageren har ikke anført omstændigheder, der kan medføre, at hæftelsen for lånet nedsættes til halvdelen.
Af de grunde der er anført af indklagede kan det ikke pålægges indklagede at refundere rykkergebyret på 125 kr.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.