Depothavers handel med depotaktiver i overførselsperiode.
| Sagsnummer: | 137/2008 |
| Dato: | 30-12-2008 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, Peter Stig Hansen, Carsten Holdum, Rut Jørgensen, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Overførsel - depot
|
| Ledetekst: | Depothavers handel med depotaktiver i overførselsperiode. |
| Indklagede: | Eik Bank Danmark |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne klage vedrører klagerens krav om erstatning i anledning af, at SkandiaBanken fejlagtigt overførte 500 aktier til et andet pengeinstitut, uanset klageren forinden havde solgt 250 stk. af aktierne.
Sagens omstændigheder.
I juni 2007 anmodede klageren om at få overført sin beholdning af 500 Novo Nordisk aktier fra sit værdipapirdepot i SkandiaBanken, nu Eik Bank Danmark, til sit depot i Nordnet.
Den 27. juni 2007, hvor overførslen endnu ikke var effektueret, solgte klageren via sin netbank i SkandiaBanken 250 Novo Nordisk aktier. Salget fremgår af fondsnota afsendt samme dato, hvorpå valørdatoen er oplyst til den 2. juli 2007.
Af en beholdningsoversigt vedrørende klagerens depot i SkandiaBanken fremgår, at klageren den 28. juni 2007 havde 500 stk. Novo Nordisk aktier. Eik Bank har anført, at klageren denne dag anmodede banken om en beholdningsoversigt. Klageren bestrider dette.
Den 28. juni 2007 overførte SkandiaBanken 500 Novo Nordisk aktier fra klagerens depot til dennes depot i Nordnet. Ved en fejl fra bankens side blev det ikke kontrolleret, at der var handler under afvikling. Klagerens depot udviste derfor en negativ beholdning på 250 Novo Nordisk aktier.
Klageren har anført, at han fredag den 29. juni 2007 konstaterede, at hans Nordnet depot indeholdt 500 stk. Novo Nordisk aktier. Han antog, at hans konto i SkandiaBanken derfor var overtrukket. For at imødegå dette solgte han samme dag 250 Novo Nordisk aktier fra Nordnet depotet og overførte 147.000 kr. til SkandiaBanken.
Af nota fra Nordnet fremgår, at klageren den 29. juni 2007 med afvikling den 4. juli 2007 solgte 250 Novo Nordisk aktier til kurs 591 svarende til et afregningsbeløb på 147.602 kr. efter fradrag af kurtage på 147,75 kr.
Klageren har anført, at han om eftermiddagen fredag den 29. juni 2007 talte med en medarbejder i SkandiaBanken. Det fremgik, at medarbejderen var klar over, at han netop havde solgt 250 aktier fra Nordnet depotet, og at beløbet var på vej til SkandiaBanken. Medarbejderen legede imidlertid med tanken om at udtage 250 Novo Nordisk aktier fra Nordnet depotet, hvilket han ikke gav tilladelse til. Søndag den 1. juli 2007 kunne han via sin netbank hos Nordnet konstatere, at de 250 Novo Nordisk aktier alligevel var udgået af depotet.
Klageren rettede ved e-mail søndag den 1. juli 2007 henvendelse til SkandiaBanken. Klageren anførte, at han havde konstateret, at der manglede 250 Novo Nordisk aktier i hans Nordnet depot, hvilket han mente havde sammenhæng med, at en af bankens medarbejdere den foregående fredag havde oplyst at ville udtage aktier af Nordnet depotet. Klageren understregede, at han ikke havde givet tilladelse hertil.
Af en mail-korrespondance mellem SkandiaBanken og Nordnet fremgår, at SkandiaBanken den 3. juli 2007 anmodede Nordnet om at tilbageføre 250 Novo Nordisk aktier fra klagerens depot i Nordnet til depotet i SkandiaBanken som følge af, at SkandiaBanken havde overflyttet 500 aktier, uanset klageren havde solgt 250. Nordnets medarbejder oplyste samme dag, at den pågældende var sikker på, at aktierne var overført til SkandiaBanken den 29. juni 2007. Hertil oplyste SkandiaBankens medarbejder, at aktierne ikke var i depot hos SkandiaBanken, hvortil Nordnet samme dag meddelte, at de nu var overført, og at der fra Nordnets side havde været begået en fejl.
Ved e-mail af 4. juli 2007 besvarede SkandiaBanken klagerens e-mail af 1. juli 2007 og anførte, at det var korrekt, at klageren havde 500 aktier i depotet den 20. juni 2007, hvor overførselsanmodningen var modtaget, men at klageren 27. samme måned havde solgt 250 aktier. Da banken overførte 500 aktier til Nordnet depotet, var der således sket en fejl, som klageren indså eller burde have indset.
Under en yderligere mailkorrespondance oplyste SkandiaBanken den 10. juli 2007, at banken den 29. juni 2007 havde opdaget fejlen med hensyn til overførslen af 500 aktier til Nordnet depotet, hvorfor Nordnet samme dag var kontaktet, hvorefter der var tilbageført 250 aktier til SkandiaBanken depotet.
Parternes påstande.
Klageren har den 31. marts 2008 indbragt sagen for Ankenævnet med endelig påstand om, at SkandiaBanken nu Eik Bank Danmark skal tilbageføre 250 Novo Nordisk aktier til hans Nordnet depot inkl. indkomne udbytte mod, at han betaler banken 147.602 kr. med fradrag af kurtage. Skulle aktiekursen komme til at ligge lavere end slutkursen den 3. juli 2007 på 618 svarende til 309 efter senere aktiesplit, skal banken erstatte kursforskellen. Herudover skal banken betale en godtgørelse på ikke under 10.000 kr. for den gevinsthjemtagning han er blevet afskåret fra.
