Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Aktiehandel.

Sagsnummer: 52 /1989
Dato: 09-06-1989
Ankenævn: Frank Poulsen, Niels Bolt Jørgensen, Peter Møgelvang-Hansen, Per Overbeck, Lars Pedersen
Klageemne: Værdipapirer - afregningskurs
Ledetekst: Aktiehandel.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Den 4. august 1987 afgav klageren, der på daværende tidspunkt var ansat i indklagedes Vesterport afdeling, skriftlig salgsordre til indklagedes udlandsfonds/aktier-afdeling vedrørende 680 stk. aktier Nor amco Warrent. Salgsordren var ulimiteret.

Salgsordren blev fremsendt kl. 11.00 som intern post via en ansat hos indklagede.

Indklagedes udlandsfondsafdeling kontaktede telefonisk klageren den 5. august 1987 for at drøfte ordrens effektuering, men i løbet af samtalen annullerede klageren den afgivne salgsordre.

Efter brevveksling med indklagede har klageren herefter indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at købe den nævnte aktiepost til den kurs, som den ville være handlet til, hvis hendes salgsordre var blevet effektueret den 4. august 1987.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har til støtte for den nedlagte påstand gjort gældende, at hun den 4. august 1987 søgte at kontakte udlandsfondsafdelingen telefonisk, men at dette ikke var muligt, idet afdelingens medarbejdere var optaget af møde. Hun var derfor nødt til at sende salgsordren skriftligt. Denne nåede frem til udlandsfondsafdelingen så betids, at ordren burde være effektueret den samme dag. Årsagen til at dette ikke skete, var ifølge den pågældende medarbejder i udlandsfondsafdelingen alene, at han ikke havde haft tid til at gennemse sin post fra den pågældende dag.

Indklagede har til støtte for den nedlagte påstand gjort gældende, at det efter indklagedes forretningsgang for handel med udenlandske værdipapirer er en forudsætning for, at en ordre kan handles samme dag, som den modtages, at den er modtaget i skriftlig form ved arbejdsdagens begyndelse.

Ankenævnets bemærkninger:

Efter forretningsgangen hos indklagedes udlandsfondsafdeling kan ordrer, der modtages skriftligt ved arbejdsdagens begyndelse, dog senest kl. 9.30, effektueres samme dag. Det lægges til grund, at klageren i kraft af sit ansættelsesforhold hos indklagede var bekendt med denne forretningsgang.

Da klagerens skriftlige ordre først blev afsendt pr. intern post den 4. august 1989 kl. 11.00, findes indklagede ikke at være erstatningsansvarlig for det tab, klageren har lidt ved, at aktiehandlen ikke gennemførtes den 4. august 1987.

Som følge heraf

Den indgivne klage tages ikke til følge.