Saldokvittering for kautions - og pantsætningsforpligtelse.
| Sagsnummer: | 523/1991 |
| Dato: | 24-04-1992 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Niels Busk, Bjørn Bogason, Niels Bolt Jørgensen, Kirsten Nielsen |
| Klageemne: |
Akkord - fortolkning af aftale
|
| Ledetekst: | Saldokvittering for kautions - og pantsætningsforpligtelse. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Ved kautionserklæring af 12. december 1989 kautionerede klageren over for indklagedes Virklund afdeling for en til klagerens daværende ægtefælle ydet kredit på 125 000 kr. Kreditten - en Totalkonto - ændredes ved kreditaftale af 28. december 1990 til maksimum 106.000 kr. Samme dag forhøjedes maksimum på en af klageren og ægtefællen i fællesskab oprettet Totalkonto til 113.000 kr. Til sikkerhed for engagementet var håndpantsat et ejerpantebrev på 50.000 kr. med pant i ægtefællens faste ejendom.
I forbindelse med at ægtefællernes samliv ophævedes i foråret 1991 overtog klageren den tidligere ægtefælles ejendom. Ved skrivelse af 10 april 1991 rettede klagerens advokat henvendelse til Indklagedes afdeling og oplyste, at det oprindelig var forudsat ved handlen med ejendommen, at ejerpantebrevet til indklagede fortsat skulle tjene til sikkerhed for parternes forpligtelser over for indklagede og at ægtefællen alene skulle afdrage gælden; men da klageren mente, at dette ville være en uholdbar situation, idet indklagede i tilfælde af misligholdelse af engagementet ville kunne sætte ejendommen på tvangsauktion, ønskede klageren at indgå en aftale med indklagede, "der på et eller andet tidspunkt frigør hende og dermed ejendommen for enhver forpligtelse over for banken." På klagerens vegne tilbød advokaten herefter:
884.. en afdragsordning, hvorefter der betales en månedlig ydelse kr. 500,00 kr. i 5 år, hvorefter der meddeles [klageren] saldokvittering i forhold til banken, og herunder at ejerpantebrevet frigøres. Ydelser afskrives forlods på renter".
Ved kreditaftale af 30. april 1991 forhøjedes den tidligere ægtefælles Totalkonto til 239.000 kr. Af aftalen fremgår, at kreditten indtil den 1. maj 1996 skulle afdrages ved betaling af en månedlig ydelse på 4.000 kr. (af ægtefællen) og en ekstraordinær månedlig ydelse på 500 kr. (af klageren). Den 1. maj 1996 skulle restgælden, beregnet til ca. 100.000 kr., indfries, med mindre der blev truffet ny aftale om afvikling. Under "Individuelbetingelser er anført:
"under forudsætning af kontraktsmæssig nedbringelse af engagement frigøres [klageren] som selvskyldnerkautionist og deponent efter ydelsesbetaling den 01.05.1996."
Klageren underskrev samme dag en kautionserklæring, hvorefter hun kautionerede for den tidligere ægtefælles forpligtelser i henhold til kreditten på 239.000 kr., ligesom klageren samme dag underskrev sikkerhedsstillelsesdokument vedrørende håndpantsætningen af ejerpantebrevet på 50.000 kr. Disse dokumenter indeholder ikke noget om den særlige aftale.
I skrivelse af 7. maj 1991 til klagerens advokat bekræftede afdelingen, at man til afvikling af den fælles gæld, som overtoges af ægtefællen, modtog en ekstraordinær indbetaling på 500 kr månedligt fra klageren. Endvidere anførtes:
"Afviklingen er fastsat til 5 år, hvorefter såvel [klagerens] selvskyldnerkaution samt sammes deponering af ejerpantebrev kr. 50.000 kr. frafaldes under forudsætning af kontraktsmæssig afvikling af kreditten."
I august 1991 rettede klageren henvendelse til indklagede med anmodning om, at hun med indbetaling af kontant 30 000 kr. blev frigjort for sin kautionsforpligtelse og fik ejerpantebrevet udleveret. Indklagede meddelte, at klageren ikke ville kunne frigøres for sine forpligtelser over for indklagede alene ved indbetaling af 30.000 kr., idet kautionsforpligtelsen samt håndpantsætningen af ejerpantebrevet fortsat ville bestå indtil udløbet af de 5 år.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at indklagede mod betaling af indklagede tilpligtes at anerkende, at indklagede mod betaling af 30.000 kr. skal meddele saldokvittering for klagerens forpligtelser over for indklagede samt udlevere ejerpantebrevet på 50.000 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært afvisning.
Til støtte for påstanden har klageren anført, at skrivelsen af 10. april 1991 sammenholdt med indklagedes acceptskrivelse af 7. maj 1991 må fortolkes således, at klageren vil opnå saldokvittering og få ejerpantebrevet udleveret mod betaling af i alt 30.000 kr. i månedlige rater af 500 kr. Klageren må have ret til at foretage en førtidig indfrielse, og en sådan- må medføre, at indklagede er forpligtet til at frigive de etablerede sikkerheder. Indklagedes fortolkning af den indgåede aftale er meningsløs, idet hele engagementet blev etableret, for at klageren skulle være helt uafhængig af hendes tidligere ægtefælles betalingsevne. Klageren vil i de første 5 år efter aftalens indgåelse leve i uvished om, hvorvidt hun kan komme til at miste ejendommen. Havde denne konsekvens været klar for klageren, havde hun ikke overtaget ejendommen.
Indklagede har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at klageren ikke kan frigøres fra kautionsforpligtelsen ved indbetaling af 30.000 kr., idet kautionsforpligtelsen ikke er gjort beløbsbegrænset, men henviser til den for ægtefællen oprettede konto. Klagerens kautionsforpligtelse løber således i 5 år, og hun vil alene kunne frigøres herfra ved en opsigelse af kautionsforpligtelsen efter de almindelige kautionsretslige regler herom. Ved en kontraktsmæssig afvikling af ægtefællens kredit vil klageren i kraft af aftalen have opnået at blive frigjort den 1. maj 1990, hvor der vil bestå en restgæld på ca. 98.200 kr. Indklagede bestrider, at det var en kendelig forudsætning for indklagede, at klageren ikke ønskede at købe ejendommen, hvis der var risiko for, at hun kunne miste ejendommen som følge af klagerens ægtefælles misligholdelse af engagementet.
Til støtte for afvisningspåstanden har indklagede anført, at der er en sådan uenighed om de faktiske forhold i sagen, at en bevisførelse er påkrævet. Som følge heraf må sagen afvises efter vedtægternes § 7, stk. 1. Ankenævnets bemærkninger:
Ankenævnet finder, at den aftale, der er knyttet til klagerens kautionsforpligtelse og håndpantsætning af ejerpantebrev, i overensstemmelse med det af indklagede anførte må forstås således, at klagerens forpligtelser består indtil 1. maj 1996 og på dette tidspunkt bortfalder under forudsætning af, den tidligere ægtefælles kredit er afviklet i overensstemmelse med det aftalte, herunder også med hensyn til den tidligere ægtefælles betalingsforpligtelser. Det bemærkes herved, at det i modsat fald ville savne mening, at klageren påtog sig (opretholdt) en hæftelse for den samlede gæld.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.