Indfrielsesgebyr.
| Sagsnummer: | 20306030 /2003 |
| Dato: | 16-10-2003 |
| Ankenævn: | Hugo Wendler Pedersen, Grit Munk, Morten Westergaard, Jes Zander Brinch og Mads Laursen |
| Klageemne: |
Indfrielse - gebyr
|
| Ledetekst: | Indfrielsesgebyr. |
| Indklagede: | Realkredit Danmark A/S |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | Download som PDF |
| Realkreditinstitutter |
Klageren havde i sin ejendom et kontantlån til det indklagede realkreditinstitut. Af pantebrevet fremgik det, at debitor kunne indfri lånet efter bestemmelser i vedtægterne, og at debitor i øvrigt var underkastet de til enhver tid for realkreditinstituttet gældende vedtægter og bestemmelser fastsat i medfør heraf, samt at alle beregninger af indfrielsesbeløb blev foretaget af instituttet med bindende virkning for debitor. Med hjemmel i vedtægterne havde instituttets bestyrelse fastsat blandt andet gebyrer for ekstraordinære indfrielser. Instituttet fremsendte i oktober 2002 en bekræftelse på pari-opsigelse af lånet til klageren, hvoraf det fremgik, at der ville blive krævet et indfrielsesgebyr på 750 kr. Klageren protesterede forgæves over gebyret.
Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet ikke var berettiget til at opkræve et indfrielsesgebyr på 750 kr. Instituttet påstod frifindelse.
Nævnet anerkendte hjemlen til at kræve gebyrer – et mindretal fandt dog, at den konkrete hjemmel var svag. Nævnet bemærkede i den forbindelse, at det i så lange kreditaftaler som realkreditlån ikke i sig selv kan anses for urimeligt, at kreditor tager forbehold om at kunne indføre eller ændre gebyrer. Flertallet fandt, at en sådan ensidig adgang til at ændre i et kontraktsforhold alene hjemler en ret til at pålægge gebyrer, som står i rimelig forhold til den gebyrbelagte ekspeditions art og omfang, og at der ved vurderingen af rimeligheden i gebyrets størrelse må anlægges en overordnet gennemsnitsbetragtning, ligesom det må tillægges betydning, hvilke gebyrstørrelser der er sædvanlige på området og lignende områder. Da instituttet ikke på overbevisende måde havde redegjort for gebyrstigningerne, fandt flertallet, at gebyret på 750 kr. burde nedsættes til 500 kr. Mindretallet fandt, at indfrielsesgebyret var rimeligt under hensyntagen til det arbejde, der er forbundet med ekspeditionen, og fandt ikke, at der var noget juridisk grundlag for at nedsætte indfrielsesgebyret. Mindretallet fandt i øvrigt, at det ikke generelt som betingelse for anerkendelse af et gebyr kan kræves, at et institut dokumenterer, at gebyret kun netop giver omkostningsdækning. Afgørelsen blev truffet efter stemmeflertal, og instituttet blev tilpligtet at tilbagebetale klageren 250 kr.
Der er ikke p.t. udtaget stævning.