Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Hæftelse for misbrug af eurochecks.

Sagsnummer: 258 /1988
Dato: 12-04-1989
Ankenævn: Frank Poulsen, Bjørn Bogason, Mogens Hvelplund, Kirsten Nielsen, Jørn Ravn
Klageemne: Eurochecks - hæftelse for misbrug
Ledetekst: Hæftelse for misbrug af eurochecks.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

I maj måned 1987 fik klageren under en rejste til Mallorca i den spanske lufthavn i forbindelse med udlevering af bagage på grund af et øjebliks uopmærksomhed frastjålet sin håndtaske. I tasken befandt sig bl.a. nogle eurocheckblanketter, et eurocheckkort og klagerens pas.

Klageren anmeldte samme aften til det danske konsulat det stedfundne tyveri, og den førstkommende mandag morgen blev tyveriet anmeldt overfor indklagede.

Klageren fik kort tid efter sit pas igen.

Den 7. og 8. september 1987 blev de i alt 13 stjålne checks indløst i fem forskellige banker i Spanien, idet der i tre tilfælde blev indløst 3 checks i hver bank og i to tilfælde to checks.

Denne klagesag angår spørgsmålet om, hvorvidt klageren hæfter for indløsningen af de eurocheckblanketter, som blev indløst i grupper af tre stk.

Klageren har nedlagt påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at hun ikke hæfter for indløsningen af de i alt 9 checkblanketter.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har til støtte for den nedlagte påstand gjort gældende, at der ved indløsningen af de i alt 9 checkblanketter er benyttet forfalskede pas, og at risikoen herfor må bæres af indklagede navnlig under hensyn til, at det ikke fremgår af formularen vedrørende bestilling af eurocheckkort og eurocheckblanketter, at kunden skal bære denne risiko. Hertil kommer, at i hvert fald det ene spanske pengeinstitut, som først efter at tre checkblanketter havde været returneret til det som ikke behørigt indløst, oplyste, at der ved indløsningen var forevist pas og oplyste nummeret. Det kan under disse omstændigheder ikke med sikkerhed lægges til grund, at dette pengeinstitut har iagttaget reglerne i de almindelige bestemmelser for indløsning af eurochecks.

Indklagede har til støtte for den nedlagte frifindelsespåstand gjort gældende, at klageren ikke har overholdt de forskrifter om betryggende opbevaring hver for sig af eurocheckkort og eurocheckblanketter, som fremgår af den af hende underskrevne bestillingsblanket. De tre spanske pengeinstitutter, hvori de i alt 9 eurocheckblanketter blev hævet, har alle overholdt de for indløsningen gældende regler, idet der ved indløsningen blev præsenteret et pas, ligesom eurocheckkortnummeret, der er noteret på checkblanketternes bagside, er sammenhørende med det kontonummer, der fremgår af blanketternes forside. Det er i denne forbindelse uden betydning, at det pas, som er benyttet ved indløsningen af checkblanketterne, har været forfalsket.

Ankenævnets bemærkninger:

Tre medlemmer - Frank Poulsen, Bjørn Bogason og Mogens Hvelplund udtaler:

Klageren har - erkendt - ikke overholdt forskriften om særskilt opbevaring af eurocheckkort og -blanketter. Som følge heraf findes hun, da det ikke er godtgjort, at noget af de indløsende pengeinstitutter ved indløsningen har handlet i strid med indløsningsbestemmelserne, at måtte hæfte for indløsningen af de omhandlede ni eurocheckblanketter.

To medlemmer - Kirsten Nielsen og Jørn Ravn - udtaler:

Klageren har umiddelbart efter tyveriet så hurtigt, det har været muligt, når henses til indklagedes åbningstider, anmeldt tyveriet af eurocheckblanketter og -kort til indklagede. Indløsningen af checks ved bl.a. anvendelsen af falsk pas er sket mere end tre måneder efter anmeldelse af tyveriet til indklagede. Indklagede burde i denne periode for at begrænse eventuelt tab have foretaget en spærring af det stjålne kort, således som det sker ved en række internationale creditcards. Dette er tilsyneladende ikke sket, eller har i givet fald ikke haft nogen virkning.

Ved indløsningen af mere end to checks skal der i henhold til indløsningsreglerne for eurochecks forevises pas, og pasnummer eller udstedelsesdato skal noteres på den ene check. Det fremgår ikke af reglerne, at indklagede i forhold til den spanske bank var forpligtet til at indløse checks ved træk på checkkontohave rens konto, når der fremvises falsk pas. Nærværende situation må ligestilles med indløsning af en eller to checks med hjælp af falsk eurocheckkort, hvor sådan forpligtelse ikke foreligger. Som følge heraf var klageren ikke forpligtet til at dække indklagedes tab.

Særlig for så vidt angår indløsning af de tre checks i Banko de Santander, hvor der ikke som anført i reglerne for indløsning af checks er påført pasnumre eller udstedelsesdato, på blot en af de tre checks, og hvor det senere oplyste pasnummer ikke svarer til pasnummeret på det to gange tidligere anvendte falske pas, findes endvidere ikke tilstrækkeligt godtgjort, at der er forevist pas.

Som følge heraf stemmer vi for at tilpligte indklagede at tilbagebetale klageren modværdien af 150.000 pesetas.

Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet.

Som følge heraf

Den indgivne klage tages ikke til følge.