Kurstab på investering i aktier. Placering af indskud.
| Sagsnummer: | 741/1994 |
| Dato: | 06-09-1995 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Ole Just, Peter Nedergaard, Erik Sevaldsen, Jens Ole Stahl |
| Klageemne: |
Kapitalpensionskonti - øvrige spørgsmål
Værdipapirer - køb, salg, rådgivning |
| Ledetekst: | Kurstab på investering i aktier. Placering af indskud. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
I
I november 1991 købte klageren via sin kapitalpensionsordning 390 aktier á kurs 250 i indklagede. Klageren havde i forvejen 32 aktier i indklagede i sit depot.
Klageren har anført, at indklagedes medarbejder anbefalede ham at købe aktierne for at undgå realrenteafgift. Det blev ikke nævnt, at investeringen var forbundet med risiko. Efter et år konstaterede han et kurstab på ca. 30.000 kr., som indklagede bør godtgøre ham som følge af fejlagtig rådgivning.
Indklagede har anført, at klageren i forbindelse med aktiekøbet modtog almindelig investeringsrådgivning, herunder orientering om afkastrisikoen ved investeringen. Klageren havde i forvejen aktier i indklagede i sit depot, hvorfor det var afdelingens indtryk, at klageren var bekendt med investeringer i aktier.
II
Klagerens indskud på kapitalpensionen i årene 1992 og 1993 blev i første omgang placeret på en kontantkonto. På klagerens anmodning blev indskuddene efter ca. 3 måneder overført til en pulje-kapitalpensionskonto med henblik på investering i 100% blandede værdipapirer.
Klageren har anført, at aftalen med indklagede gik ud på placering af indskud i 100% blandede papirer, hvilket han gentagne gange har skrevet under på efter råd fra indklagede. Indklagede begik fejl ved i strid med aftalen at placere indskudene på kontantkontoen. Indklagede bør yde rentekompensation for de perioder, indskudene var fejlplaceret.
Indklagede har anført, at klagerens kapitalpension primært er placeret i en puljeordning, hvorefter indklagede efter eget valg investerer de på kontoen indsatte beløb i 100% blandede værdipapirer. Med henblik på aktiekøbet oprettedes i efteråret 1991 en kontant kapitalpensionskonto. Indskudet på denne konto kunne investeres efter klagerens egen anvisning. I 1992 og 1993 indbetalte klageren sine indskud på kontantkontoen uden samtidig at anmode om investering af beløbene i værdipapirer. Klageren medbragte et lille kort, hvorpå han havde noteret sine konti, hvilket dannede grundlag for klagerens anvisninger om hævninger og indsættelser.
Påstande:
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at erstatte hans kurstab og rentetab.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Ankenævnets bemærkninger:
Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at indklagedes medarbejder gjorde sig skyldig i ansvarspådragende fejl eller forsømmelser ved rådgivningen af klageren i forbindelse med hans køb af aktier i indklagede i november 1991. Det bemærkes herved, at klageren måtte indse, at indklagedes forventninger til kursudviklingen kunne vise sig ikke at holde stik, og at han derfor selv måtte træffe den endelige beslutning og bære risikoen for denne. Klagerens påstand om erstatning for kurstab kan derfor ikke tages til følge.
Efter det foreliggende finder Ankenævnet at måtte lægge til grund, at klagerens indskud på kapitalpensionsordningen i 1992 og 1993 blev indsat på den kontante kapitalpensionskonto, fordi klageren ved indbetalingen selv oplyste nummeret på denne konto til indklagedes medarbejder. Der findes derfor ikke at være grundlag for at pålægge indklagede at betale rentegodtgørelse som påstået af klageren.
Som følge af det anførte
Den indgivne klage tages ikke til følge.