Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Rådgivning ved investering i bankaktier.

Sagsnummer: 1074 /2009
Dato: 31-01-2011
Ankenævn: John Mosegaard, Jesper Claus Christensen, Troels Hauer Holmberg, Karin Duerlund og Bent Olufsen.
Klageemne: Værdipapirer - køb, salg, rådgivning
Ledetekst: Rådgivning ved investering i bankaktier.
Indklagede: Vestjysk Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne sag vedrører, om Vestjysk Bank har pådraget sig et erstatningsansvar i forbindelse med klagerens investering af (Særlig Pension) SP-midler i Ringkjøbing Bank aktier.

Sagens omstændigheder.

Klageren var i 2006 kunde i Ringkjøbing Bank (nu: Vestjysk Bank).

Den 30. marts 2006 oprettede klageren en SP-konto i banken. Et beløb svarende til klagerens SP-indestående i ATP blev indbetalt på kontoen. Med håndskrift er på aftalen tilføjet: "Der købes RB-aktier for beløbet" samt rådgiverens navn.

Af en fremlagt fondsnota af 2. maj 2006 fremgår, at banken solgte klageren 14 stk. Ringkjøbing Bank aktier for 11.340 kr.

I juni 2009 sendte banken på klagerens anmodning en kopi af hendes investeringsprofilaftale til hende. Af aftalen fremgår:

"…

Basiskonklusion

Produkttype

Godkendt

Aktier og tegningsretter – regulerede markeder

V

Generel kommentar

Oprettet af basisinitieringen

Underskrift

Vi har, udfra dit kendskab til og erfaring med investering i finansielle instrumenter, udarbejdet en basisprofil til dig.

Der er ikke udarbejdet en komplet investeringsprofil, der yderligere baserer sig på en vurdering af din finansielle situation, risikovillighed og investeringsformål, da du ikke har et ønske om, at banken skal rådgive dig om investering.

Det betyder, at du primært kan foretage handler i NetBank. Ordrer kan du ligeledes indlevere til din filial. Du vil ikke modtage rådgivning i den forbindelse. Såfremt du ønsker rådgivning, skal du have udarbejdet en komplet investeringsprofil.

…"

Ved mail af 1. juli 2009 anmodede klageren om, at banken dækkede hendes tab på investeringen i Ringkjøbing Bank aktier.

Ved brev af 8. juli 2009 afviste banken klagerens anmodning.

Parternes påstande.

Klageren har den 8. oktober 2009 indbragt sagen for Ankenævnet, der forstår påstanden således, at Vestjysk Bank skal erstatte hendes tab ved investeringen i Ringkjøbing Bank aktier.

Vestjysk Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har bl.a. anført, at hun i 2006 fik størstedelen af SP-midlerne investeret i Ringkjøbing Bank aktier.

Hun mener ikke, at hun havde et ønske om at investere midlerne. Det må være banken, som var initiativtager til anbringelsen af midlerne.

Hun undres over, at alle midlerne er investeret i samme aktie og tilmed bankens egne.

Hun blev ikke rådgivet og hun erindrer ikke at være blevet gjort bekendt med risikoen ved investeringen.

Hun har ikke på noget tidspunkt indvilliget i risikovillig adfærd vedrørende økonomiske anliggender. Hun ved ikke, hvad banken henviser til i forbindelse med investering i henhold til en puljeaftale.

Hun er ikke bekendt med, at der til investeringen var knyttet aktionærfordele. Banken bør oplyse, hvilke fordele der var og i hvilket omfang, de blev udnyttet.

På investeringstidspunktet havde hun så lidt erfaring med aktier og investering, at hun ikke gjorde sig tanker over at have modtaget opgørelser hvert år. Hun troede, at det havde sammenhæng med, at hun endnu ikke havde lavet bodeling med sin eksmand, og at der derfor stadig var ting, som figurerede i den gamle fælles bank.

Hun undres over, at der er håndskrevne notater på aftalen.

Banken lavede ikke risikoprofil på hende og har oplyst, at dette ikke var lovpligtigt i 2006.

Hun havde ikke en betydelig friværdi i sin ejendom.

Vestjysk Bank har bl.a. anført, at klageren i 2006 ønskede at investere SP-midlerne.

Banken og klageren aftalte købet af Ringkjøbing Bank aktierne.

Klageren blev behørigt rådgivet om investeringen i aktier.

I forbindelse med rådgivningen havde klageren mulighed for at træffe eget valg med hensyn til investeringsmulighederne.

Risikospredningen på klagerens samlede midler var rimelig.

Klageren havde tidligere vist risikovillighed ved investering af pensionsmidler i henhold til en puljeaftale.

Der er ikke tale om køb af et komplekst produkt.

I henhold til god skik reglerne kunne klageren som detailkunde købe aktier i Ringkjøbing Bank.

Klageren modtog fondsnota af 2. maj 2006 som bekræftelse på investeringen.

Aktiebeholdningen fremgår af årsopgørelserne 2006, 2007 og 2008, som er sendt til klageren.

Klageren havde adgang til webbank, hvoraf aktiebeholdningen fremgik.

Klageren må selv bære risikoen for investeringen.

Banken er ikke erstatningsansvarlig for klagerens dispositioner.

Det er bankens opfattelse, at klagerens ejendom på investeringstidspunktet havde en betydelig friværdi. Det forhold har dog ikke afgørende betydning i sagen.

Ved investeringen i Ringkjøbing Bank aktier fulgte bl.a. gratis valutahandel og betaling af halvt gebyr ved låneoprettelse med som aktionærfordele.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Ankenævnet lægger til grund, at Ringkjøbing Bank i 2006 foretog investeringen af klagerens SP-midler i Ringkjøbing Bank aktier efter aftale med hende.

Ankenævnet lægger endvidere til grund, at klageren efter investeringen modtog en fondsnota samt årsoversigter i 2006, 2007 og 2008, hvoraf investeringen i aktierne fremgår.

Ankenævnet finder, at klageren ikke kunne være uvidende om den risiko, der er forbundet med investering i aktier herunder, at kursen kunne vise sig at falde, hvilket klageren derfor selv må bære risikoen ved.

Ankenævnet finder ikke godtgjort, at Ringkjøbing Bank (nu: Vestjysk Bank) har begået fejl eller forsømmelser i forbindelse med klagerens investering, som kan medføre et erstatningsansvar for banken.

Som følge heraf træffes følgende

a f g ø r e l s e :

Klagen tages ikke til følge.