Alskyldserklæring, generalfuldmagt.
| Sagsnummer: | 423/1990 |
| Dato: | 12-02-1991 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Niels Busk, Hans Rex Christensen, Kirsten Nielsen, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Tredjemandspant - omfang
|
| Ledetekst: | Alskyldserklæring, generalfuldmagt. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | IF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Ved klagerens ægtefælles død i 1983 overtog en prokurist ansat i klagerens daværende pengeinstitut i København bestyrelsen af klagerens formue, idet klageren den 3. august 1983 gav pågældende generalfuldmagt til at bestyre hele hendes formue. Formuen bestod af værdipapirer indlagt i et depot, som var stillet til sikkerhed for klagerens kassekredit på max. 250.000 kr.
Klageren er født i 1924 og har bopæl i Gilleleje.
I forbindelse med at fuldmagtshaver i efteråret 1989 fratrådte sin stilling i pengeinstituttet, aftalte fuldmagtshaveren og klageren, at klagerens engagement overførtes til indklagede, hvor fuldmagtshaver selv var kunde.
I oktober 1989 henvendte fuldmagtshaveren sig i indklagedes City afdeling og ansøgte om bevilling af et udlandslån på 1,3 mio. dkr. Provenuet heraf skulle ifølge det oplyste anvendes til omlægning af fuldmagtshaverens private gæld. Som sikkerhed for udlandslånet tilbød fuldmagtshaver sikkerhed i klagerens depot, der på daværende tidspunkt endnu ikke var overført til indklagede. Den 31. oktober 1989 underskrev fuldmagtshaveren for klageren en "Almindelig håndpanterklæring", ifølge hvilken klagerens depot pantsattes til sikkerhed for, hvad fuldmagtshaver til enhver tid måtte være eller blive indklagede skyldig. Ved udateret påtegning - formentlig af november 1989 - på forsiden af en kopi af håndpanterklæringen og ved påtegning af 15. december 1989 på en allonge til den originale håndpanterklæring tiltrådte klageren håndpantsætningen.
Af låneprovenuet fra udlandslånet anvendtes 331.505,70 kr. til køb af obligationer, som indlagdes i klagerens depot, og 155.000 kr. til indfrielse af klagerens kassekredit i dennes tidligere pengeinstitut.
Det er oplyst, at fuldmagtshaverens engagement med indklagede pr. 26. september 1990 bestod af udlandslånet med en restgæld modsvarende 1.360.000 kr. samt en kassekredit med et maksimum på 400.000 kr.
Klagerens værdipapirdepot havde ved udgangen af 1989 en kursværdi på ca. 1.227.000 kr.
Klageren har efter ved sin advokat at have brevvekslet med indklagede indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at den af klageren tiltrådte håndpantsætning tilsidesættes.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at fuldmagtshaveren udover at have været en god ven af klagerens ægtefælle tillige havde været familiens bankrådgiver i klagerens tidligere pengeinstitut. På grundlag af den udstedte generalfuldmagt foretog fuldmagtshaveren herefter alle nødvendige økonomiske dispositioner vedrørende klagerens formue, herunder genkøb af værdipapirer efter udtrækning, udarbejdelse af selvangivelse, betaling af diverse regninger m.v. Med henvisning til overflytningen af engagementet til indklagede kom fuldmagtshaveren en dag på besøg hos klageren og bad hende underskrive et dokument. Efter at klageren havde underskrevet dokumentet, medtog fuldmagtshaver dette. Få dage efter fik klageren en anmodning fra indklagede om at komme hen i den lokale afdeling - d.v.s. indklagedes Gilleleje afdeling - for at underskrive. Klageren ringede straks til fuldmagtshaveren for at få oplyst, hvad det var, hun skulle underskrive og fik af ham oplyst, at der var tale om en formssag i forbindelse med overflytningen af hendes engagement til indklagede. Klageren henvendte sig herefter i afdelingen og underskrev det papir, hun fik forelagt, på det anviste sted. Hun blev ikke i forbindelse hermed vejledt om, hvad underskriften vedrørte, idet der slet ikke blev talt herom.
