Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Dobbelt oprettet børneopsparingskonto. Udbetaling af indestående til indskyder på sidst oprettet konto.

Sagsnummer: 476/1993
Dato: 24-02-1994
Ankenævn: Niels Waage, Peter Møgelvang-Hansen, Lars Pedersen, Ole Simonsen
Klageemne: Børneopsparingskonto - øvrige spørgsmål
Ledetekst: Dobbelt oprettet børneopsparingskonto. Udbetaling af indestående til indskyder på sidst oprettet konto.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Medhold klager


Denne sag drejer sig om, hvorvidt klageren er berettiget til at få udbetalt indeståendet på en konto som følge af, at kontoen, der oprindeligt er oprettet som en børneopsparingskonto, ikke kan fungere som børneopsparingskonto, idet der i kontohavers navn på oprettelsestidspunktet allerede var etableret én børneopsparingskonto.

Den 22. januar 1986 oprettede klageren en børneopsparingskonto lydende i hendes barnebarns navn, født den 15. september 1977, i indklagedes Hundige afdeling; bindingsperioden var anført til 30. september 1998. Barnets mor havde den 7. marts 1979 etableret en børneopsparingskonto i samme barns navn. På baggrund af en anmodning fra kontohavers mor, som er kontohavers værge, overførtes den af klageren oprettede konto til indklagedes Sct. Stefan afdeling den 1. juli 1993, hvorfra kontoen videreoverførtes til Håndværkerbanken i Glumsø, ligeledes efter anmodning fra kontohavers mor.

Klageren rettede henvendelse til indklagede og protesterede mod overførslen, hvorefter kontoen tilbageførtes og retableredes hos indklagede med valør den 1. juli 1993. I forbindelse med tilbageførslen blev indklagede opmærksom på, at der allerede var etableret en børneopsparingskonto i kontohavers navn, hvorefter kontoen etableredes som en almindelig konto med en prohibitiv påtegning, således at midlerne var bundet til den oprindeligt aftalte dato den 30. september 1998.

Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at frigive indeståendet på kontoen og overføre det til hendes konto hos indklagede.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har anført, at hun har anmodet indklagede om at overføre beløbet til hendes konto, da hun ikke ønsker at indsætte beløbet på den allerede eksisterende børneopsparingskonto oprettet af hendes datter.

Indklagede har anført, at den af klageren oprettede børneopsparingskonto ikke kan fungere som børneopsparingskonto, idet der ifølge gældende regler kun kan oprettes én børneopsparingskonto for hvert barn, ligesom kun den først oprettede konto kan betragtes som en gyldig børneopsparingskonto. Det må antages at have været klagerens hensigt og ønske ved kontoens oprettelse at give sit barnebarn en gave ved overførsel af beløb til kontoen. Kontoens indestående tilhører derfor kontohaver, og uanset at kontoen i skattemæssig henseende ikke fungerer som en egentlig børneopsparingskonto, er kontoen forsynet med en prohibitiv påtegning, således at midlerne er bundet til den oprindeligt aftalte dato.

Efter at være blevet gjort bekendt med indklagedes standpunkt har klageren overfor Ankenævnet oplyst, at hun har oprettet en konto i barnebarnets navn i et andet pengeinstitut, hvortil hun ønsker indeståendet på kontoen hos indklagede indsat.

Ankenævnets bemærkninger:

Ankenævnet finder efter de foreliggende oplysninger, at det var en afgørende forudsætning for klageren, at opsparingskontoen var en børneopsparingskonto. Da denne forudsætning er bristet som følge af, at der allerede var oprettet en børneopsparingskonto i barnets navn, findes klageren at være berettiget til at kræve, at kontoen ophæves. Da klageren har oprettet en konto i et andet pengeinstitut i barnebarnets navn med henblik på, at indeståendet på kontoen kan overføres dertil, og da det herefter findes tilstrækkeligt sikret, at beløbet vil komme barnebarnet, der nu er ca. 16 1/2 år, til gode, bestemmer Ankenævnet, at beløbet på kontoen af indklagede skal indsættes på den af klageren oprettede konto i det nye pengeinstitut.

Som følge heraf

Indklagede bør inden fire uger indsætte indeståendet på den i sagen omhandlede konto på den konto, der af klageren er oprettet på barnebarnets navn i det nye pengeinstitut. Klagegebyret tilbagebetales klageren.