Spørgsmål om erstatningsansvar som følge af, at overførsler via netbank den 30. december 2005 ikke samme dag, men først den 2. januar 2006 blev indsat på pensionskonti i andet pengeinstitut.
| Sagsnummer: | 186/2006 |
| Dato: | 06-12-2006 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Karin Duerlund, Niels Bolt Jørgensen, Sonny Kristoffersen, Bent Olufsen |
| Klageemne: |
Ratepension - manglende indbetaling
Netbank - øvrige spørgsmål |
| Ledetekst: | Spørgsmål om erstatningsansvar som følge af, at overførsler via netbank den 30. december 2005 ikke samme dag, men først den 2. januar 2006 blev indsat på pensionskonti i andet pengeinstitut. |
| Indklagede: | Danske Bank |
| Øvrige oplysninger: | OF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører klagerens krav om erstatning for manglende skattemæssigt fradrag som følge af, at to overførsler via indklagedes netbank den 30. december 2005 ikke samme dag, men først den 2. januar 2006 blev indsat på hans ratepensionskonti i et andet pengeinstitut.
Sagens omstændigheder.
Via indklagedes netbank foretog klageren den 30. december 2005 kl. ca. 12,30 to overførsler på henholdsvis 30.000 kr. og 11.000 kr. fra sin konto hos indklagede til to ratepensionskonti, som klageren havde i pengeinstituttet P.
Af detaljerne for transaktionerne, som klageren har udskrevet via netbanken, fremgår nummeret på den konto hos indklagede, hvor beløbene skulle hæves og numrene på de konti hos P, hvorpå beløbene skulle indsættes. Endvidere fremgår bl.a.:
"…
Betalingstype: | Kontooverførsel Netbank |
Status: | Udført |
… | |
Dato: | 30.12.2005 |
Rentedato: | 30.12.2005 |
…" |
Beløbene blev den 30. december 2005 hævet på klagerens konto hos indklagede og den 2. januar 2006 indsat på klagerens ratepensionskonti hos P. Da beløbene ikke var indsat på pensionskontiene inden årsskiftet, fik klageren ikke skattemæssigt fradrag for indbetalingerne i 2005. Klageren gjorde gældende, at indklagede var erstatningsansvarlig for det tab, som han havde lidt herved, hvilket indklagede afviste.
Indklagede har til brug for sagen bl.a. fremlagt "Elektronisk tilslutningsaftale til Danske Netbank for privatkunder (forbrugere).". Heraf fremgår bl.a.:
"…
Hvis du klikker på en af linierne med betingelserne, kan du læse hele indholdet i betingelserne, der bl.a. oplyser om adgang til konti og depoter, tidsfrister, køb og salg af værdipapirer, beløbsgrænser, gode råd om værdipapirhandel, telefonnumre og åbningstider m.m. Materialet kan med fordel downloades eller printes ud.
…"
Af indklagedes "Betingelser for Elektronisk tilslutningsaftale til Danske Netbank for privatkunder (forbrugere)" fremgår bl.a.:
"…
1.2 Tidsfrister
Der er forskellige tidsfrister for, hvornår banken skal have modtaget dine ordrer for at kunne gennemføre dem rettidigt.
Oplysninger om tidsfrister finder du i menupunktet Om Danske Netbank når du har logget dig på Netbanken.
…"
Af oversigten "Tidsfrister" i indklagedes netbank fremgår bl.a.:
"…
Overførsler | |||
Overførselstype | Afsendelses- tidspunkt | Bogføringsdato | Rentedato |
… | |||
Engangsoverførsel til konti i andet pengeinstitut | 00:00-18:30 | Samme bankdag (fra konto) | Samme bankdag (fra konto) |
Første bankdag efter afsendelse (til konto) | Anden bankdag efter afsendelse, afhængigt af modtagende pengeinstitut (til konto) | ||
…" |
I perioden 3. december 2005-2. januar 2006 var der på log-onbilledet til indklagedes netbank følgende tekst:
"Har du husket at indbetale på din pension i år?
Her kan du se, hvilke frister der er for indbetaling til din pension, hvis du vil opnå et skattemæssigt fradrag i 2005.
…"
Linket "frister" førte til en side med overskriften "Pensionsindskud 2005". Heraf fremgik bl.a.:
"…
Indbetaling til kapital- og ratepension via Danske Netbank og BG Netbank med fradragsret i 2005:
Overførselstype | Afsendelsestidspunkt | Modtagelsestidspunkt/ Fradragsår |
… | ||
Fra egen konto i [indklagede] til kapitalpension eller ratepension *) i andet pengeinstitut | Senest torsdag den 29.12.2005 kl. 18.30 | Fredag den 30.12.2005/fradrag i 2005 |
…" |
Der var et link til samme side i boksen "Nyheder" på indklagedes hjemmeside.
Parternes påstande.
