Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Afkortning af bindingsperiode.

Sagsnummer: 150/1992
Dato: 12-08-1992
Ankenævn: Frank Poulsen, Bjørn Bogason, Niels Busk, Søren Geckler, Erik Sevaldsen
Klageemne: Børneopsparingskonto - bindingsperiode
Ledetekst: Afkortning af bindingsperiode.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Den 17. januar 1978 oprettede klagerens ægtefælle en børneopsparingskonto for ægteparrets mindreårige søn, der er født den 10. september 1977. Kontoen blev oprettet i Bikuben; af en fremlagt kopi af blanket vedrørende kontoens oprettelse fremgår, at kontoen ønskedes bundet til kontohaverens fyldte 18. år.

I 1984 overførtes kontoen til indklagede.

Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at udbetale kontoen.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Til støtte for påstanden har klageren anført, at kontoen ønskes udbetalt som følge af et forestående obligatorisk skoleophold i udlandet for hendes søn. Ved kontoens oprettelse var det muligt at aftale en bindingsperiode til barnets fyldte 14. år, og derfor bør det også være muligt at ændre bindingsperioden fra det fyldte 18. år til det fyldte 14. år.

Indklagede har anført, at det følger af de for børneopsparingskonti fastsatte regler, at en konto skal være bundet i mindst 7 år fra oprettelsestidspunktet, ligesom kontoens bindingsperiode tidligst kan udløbe ved barnets 14. år. Endvidere er der mulighed for at forlænge bindingsperioden, når forlængelsen andrager mindst 7 år. Indklagede har ikke mulighed for at foretage afkortning af en allerede aftalt bindingsperiode.

Ankenævnets bemærkninger:

Af § 4, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 776 af 20. november 1986 om børneopsparingskonti fremgår, at indestående på en børneopsparingskonto ikke kan hæves inden for en periode på mindst 7 år, der tidligst udløber, når kontohaveren fylder 14 år, og senest i det år, hvori kontohaveren fylder 21 år. Det følger heraf, at indklagede ikke er berettiget til at afkorte en allerede aftalt bindingsperiode.

Som følge heraf

Den indgivne klage tages ikke til følge.