Klageren har efterfølgende modtaget almindelige meddelelser dels fra indklagede, dels fra Værdipapircentralen vedrørende værdipapirdepotet i takt med udtrækning og genkøb m.v. På de meddelelser, klageren har modtaget, var anført, "spærret til sikkerhed for ENG. på City afdeling. Ref.: 0072-128-89-45493. LT/801." Den omstændighed at klageren kunne se, at depotet var spærret, var ikke i sig selv en ny oplysning for hende, idet dette også var tilfældet, mens depotet befandt sig i klagerens tidligere pengeinstitut. Klageren har på intet tidspunkt fra indklagede modtaget meddelelse om fuldmagtshaverens engagement med indklagede, herunder optagelsen af finanslån eller hans kassekredit. I foråret 1990, da klageren sammen med en ven gennemgik sine papirer, blev denne opmærksom på betydningen af den af klageren underskrevne erklæring. Fuldmagtshaveren havde i 1987 lånt 450.000 kr. til 12% p.a. af klageren, og dette lån med påløbne renter, i alt 495.000 kr., indfriedes den 31. oktober 1989 ved, at en del af provenuet fra udlandslånet anvendtes til køb af obligationer til klagerens depot samt indfrielse af klagerens kassekredit i det tidligere pengeinstitut, medens et restbeløb på 8.406 kr. blev betalt ved check.
Klageren var ved sin underskrift af håndpanterklæringen ikke klar over, at hun herefter ikke ville kunne råde over sin formue i mange år, og hverken fuldmagtshaver eller nogen hos indklagede har søgt at sikre sig, at klageren var fuldt ud klar over, hvad hun skrev under på, eller fuldt ud klar over den betydelige risiko, hun herved udsatte sig for. Underskriften foretaget hos indklagede er underskrevet af 2 personer til vitterlighed, men klageren talte ved henvendelsen i afdelingen alene med en person. Indklagede burde i det konkrete tilfælde have været ekstra omhyggelig med indhentelse af klagerens samtykke, idet indklagede var bekendt med, at generalfuldmagten var fra en ældre d ame i midten af 60'erne, hvortil kommer, at der intet var oplyst om personernes indbyrdes forhold eller grundlaget for pantsætningen. For så vidt angår det af indklagede anførte om nødvendigheden af bevisførelse i form af vidneafhøringer af de implicerede parter, er det kun medarbejderne i den lokale afdeling af indklagede, der har set og talt med klageren. Da denne afdeling ikke selv har behandlet lånesagen, er det ikke normal pengeinstitutpraksis, at disse medarbejdere har særligt kendskab til sagen.
Indklagede har anført, at fuldmagtshaver ved sin henvendelse i indklagedes City afdeling i oktober 1989 tilbød pant i klagerens depot som sikkerhed for udlandslånet, og i denne forbindelse forevistes den originale generalfuldmagt. For at undgå misforståelser ønskede afdelingen, at klageren tiltrådte pantsætningen. Samme dag, som fuldmagtshaver underskrev håndpanterklæringen, fremsendtes kopi af denne til klageren, således at hun kunne tiltræde den. Indklagede har fremlagt kopi af fremsendelsesskrivelse til klageren af 31. oktober 1989. Det er således ukorrekt, at fuldmagtshaveren selv henvendte sig hos klageren og indhentede hendes accept af pantsætningserklæringen. Den 13. november 1989 modtog afdelingen kopi af erkLæringen med klagerens tiltrædelse retur. For yderligere at sikre, at klageren kunne godkende pantsætningen, blev den originale håndpanterklæring den 13. december 1989 fremsendt til indklagedes afdeling med henblik på, at klageren påny og i overværelse af medarbejdere i afdelingen tiltrådte erklæringen, hvilket skete den 15. december 1989. Som vitterlighedsvidner underskrev samtidig 2 af indklagedes medarbejdere. Klagerens oplysning om, at vitterlighedsvidnerne skulle være påført efter, at klageren tiltrådte pantsætningserklæringen, bestrides. Klageren har frem til 1. januar 1990 modtaget trækningsmeddelelser, hvorpå var anført, "spærret til sikkerhed for udlandslån modsvarende 1,3 mio. dkr. tilhørende (fuldmagtshaver]." Med virkning fra 1. januar 1990 ændredes teksten på trækningsmeddelelserne, hvilket er årsag til, at klageren tillige har modtaget trækningsmeddelelser, hvorpå alene er anført, at depotet er spærret til sikkerhed for et engagement i indklagedes City afdeling. Indklagede har gennem de fremsendte skrivelser såvel som i forbindelse med underskriften den 15. december 1989 orienteret klageren om omfanget af hendes forpligtelse. Det fremgår endvidere klart og entydigt af erklæringen, at depotet stilles til sikkerhed for fuldmagtshavers gæld hos indklagede. På denne baggrund kan der intet grundlag være for en eventuel opfattelse hos klageren om, at underskrifterne alene skete i forbindelse med overførslen af hendes engagement til indklagede. Indklagede har ved udfærdigelsen af håndpantsætningserklæringen været særdeles omhyggelig med informationen overfor klageren.