Eik Bank Danmark har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har bl.a. anført, at da han fredag den 29. juni 2007 erfarede, at der var overført 500 Novo Nordisk aktier til depotet i Nordnet og dermed 250 for mange. Han undrede sig over, at SkandiaBanken kunne lave en sådan fejl. Det var ærgerligt, for nu var hans konto overtrukket. Efter forgæves at have prøvet at få telefonisk kontakt med nogen i bankens fondsafdeling besluttede han at imødegå overtrækket ved at sælge de 250 Novo Nordisk aktier fra Nordnet depotet, der jo var Skandiabankens. Han gennemførte handelen samme dag og anmodede samtidig Nordnet om at overføre 147.000 kr. til kontoen i SkandiaBanken, så banken uden nogen som helst problemer kunne få sine penge. Det orienterede han banken om, da han sidst på eftermiddagen fredag endelig fik kontakt med en medarbejder i fondsafdelingen.
Søndag den 1. juli 2007 konstaterede han, at hans resterende 250 Novo Nordisk aktier ikke længere var i depotet i Nordnet. Den medarbejder, han om fredagen havde talt med, havde således uden hans viden og accept udtaget aktierne sent fredag eller senere.
Ifølge banken, der erkender en fejl, burde han have opdaget denne fejl. Han stiller sig uforstående heroverfor, når ikke en gang bankens egne medarbejdere var i stand til at opdage, at der blev begået fejl.
Det er forkasteligt, at banken gik ind i hans Nordnet depot og udtog 250 aktier, når man vidste, at der var penge på vej til at dække overtrækket, som skyldtes bankens fejl.
Bankens fejl har medført tab for ham. Banken bør tilbageføre de 250 Novo Nordisk aktier til depotet i Nordnet mod, at han stiller salgssummen på 147.602 kr. med fradrag af kurtage til bankens disposition.
Som følge af at han solgte de 250 aktier, gik han glip af muligheden for en efterfølgende værdistigning på aktien. For den gevinsthjemtagning, som han blev afskåret fra, kræver han erstatning, som kan sættes til 10.000 kr.
Bankens fejl medførte endvidere skattemæssige konsekvenser vedrørende aktieskat, og nedsættelse af hans pensionstillæg.
Eik Bank Danmark har anført, at i forbindelse med, at man den 28. juni 2007 ekspederede klagerens overførselsanmodning i Nordnet, kontrollerede banken ved en fejl ikke, at der var handler under afvikling. Dette medførte, at 500 Novo Nordisk aktier blev overført mod korrekt 250 aktier.
Klageren modtog den 28. juni 2007 en fondsnota vedrørende salget gennemført den foregående dag.
På det tidspunkt, hvor klageren henvendte sig til Nordnet for at sælge 250 aktier fra sit Nordnet depot, havde han allerede dagen forinden modtaget fondsnotaen og burde derfor have set, at handelen via SkandiaBanken var gennemført og under afvikling. Klageren kunne i netbanken under menupunktet "Uafviklet handler" se, at salget af de 250 aktier var under behandling.
Den 1. juli 2007, hvor klageren konstaterede, at han ikke havde nogle Novo Nordisk aktier i Nordnetdepotet, havde han modtaget en nota både fra SkandiaBanken og Nordnet om salg af 250 Novo Nordisk aktier fra hver bank. Klageren havde derfor ikke nogen Novo Nordisk aktier tilbage og burde ikke være i tvivl herom.
Den negative depotbeholdning af Novo Nordisk aktier hos SkandiaBanken skyldtes en administrationsfejl på grund af en overlapning mellem overførselsanmodningen og salg af værdipapirer. Såfremt klageren ikke indså dette, måtte det anses for en naturlig reaktion fra hans side at kontakte banken og få svar på, hvorfor depotbeholdningen var negativ.
Klagerens salg af aktier fra Nordnet depotet er ikke en påregnelig følge af bankens ekspeditionsfejl, hvorfor man ikke kan gøres ansvarlig for salget af aktierne via Nordnet.
Klagerens konto har på intet tidspunkt været i overtræk; der har kun været tale om en beholdningsforskydning. Aktiebeholdningen har været negativ på grund af ekspeditionsfejlen.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Efter at klageren den 27. juni 2007 havde solgt 250 af sine 500 Novo Nordisk aktier beroende i depotet hos SkandiaBanken, var klagerens resterende beholdning i dette depot 250 Novo Nordisk aktier. Da klageren den 29. juni 2007 konstaterede, at hans depot i Nordnet indeholdt 500 stk. Novo Nordisk aktier, måtte han derfor indse, at dette beroede på en ekspeditionsfejl fra SkandiaBankens side i forbindelse med overførslen.
Klageren har anført, at hans salg af 250 Novo Nordisk aktier fra Nordnet depotet beroede på hans formodning om, at hans konto i SkandiaBanken var overtrukket. Ankenævnet finder, at klageren selv er nærmest til at bære risikoen for, at denne antagelse var forkert, og at han burde have sikret sig oplysning om sagens rette sammenhæng, forinden han solgte Novo Nordisk aktierne i Nordnet depotet, hvis salget alene var begrundet i den fejlagtige formodning.
Ankenævnet finder ikke grundlag for at kritisere, at SkandiaBanken - da man blev opmærksom på fejlekspeditionen - anmodede Nordnet om at tilbageføre de 250 aktier, idet fejlen var åbenbar og tilbageførslen skete kort tid efter, at fejlen var begået.
Ankenævnet finder herefter ikke grundlag for at tage klagerens påstand til følge hverken helt eller delvist.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.