Spørgsmål om beregning og tilskrivning af rente på en indlånskonto.
| Sagsnummer: | 238/2008 |
| Dato: | 11-11-2008 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, Karin Duerlund, Carsten Holdum, Niels Bolt Jørgensen, Jørn Ravn |
| Klageemne: |
Rente - indlån
Afvisning - tvist § 5, stk. 3, nr. 2 |
| Ledetekst: | Spørgsmål om beregning og tilskrivning af rente på en indlånskonto. |
| Indklagede: | Sparbank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne klage vedrører Sparbanks beregning og tilskrivning af rente på en indlånskonto.
Sagens omstændigheder.
Klagerne under denne sag er ægtefællerne M og H.
Den 20. juni 2006 oprettede M i Sparbanks Viborg afdeling en VIB KONTO med et indskud på 280.000 kr. Af en aftale om kontoen fremgår, at:
"Kreditrenten er variabel og udgør f.t. 3,50000 % p.a.
Kreditrenten beregnes bagud og tilskrives kontoen hver 12. måned, første gang 31-03-2007.
…
I øvrigt gælder "Sparbanks almindelige forretningsbetingelser og særlige bestemmelse for lån og kreditter" der sammen med en kopi af denne aftale er udleveret til kontohaver(e)."
Den 1. februar 2007 hævede Sparbank renten på M's konto til 4 %.
Den 28. februar 2007 oprettede H en VIB KONTO i Sparbanks Viborg afdeling og indsatte 350.000 kr. Kontoens vilkår fremgår af en kontoaftale. Aftalens bestemmelse om rente svarer til aftalen vedrørende M's konto dog således, at renten er angivet til 4 % p.a.
I foråret 2008 rettede klagerne henvendelse til Sparbank om principperne for beregningen og tilskrivningen af renter på de to indlånskonti. Ved brev af 7. april 2008 besvarede banken henvendelsen således:
"Renten på VIBkonti tilskrives i SPARBANK pr. 31/3, og man får renter af de faktiske dage i kalenderåret 365 eller 366 dage. Af systemmæssige årsager beregnes renterne altid den sidste aktive bankdag inden den 31/3. Da det ikke kan lade sig gøre at beregne og tilskrive renten samme dag. Dvs. renteberegningen i 2007 er foretaget pr. 29/3-2007, og renteberegningen i 2008 er foretaget den 28/3-2008. Man snydes dog ikke nogen rentedage, da de resterende dage er medtaget i renteberegningen for næstkommende renteår.
VIB Konto renteforløb:
3,50% fra 15/6-2006-31/1-12007
4,00% fra 1/2-2007-30/11-2007
4,25% fra 1/12-2007- ?
[M's konto]:
2006 (365 dage)
3,50% af 280.000,- fra 21/6-2006 - 31/12-2006 = 194 | kr. | 5.208,77 |
Dage: (juni 06 = 10, juli 06 = 31, Aug. 06 = 31, Sept. 06 = 30, okt. 06 = 31, nov. 06 = 30, dec. 06 = 31) | ||
2007 (365 dage) | ||
3,50% af 280.000,- fra 1/1-07 - 31/1-07 = 31 dage | kr. | 832,33 |
4% af 280.000,- fra 1/2-2007 - 29/3-2008 = 57 dage | ||
Dage: (feb. 07 = 28, marts 07 = 29) | kr. | 1.749,04 |
I alt rentetilskrivning pr. 31/3-2007. | kr. | 7.790,14 |
4% af 287.790,14 fra 29/3-2007 - 30/11-2007 = 246dage | kr. | 7.758,51 |
Dage: (marts 07 = 2, april 07 = 30, maj 07 = 31, juni 07= 30, juli 07 = 31, aug. 07 = 31, sept. 07 = 30, okt. 07=31, nov. 07 = 30) | ||
4,25% af 287.790,14 fra 1/12-2007 - 31/12-2007 = 31dage | kr. | 1.038,80 |
2008 (366 dage) | ||
4,25% af 287.790,14 fra 1/1-2008 - 28/3-2008 = 88 dage | kr. | 2.940,81 |
I alt rentetilskrivning pr. 31/3-2008 | kr. | 11.738,12 |
(at beløbet ikke stemmer helt overens skyldes afrunding af decimaler) | ||
[H's konto] | ||
2007 (365 dage) | ||
4% af 350.000,- fra 1/3-2007 - 29/3-2007 = 29 dage | kr. | 1.112,33 |
I alt rentetilskrivning pr. 31/3-2007 = kr. 1.112,33 | ||
4% af 351.112,33 fra 30/3-2007 - 30/11-2007 = 246dage | kr. | 9.465,60 |
Dage: ( marts 07= 2, april 07=30, maj 07 = 31, juni 07 =30, juli 07 = 31, aug. 07 = 31, sept. 07 = 30, okt. 07 = 31, nov. 07 = 30) | ||
4,25% af 351.112,33 fra 1/12-2007 - 31/12-2007 = 31dage | kr. | 1.267,37 |
2008 (366 dage) | ||
4,25% af 351.112,33 fra 1/1-2008 - 28/3-2008 = 88 dage | kr. | 3.587,87 |
I alt rentetilskrivning pr. 31/3-2008 | kr. | 14.320,84 |
(at beløbet ikke stemmer helt overens skyldes afrundingaf decimaler) |
Det er derfor vores opfattelse, at under hensyntagen til, at der korrigeres for et rentetilgodehavende på 3 dage jf. det førnævnte, er renten korrekt beregnet.