Med hensyn til indfrielsen af fuldmagtshaverens gæld til klageren har indklagede anført, at indfrielsen er sket i forbindelse med optagelsen af udlandslånet. Håndpantsætningen for så vidt angår denne gæld, har således ikke påført klageren nogen forøget risiko. En endelig stillingtagen til spørgsmålet om, hvorvidt klageren har været bekendt med omfanget af håndpantsætningserklæringen vil endvidere kræve en nøje afhøring af såvel klageren som de involverede medarbejdere hos indklagede.
Ankenævnets bemærkninger:
Den af klageren udstedte generalfuldmagt kunne ikke give fuldmagtshaveren beføjelse til at foretage håndpantsætning af klagerens værdipapirbeholdning til sikkerhed for egen gæld, men desuagtet er håndpanterklæringen først underskrevet af fuldmagtshaveren på klagerens vegne under henvisning til generalfuldmagten. Selve eksistensen af denne indicerede, at klageren ikke havde erfaring med økonomiske dispositioner af den omhandlede art. Under disse omstændigheder og når endvidere henses til, at der var tale om en for klageren særdeles vidtrækkende og risikabel disposition, måtte der påhvile indklagede en særlig forpligtelse til at sikre sig, at klageren fuldt ud var orienteret om betydningen af, at hun tiltrådte håndpanterklæringen. Indklagedes City afdeling burde i hvert fald have indkaldt klageren og fuldmagtshaveren til et samtidigt møde i afdelingen med henblik på en grundig drøftelse af sagen. Indkaldelse af klageren til underskrift af håndpanterklæringen i en anden afdeling var ikke egnet til at sikre, at klageren modtog den fornødne orientering.
Det er ubestridt, at klageren ikke fra indklagede har modtaget oplysning om karakteren af fuldmagtshaverens engagement med indklagede. Det må således lægges til grund, at klageren - selv om hun måtte have forstået, at der var tale om pantsætning for fuldmagtshaverens gæld - hverken blev gjort bekendt med størrelsen af den aktuelle gæld eller med det forhold, at der i hvert fald i væsentligt omfang var tale om sikkerhedsstillelse for ældre gæld. Det må endvidere lægges til grund, at indklagede ikke overfor klageren har fremhævet betydningen af, at der var tale om en alskyldserklæring, der tillige omfattede enhver fremtidig gæld.
Efter det således foreliggende må det lægges til grund, at indklagede ikke eller i hvert fald ikke i fornødent omfang har informeret klageren om de meget vidtrækkende konsekvenser af, at hun tiltrådte håndpanterklæringen, og der er efter det oplyste ikke grundlag for at antage, at klageren fra anden side er gjort bekendt hermed. Håndpanterklæringen findes herefter som udgangspunkt at måtte anses for uforbindende for klageren.
Det må imidlertid efter det oplyste antages, at indfrielsen af fuldmagtshaverens gæld til klageren pr. 31. oktober 1989, 495.000 kr., ikke ville være sket, med mindre udlandslånet var blevet optaget, og at pantsætningen af klagerens værdipapirdepot var en forudsætning for lånet. Klageren ville derfor, hvis hele værdipapirdepotet nu blev frigivet, opnå en økonomisk fordel, som ikke kan anses for rimeligt begrundet. På denne baggrund findes forholdet mellem klageren og indklagede at burde reguleres således, at værdipapirer til en kursværdi af 495.000 kr. pr. 31. oktober 1989 fortsat skal anses for pantsat til sikkerhed for fuldmagtshaverens gæld til indklagede i henhold til udlandslånet, medens den resterende del af klagerens værdipapirdepot skal frigives til klageren. I forbindelse med klagerens fortsatte sikkerhedsstillelse findes det at burde pålægges indklagede forlods at afskrive fremtidige indbetalinger vedrørende udlandslånet på den pantsikrede del af gælden.
Som følge heraf
Af klagerens værdipapirdepot hos indklagede skal værdipapirer til en kursværdi af 495.000 kr. pr. 31. oktober 1989 fortsat anses for pantsat til sikkerhed for vedkommende trediemands gæld til indklagede i henhold til udlandslån oprindelig stort 1,3 mio. kr., medens indklagede inden 4 uger skal frigive den resterende del af klagerens værdipapirdepot. Fremtidige indbetalinger vedrørende udlandslånet skal forlods afskrives på den pantsikrede del af gælden. Klagegebyret tilbagebetales klageren.