Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Ejerpantebrev pantsat i henhold til alskyldserklæring samtidig med pantsætters påtagelse af kautionsforpligtelse.

Sagsnummer: 262 /2008
Dato: 27-03-2009
Ankenævn: Peter Blok, Peter Stig Hansen, Troels Hauer Holmberg, Jette Kammer Jensen, Erik Sevaldsen
Klageemne: Kaution - forhold til pant
Tredjemandspant - øvrige spørgsmål
Kaution - omfang
Ledetekst: Ejerpantebrev pantsat i henhold til alskyldserklæring samtidig med pantsætters påtagelse af kautionsforpligtelse.
Indklagede: Sparekassen Faaborg
Øvrige oplysninger: OF IF
Senere dom:
Pengeinstitutter

Medhold klager

Indledning.

Denne sag vedrører klagerens indsigelser i forbindelse med hans kaution og håndpantsætning til sikkerhed for et familiemedlem T's virksomheds engagement med Sparekassen Faaborg.

Sagens omstændigheder.

I 2007 drev T en personlig ejet virksomhed inden for transportsektoren.

Ved brev af 1. august 2007 tilbød Sparekassen Faaborg at overtage virksomhedens engagement med Arbejdernes Landsbank. Tilbuddet omfattede en kassekredit med et maksimum på 350.000 kr., et lån på 1,3 mio. kr. og en vognmandsgaranti med et maksimum på 190.000 kr. Af tilbuddet fremgår i øvrigt bl.a.:

"…

Sikkerhed for det samlede engagement:

Selvskyldnerkaution af [klageren]kr. 1.700.000,00 bestående 1. prioritets ejerpantebrev med pant i ejendommen [adresse], stillet af [klageren]kr. 1.616.000,00 ophørende gruppelivsforsikring på [T]

…"

Virksomhedens årsregnskab for 2006 viste et underskud på 445.000 kr. og en negativ egenkapital på 1.357.400 kr. Budgettet for perioden 1. juli 2007 - 30. juni 2008 viste en omsætning på 5.308.000 kr. og et resultat før finansielle omkostninger på 815.000 kr. Budgettet var udarbejdet af en virksomhedsrådgiver og baseret på nye kørselskontrakter.

Den 9. august 2007 underskrev klageren og T dokumenterne vedrørende engagementet. Klageren underskrev gældsbrevet for lånet og kassekreditkontrakten som henholdsvis selvskyldnerkautionist og håndpantsætter. I tilknytning til såvel gældsbrevet som kassekreditkontrakten underskrev klageren en særskilt erklæring om vilkårene for selvskyldnerkautionen, ligesom han bekræftede at have modtaget og fået gennemgået sparekassens pjece om kaution.

Vedrørende kassekreditten underskrev klageren tillige en særskilt erklæring om kaution for et bevilget overtræk på 125.000 kr. med udløb den 31. december 2007.

Endelig underskrev klageren en håndpantsætningserklæring, hvorved et ejerpantebrev på 1.700.000 kr. med pant i hans sommerhus blev håndpantsat til sparekassen til sikkerhed for opfyldelse af enhver forpligtelse, som T's virksomhed og/eller T "nu har eller senere måtte få" over for sparekassen. Ejerpantebrevet havde forinden været håndpantsat til Arbejdernes Landsbank.

Kassekreditten blev oprettet samme dag.

Den 10. august 2007 tilbagekaldte T over for sparekassen en af ham givet fuldmagt til virksomhedsrådgiveren, idet T' samarbejde med virksomhedsrådgiveren var ophørt. Klageren har anført, at T tillige meddelte, at de nye kørselskontrakter var opsagt. Sparekassen har bestridt dette.

Den 7. november 2007 havde kassekreditten en negativ saldo på ca. 350.000 kr.