…"
Af bankens "Almindelige forretningsbetingelser samt særlige bestemmelser for lån og kreditter - forbrugere" fremgår:
"…
4. Renteberegning, rentedato og rentetilskrivning
SPARBANK foretager en daglig beregning af rente for hver enkelt konto på følgende måde:
Saldo x den pålydende rente/365
…
Lørdage, søn- og helligdage, grundlovsdag, juleaftensdag og nytårsdag er ikke ekspeditionsdage o9 SPARBANK.
…
Tilskrivning af renter
SPARBANK tilskriver som hovedregel renter én gang årligt for indlån. Indlånsrenter under kr. 2,- tilskrives som hovedregel ikke.
…
Rentetilskrivningen foregår ved at lægge de daglige renteberegninger sammen og hæve/indsætte det samlede beløb på Deres konto. Før-ste ekspeditionsdag efter tilskrivningen er rentedato.
Tilskrivningen af renter fremgår af bankbog, kontoudtog eller anden opgørelse.
…"
Den 16. juni 2008 indbragte klagerne sagen for Ankenævnet med påstand om, at "Jeg vil have medhold i mine rettelser til renteberegning".
Den 22. august 2008 betalte Sparbank 300 kr. til klagerne.
På Ankenævnets sekretariats forespørgsel om klagen herefter kunne afsluttes, meddelte klagerne, at de ikke kunne acceptere en afslutning af sagen.
Parternes påstande.
Klagerne har nedlagt påstand om, at Ankenævnet behandler klagen uanset, at Sparbank Vest har betalt 300 kr.
Sparbank har nedlagt påstand om afvisning.
Parternes argumenter.
Klagerne har anført, at det af bankens brev af 7. april 2008 fremgår, at der ved rentetilskrivningen af kontiene den 31. marts 2007 ikke blev beregnet renter for 30. og 31. marts. Tilsvarende gør sig gældende for rentetilskrivningen 31. marts 2008, hvor der mangler tre rentedage (29., 30. og 31. marts). Konsekvensen er, at kontienes saldi pr. 31. marts 2007 er for lave, hvilket påvirker rentetilskrivningen det følgende renteår i form af mistet rentes rente.
De har beregnet deres tab pr. 1. april 2008 til 102,77 kr. for M og 125,45 kr. for H.
Ankenævnet bør behandle klagen uanset bankens betaling af de 300 kr. Sparbank skal ikke kunne fortsætte med en forkert renteberegning. Hvad med andre kontohavere, som snydes på samme måde som dem selv.
Sparbank har anført, at det erkendes, at der er begået fejl ved renteberegningen. Under sagens forberedelse har man hos sin datacentral konstateret, at der forelå en fejl vedrørende den edbmæssige opsætning af klagernes konti.
Klagen bør afvises, da det ikke giver mening, at Ankenævnet optager en sag til afgørelse, hvor klager har fået medhold.
Det kan i øvrigt oplyses, at den pågældende kontotype var opsat forkert, men at fejlen er rettet, således at der ikke sker renteforskydninger på kontotypen. Der er tale om en konkret fejl vedrørende en konkret kontotype og ikke en generel fejl. Fejlen findes ikke i andre kontoformer hos banken.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Sparbank har under sagens forberedelse imødekommet klagernes krav om rentekompensation.
Der foreligger herefter ikke længere en formueretlig tvist mellem klagerne og Sparbank, hvorfor sagen afvises.
Som følge heraf
Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klagerne.