Personlig fordring. Tilsidesættelse af låneaftale.
| Sagsnummer: | 200011052 /2000 |
| Dato: | 26-02-2001 |
| Ankenævn: | Hugo Wendler Pedersen, Mette Frøland, Grit Munk, Mads Laursen og Søren Møller-Damgaard |
| Klageemne: |
Aftale - ophævelse
Personlig fordring - tvangsauktion |
| Ledetekst: | Personlig fordring. Tilsidesættelse af låneaftale. |
| Indklagede: | Realkredit Danmark A/S |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | Download som PDF |
| Realkreditinstitutter |
Det indklagede realkreditinstitut ydede i 1992 ejerskiftelån til klageren og hans kammerat og modtog i den anledning et budget. Instituttet overtog i januar 1994 ejendommen på tvangsauktion for et bud på 395.000 kr. Instituttets fordring var inklusive foranstående lån på tvangsauktionen opgjort til i alt 445.690 kr., som fordeltes med 392.617 kr. i kolonne 2 og 53.072 kr. i kolonne 3. Instituttet videresolgte medio 1995 ejendommen med et endeligt tab på 243.491 kr. til følge. I juli 1995 gjorde instituttet en personlig fordring på 50.690 kr. gældende over for klageren. Klagerens mor protesterede efterfølgende forgæves over kravet med henvisning til, at instituttet ikke ud fra det foreviste budget burde have godkendt klageren og hans kammerat som låntagere.
Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet ikke kunne gøre en personlig fordring gældende mod ham. Instituttet påstod frifindelse.
Flertallet fandt, at det stramme budget ikke kunne begrunde en tilsidesættelse af låneaftalen. Mindretallet fandt derimod, at låneaftalen burde tilsidesættes som ugyldig, idet instituttet ud fra budgettet burde have indset, at klageren ikke kunne opfylde sine økonomiske forpligtelser. Et andet flertal bemærkede, at det af tidligere sager om personlige fordringer var fremgået, at der havde været anvendt forskellige fremgangsmåder ved fordeling af budsummen på de enkelte kolonner, og at det måtte påhvile instituttet at godtgøre, at det rejste krav ikke var helt eller delvist forældet. Som sagen var oplyst, kunne det ikke udelukkes, at instituttet efter dækning af foranstående lån havde anvendt den resterende del af budsummen til dækning af restgælden på sit lån, således at kravet delvis bestod af rente og bidrag, som var forældet efter 1908-loven. Et andet mindretal henviste til, at det ved Østre Landsrets dom af 27. juni 2000 i en lignende sag var blevet fastslået, at det i forholdet mellem parterne tilkommer instituttet at bestemme, på hvilke dele af de pantsikrede fordringer provenuet af en tvangsauktion skal afskrives. Mindretallet stemte med henvisning til denne dom for at frifinde instituttet. Afgørelsen blev truffet efter stemmeflertallet, og instituttet blev tilpligtet at anerkende, at instituttet kun kunne gøre et krav gældende mod klageren i det omfang, instituttet kunne godtgøre, at kravet bestod af afdrag i kolonne 3, og at kravet skulle forrentes med maksimalt lånerenten, 5 år tilbage fra klagens indbringelse for Nævnet, og indtil betaling sker.
Sagen er p.t. sat i bero.