Den 2. august 2006 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede skal betale erstatning for manglende skattemæssigt fradrag i 2005.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at det fremgår af kvitteringerne, fra hvilken konto beløbene er hævet, på hvilken konto beløbene er indsat, og hvilken dato overførslen har fundet sted. Indklagede kvitterede således for, at beløbene var overført med det samme.
Ifølge indklagede skal kvitteringen forstås således, at overførslen ville blive ekspederet i overensstemmelse med gældende tidsfrister. Det fremgår imidlertid ikke af kvitteringen, at noget er udført, og at noget vil blive udført på et senere tidspunkt. Han kunne derfor berettiget gå ud fra, at hele den pågældende transaktion var udført.
Han måtte således gå ud fra, at kvitteringen var korrekt, uden at tolke om indklagede måtte mene noget andet end det, der kvitteres for.
De omhandlede overførsler skete på en bankdag, hvor systemet trak 41.000 kr. og kvitterede for, at pengene samme dag var overført til P. Der var tale om en elektronisk overførsel, som blev udført i samme sekund, den blev accepteret.
Ved overførsler på ikke-bankdage gør systemet opmærksom på, at overførsel først vil finde sted den kommende bankdag.
Hvis det ikke er muligt at foretage en overførsel til en konto i et andet pengeinstitut, således at beløbet indgår på konto i det andet pengeinstitut samme dag, burde en lignende advarsel anføres i forbindelse med overførsler på bankdage.
Han mener ikke, at han burde kende indklagedes tidsfrister for overførsler via netbank, specielt når det tages i betragtning, at han ikke har fået disse udleveret. Det er i øvrigt urimeligt, at man som forbruger skal gennemgå og forstå 14 siders tekst for at udføre en så simpel en handling som at overføre penge fra én konto til en anden.
Ved at pålægge ham ansvaret for valget af indbetalingsform, der ikke gjorde det muligt at indbetale pensionsmidlerne rettidigt, indrømmer indklagede, at netbanksystemet ikke er godt nok.
Indklagede har anført, at det via netbanken ikke er muligt at foretage en overførsel til en konto i et andet pengeinstitut, således at beløbet indgår på konto i det andet pengeinstitut samme dag, som ordren indlægges i netbanken.
Transaktioner vedrørende overførsel til andre pengeinstitutter sendes samlet om aftenen og indgår hos de modtagende pengeinstitutter i løbet af natten, hvorefter de bogføres på de respektive kunders konti den følgende bankdag. Overførsler fra et pengeinstitut til et andet sker således ikke i samme sekund, som overførslen accepteres.
Den kvittering, som klageren modtager i netbanken, angår alene, at overførslen vil blive ekspederet i overensstemmelse med de muligheder og tidsfrister, der gælder for netbanken. De kvitteringer, som klageren modtog for overførslerne den 30. december 2005, var derfor korrekte.
Ved overførsler på ikke-bankdage informeres der om, at det sædvanlige tidsforløb vil være forskubbet, idet den del af ekspeditionen, som indklagede skal foretage, først sker på den følgende bankdag.
De omhandlede overførsler blev udført rettidigt i overensstemmelse med de frister, der fremgår af oversigten "Tidsfrister", som klageren blev henvist til i forbindelse med indgåelse af tilslutningsaftalen. Det var ikke muligt for indklagede at vide, at overførslerne vedrørte pensionsindbetalinger, og at det var klagerens forventning, at beløbet ville blive indsat samme dag.
Da der er tale om et selvbetjeningssystem, er muligheden for rådgivning begrænset til oplysninger på skærmbilleder, herunder med henvisninger og links til andre sider. I december 2005 blev der både på log-onbilledet til netbanken og på indklagedes hjemmeside særskilt gjort opmærksom på tidsfristerne for indbetaling på pensionsordninger op til årsskiftet.
Indklagede har gjort, hvad der praktisk var muligt for at gøre opmærksom på, hvilke tidsfrister der gælder generelt og for indbetalinger til pensionsordninger.
Indklagede er ikke ansvarlig for, at klageren valgte en indbetalingsform, hvor det ikke var muligt rettidigt at indbetale på pensionsordningerne.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Klageren gav den 30. december 2005 via indklagedes netbank ordre om overførsel af to beløb til hans ratepensionskonti i et andet pengeinstitut. I overensstemmelse med den tidsfrist, som ifølge indklagedes almindelige betingelser for netbanken gælder ved en sådan overførsel, blev beløbene først bogført på ratepensionskontiene i det andet pengeinstitut den følgende bankdag, som var den 2. januar 2006. Ankenævnet finder, at klageren selv må bære risikoen for, at han ikke var bekendt med den nævnte tidsfrist. Den "kvittering" fra klagerens netbank, som klageren modtog den 30. december 2005, må forstås således, at overførslen ville blive gennemført inden for den gældende tidsfrist.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.