Den 8. november 2007 blev lånet på 1,3 mio. kr. effektueret. Samme dag blev engagementet med Arbejdernes Landsbank indfriet ved betaling af 1.545.000 kr. Herefter havde kassekreditten en negativ saldo på ca. 600.000 kr.

Ved brev af 6. december 2007 blev klageren som kautionist og pantsætter informeret om, at engagementet var i restance. Samme måned ophørte virksomheden. Sparekassen blev informeret om ophøret ved et brev modtaget den 7. januar 2008 fra virksomhedens revisor.

Pr. den 30. april 2008 opgjorde sparekassen sit tilgodehavende hos klageren i henhold til kautionerne og pantsætningen således:

Kassekredit:

Overtræk (uden kaution, med pant)

kr.

179.488,92

Bevilget overtræk (med kaution og pant)

kr.

130.632,30

Bevilget maksimum (med kaution og pant)

kr.

358.184,75

I alt

kr.

668.585,89

Lån:

Med kaution og pant

kr.

1.362.585,89

I alt

kr.

2.030.891,86

Klageren betalte beløbet på 2.030.891,86 kr. med forbehold om tilbagesøgning via Ankenævnet.

Parternes påstande.

Den 12. august 2008 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Sparekassen Faaborg skal tilbagebetale en del af det betalte beløb.

Sparekassen Faaborg har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at engagementet blev etableret på et utilstrækkeligt og uforsvarligt grundlag.

Årsregnskabet for 2006 viste et underskud på 445.073 kr. og en negativ egenkapital på 1.357.400 kr. Den fremtidige drift var baseret på nogle kørselskontrakter, som aldrig blev oprettet. Budgettet var udarbejdet af en virksomhedsrådgiver, som ikke var hverken registreret eller statsautoriseret revisor. Det hidtidige pengeinstitut ønskede ikke længere at deltage.

Sparekassen lagde ukritisk budgettet til grund og undlod at checke op på de forudsatte kørselskontrakter. Han er førtidspensionist, og sparekassens bevilling af engagementet var reelt baseret på hans formueforhold, herunder navnlig en vurdering af hans faste ejendom, frem for virksomhedens rentabilitet og indtjeningsevne.

Han bør derfor ikke hæfte for den gældsforøgelse i virksomheden, som fandt sted efter, at sparekassen overtog engagementet.

Den 10. august 2007, hvor T meddelte, at virksomhedsrådgiveren var fyret, og at en væsentlig del af de kørselskontrakter, som dannede grundlag for budgettet, var opsagt, burde sparekassen have spærret for yderligere kreditgivning, indtil der var fundet en afklaring på, om der var grundlag for at videreføre driften i virksomheden.

Han ønskede ikke at udvide sine forpligtelser ud over 1,7 mio. kr. svarende til hovedstolen på ejerpantebrevet. Det var hans klare opfattelse, at hovedstolen på ejerpantebrevet var det største beløb, han kunne komme til at hæfte for, hvilket understøttes af sparekassens tilbud af 1. august 2007.

Ved at basere hans hæftelse på såvel kautionerne som ejerpantebrevet opnåede sparekassen en uforholdsmæssig stor sikkerhed for engagementet med den konsekvens, at den ukritisk kunne lade engagementet vokse på hans bekostning.

Sparekassen bør i hvert fald tilbagebetale 330.891,86 kr. svarende til differencen mellem det opkrævede beløb på 2.030.891,86 kr. og ejerpantebrevets hovedstol på 1.700.0000 kr. eller 179.488,92 kr. svarende til det ubevilgede overtræk, som sparekassen tillod uden at informere ham.

Sparekassen Faaborg har anført, at tilbuddet af 1. august 2007 blev fremsat på baggrund af de økonomiske oplysninger om virksomheden, herunder virksomhedens budgetter, og efter vurdering af klagerens ejendom.

Klageren, der er 57 år, havde ifølge sin årsopgørelse for 2006, der blev forevist i forbindelse med bevillingen af engagementet, en bruttoindtægt på 528.601 kr. samt en betydelig formue. Sparekassen vidste ikke, at klageren - som nu anført under klagesagen - er førtidspensionist.

