Udarbejdelse af proformaopgørelse i forbindelse med bodeling.
| Sagsnummer: | 116 /1999 |
| Dato: | 09-09-1999 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Inge Frølich, Leif Nielsen, Bjarne Lau Pedersen, Allan Petersen |
| Klageemne: |
Konto - kontoudskrift
|
| Ledetekst: | Udarbejdelse af proformaopgørelse i forbindelse med bodeling. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører spørgsmålet om, hvorvidt indklagede ved ekspeditionen af en anmodning om udarbejdelse af en proformaopgørelse har pådraget sig ansvar for forsinkelse af klagerens bodelingssag.
Sagens omstændigheder.
Ved telefaxskrivelse af 3. juni 1998 til indklagedes Frederiksværk afdeling, hvor klageren er kunde, meddelte klagerens advokat, at klageren var blevet separeret ved bevilling af 13. maj 1998, og at der skulle udarbejdes en bodelingsoverenskomst med denne dato som skæringsdato. Boets væsentligste aktiv var en fast ejendom, som var sat til salg. Klagerens andel i bodelingen forventedes at udgøre ca. halvdelen af provenuet ved ejendomssalget, som ifølge et vedlagt salgsbudget udgjorde ca. 782.000 kr.
Ved skrivelse af 5. juni 1998 til indklagede anmodede advokaten om en "proformaopgørelse over samtlige min klients konti pr. 13. maj 1998".
Under sagen er fremlagt indklagedes fremsendelsesskrivelse til advokaten dateret den 9. juni 1998. Endvidere er fremlagt to opgørelser vedrørende henholdsvis klagerens lån og kassekredit hos indklagede. Opgørelserne bærer overskriften "proformaopgørelse af konto". Endvidere er anført "vi har proformaopgjort ovennævnte konto pr. 9. juni 1998:". Ud for saldiene er angivet "saldo pr. 9. juni 1998".
Vedrørende de samme konti er endvidere fremlagt to opgørelser dateret den 11. juni 1998. Efter overskriften "Proformaopgørelse af konto" er anført "Vi har proformaopgjort ovennævnte konto pr. 13. maj 1998:". Ud for saldiene er anført "Saldo pr. 11. juni 1998".
Beløbene, der var anført i opgørelserne, vedrørte gæld, som klageren havde stiftet efter den 13. maj 1998 til finansiering af et ejendomskøb, og som derfor ikke skulle indgå i bodelingen.
Den 29. juni 1998 skrev klagerens fraseparerede ægtefælles advokat bl.a. således til klagerens advokat:
"Det undrer mig meget, at der i de opgørelser, der er sendt i kopi fra [indklagede], er anført et lån på kr. 166.000,00 samt en udnyttet kassekredit på små kr. 55.000,00 fra Deres klients side. Jeg beder Dem således venligst oplyse mig, hvornår disse gældsposter er optaget, samt til hvilket formål."
Ved skrivelse af 24. september 1998 oplyste klagerens fraseparerede ægtefælles advokat, at skøde vedrørende salg af den faste ejendom nu var tinglyst.
Ved skrivelse af 29. september 1998 meddelte advokaten indklagede, at der kunne frigives 100.000 kr. af midlerne fra ejendomssalget til hver af parterne, og at fordelingen af de resterende midler fortsat afventede en endelig bodelingsoverenskomst.
På advokatens anmodning fremsendte indklagede s.d. kontoudtog vedrørende klagerens konti.
Ved telefaxskrivelse af 6. oktober 1998 til indklagede præciserede advokaten, at der alene ønskedes en proformaopgørelse over de konti, som klageren var indehaver af på skæringsdatoen den 13. maj 1998, men ikke konti, der var oprettet senere.
Ved skrivelser af 6. og 7. oktober 1998 fremsendte indklagede en opgørelse af klagerens engagement pr. 13. maj 1998 til advokaten.
Ved skrivelse af 3. december 1998 til indklagede meddelte advokaten, at der nu forelå bodelingsoverenskomst underskrevet af begge parter, hvorfor restindestående vedrørende ejendomssalget kunne frigives.
Klagerens andel af midlerne blev primært anvendt til indfrielse af de lån, som klageren havde optaget til finansiering af ejendomskøbet.
Parternes påstande.
Den 28. april 1999 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at yde en rentekompensation.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at advokaten på tydelig måde anmodede om en opgørelse af hendes konti pr. 13. maj 1998. Indklagede begik derfor en fejl ved i stedet at fremsende en opgørelse af kontiene pr. 9. juni 1998. Hun havde i tiden 2. - 9. juni 1998 optaget lån til køb af et sommerhus og til indfrielse af et pantebrev. Disse lån, der ikke vedkom hendes tidligere ægtefælle, indgik på grund af indklagedes fejl i bodelingsforhandlingerne og medførte en del brevskriverier advokaterne imellem. Fejlen, som først blev opdaget den 29. september 1998, medførte, at den endelige bodeling blev væsentligt forsinket. Indklagede bør godtgøre hende den merrenteudgift, som hun er blevet påført som følge af forsinkelsen.
Indklagede har anført, at man har ekspederet sagen uden unødigt ophold. Det forhold, at proformaopgørelserne blev udfærdiget på alle konti uanset oprettelsestidspunkt, må tilskrives advokatens formulering. Såfremt advokaten har medtaget unødige konti i bodelingsopgørelsen, er man uden ansvar herfor. Endelig bodelingsoverenskomst blev først indgået ca. 2 måneder efter, at de korrekte tal blev fremsendt. Bodelingen var enkel og med god likviditet, og der kunne derfor være blevet frigivet acontobeløb til dækning af de låneoptagelser, som begge parter havde påtaget sig.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Ankenævnet finder, at indklagede på grundlag af advokatens skrivelser af 3. og 5. juni 1998 burde have indset, at der ønskedes en opgørelse af klagerens konti hos indklagede pr. den 13. maj 1998. Indklagede begik således en fejl ved den 9. juni 1998 at fremsende opgørelse vedrørende klagerens engagement pr. denne dato.
Ca. 3 måneder før bodelingssagen var kommet så vidt, at der kunne frigives midler til parterne, havde klagerens fraseparerede ægtefælles advokat rejst spørgsmål om de to konti, som var oprettet efter den 13. maj 1998, og indklagedes fejl, der blev redresseret ca. 2 måneder, før indklagede fik oplysning om, at begge parter havde underskrevet bodelingsoverenskomsten, har således været uden betydning for udstrækningen af sagen.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.