Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Anmodning om oplysninger vedrørende konto udgået i 1985.

Sagsnummer: 337 /1997
Dato: 12-12-1997
Ankenævn: Lars Lindencrone Petersen, Niels Busk, Peter Stig Hansen, Mette Reissmann, Ole Simonsen
Klageemne: Bog - øvrige spørgsmål
Ledetekst: Anmodning om oplysninger vedrørende konto udgået i 1985.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

I sommeren 1981 blev der på klagerens datters D's bankbog i indklagedes Middelfart afdeling indsat 10.000 kr. Beløbet udgjorde klagerens arv efter sin mor. Beløbet blev indsat af klagerens søster E, som også havde fuldmagt fra klagerens datter til kontoen. Klageren er og var da bosat i Canada.

I september 1982 flyttede E til Spanien. Klageren har oplyst, at hun fra E modtog oplysning om, at bankbogen da blev overgivet til en nevø, S. I efteråret 1996 blev hun ved læsning af brevene fra E opmærksom på spørgsmålet om bogens fortsatte eksistens. Hun kontaktede S, men denne kunne intet huske. S havde ikke modtaget bankbogen og kendte intet hertil.

I efteråret 1996 forespurgte klageren indklagedes Middelfart afdeling om kontoens eksistens. Afdelingen oplyste i skrivelse af 17. december 1996, at kontoen var udgået den 6. august 1985. Afdelingen henviste til, at dette fremgik af årsopgørelsen for 1985. Som følge af, at der var tale om en bankbog, havde afdelingen ikke mulighed for at rekonstruere kontoens posteringer.

Klageren har den 12. september 1997 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at fremfinde "oplysning om, hvad der skete med kontoen".

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har anført, at der muligvis kan være tale om, at beløbet på grund af rentefaldet kan være overført til en anden konto.

Indklagede har anført, at i medfør af bogføringsloven gemmer man bogføringsbilag i fem år. På nuværende tidspunkt er det derfor ikke muligt at fremfinde bilag, der kan give oplysninger om udbetalingen ved opgørelsen af kontoen i 1985. D har i dag ikke nogen konto hos indklagede.

Ankenævnets bemærkninger:

Af de af indklagede anførte grunde finder Ankenævnet ikke, at indklagede kan pålægges at fremkomme med yderligere oplysninger til belysning af posteringer på D's konto.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.