Eventuelle konsekvenser af sikkerhedsstillelsen blev grundigt gennemgået med klageren, hvilket klageren også har bekræftet skriftligt ved sin underskrift på dokumenterne. Klageren havde også stillet sikkerhed for virksomhedens engagement med Arbejdernes Landsbank før overførslen til sparekassen.

På baggrund af T's henvendelse den 10. august 2007 blev virksomhedsrådgiverens fuldmagt tilbagekaldt. Det bestrides, at sparekassen fik oplyst, at virksomhedens kørselskontrakter var sagt op. Sparekassen blev først informeret den 7. januar 2008, hvor revisorens redegørelse om virksomhedens ophør blev modtaget.

Det bevilgede maksimum på kassekreditten blev først overskredet den 8. november 2007, hvor engagementet med Arbejdernes Landsbank blev overført. Dataløn blev herefter afvist af sparekassen, og der blev sendt rykkerbrev med kopi til klageren.

Sparekassen har ikke krævet, at klageren skulle dække det ubevilgede overtræk på kassekreditten som kautionist. Sparekassen har derimod krævet det ubevilgede overtræk dækket af pantet, som var stillet til sikkerhed for ethvert mellemværende. Af håndpantsætningserklæringen fremgår bl.a., at "sparekassen har ingen pligt til forlods at søge dækning i det stillede pant, ligesom sparekassen har valgfrihed med hensyn til anvendelsen i forhold til debitors samlede engagement".

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Ankenævnet finder ikke grundlag for at fastslå, at Sparekassen Faaborg burde have standset yderligere kreditgivning til T's virksomhed allerede den 10. august 2008. Klagerens anbringende om, at han ikke hæfter for den efterfølgende gældsforøgelse, kan derfor ikke tages til følge.

Ankenævnet finder heller ikke, at de erklæringer om kaution og håndpantsætning, som klageren underskrev den 9. august 2007, kan forstås således, at klagerens hæftelse er begrænset til det håndpantsatte ejerpantebrevs pålydende på 1.700.000 kr.

Gældsbrevet vedrørende lånet på 1.300.000 kr. og kassekreditkontrakten vedrørende en kredit på 350.000 kr. blev underskrevet af klageren som selvskyldnerkautionist og håndpantsætter. Herudover påtog klageren sig ved særskilt kautionserklæring at hæfte som selvskyldnerkautionist for et bevilget overtræk på 125.000 kr. på kassekreditten. Endelig underskrev klageren - ligeledes den 9. august 2007 - en særskilt håndpantsætningserklæring, ved hvilket han håndpantsatte ejerpantebrevet på 1.700.000 kr. til sikkerhed for enhver aktuel eller senere forpligtelse påhvilende T's virksomhed eller T.

Uanset at håndpantsætningserklæringen således var formuleret som en alskyldserklæring, finder Ankenævnet, at klageren efter sammenhængen havde føje til at opfatte håndpantsætningen som sket alene til sikkerhed for de samme gældsforhold, som han havde påtaget sig at kautionere for, dvs. reelt som en sikkerhedsstillelse for de påtagne kautionsforpligtelser. Klagerens samlede forpligtelse som kautionist kunne ikke overstige 1.775.000 kr., jf. lov om finansiel virksomhed § 48, stk. 4, og efter det anførte var også hans forpligtelse som håndpantsætter begrænset til dette beløb.

Sparekassen skal herefter til klageren tilbagebetale 2.030.891,86 kr. - 1.775.000 kr. eller 255.891,86 kr. Beløbet forrentes som nedenfor bestemt.

Som følge heraf

Sparekassen Faaborg skal inden 4 uger til klageren betale 255.891,86 kr. med tillæg af rente efter renteloven fra den 12. august 2008 Klagegebyret tilbagebetales klageren.