Indsigelse mod omveksling af udlandslån i CHF til DKK i forbindelse med lånets udbetaling.
| Sagsnummer: | 241/2008 |
| Dato: | 26-11-2008 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Troels Hauer Holmberg, Jette Kammer Jensen, Erik Sevaldsen, Astrid Thomas |
| Klageemne: |
Udlån - stiftelse
Udlån - udlandslån/valutalån |
| Ledetekst: | Indsigelse mod omveksling af udlandslån i CHF til DKK i forbindelse med lånets udbetaling. |
| Indklagede: | Jyske Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører klagernes indsigelser imod Jyske Banks omveksling af et udlandslån i CHF til DKK i forbindelse med lånets udbetaling.
Sagens omstændigheder.
Den 25. februar 2008 underskrev klagerne en låneaftale om et udlandslån på 430.000 CHF. Lånet blev ydet af Jyske Banks datterbank i Gibraltar og formidlet af Jyske Banks Birkerød afdeling. På udskrivningstidspunktet, som var den 18. februar 2008, kl. 11.46.19, svarede lånebeløbet til 2.000.618 DKK (kurs 465,26). Af låneaftalen fremgår bl.a.:
"Når lånet udbetales, modtager låntager en nota, hvoraf fremgår, hvilken eller hvilke konti lånet - ifølge aftale med låntager - er overført til, og det fremgår af notaen, i hvilken møntsort udbetaling er sket og evt. til hvilken kurs, omregning er sket."
Med udlandslånet ønskede klagerne at udnytte det lavere renteniveau i CHF i forhold til DKK. Lånet skulle anvendes til indfrielse af deres kassekredit i et andet pengeinstitut.
Ved nota af 27. februar 2008 blev lånet afregnet til kurs 462,54 svarende til 1.988.922 DKK.
Klagerne har anført, at de den 6. marts 2008 blev opmærksomme på, at udlandslånet var omvekslet til DKK, hvilket de ikke havde ønsket. Afregningsnotaen af 27. februar 2008 modtog de først den 10. marts 2008, hvor banken i forbindelse med en telefonsamtale sendte notaen pr. e-mail. Jyske Bank har anført, at udlandslånet i overensstemmelse med sædvanlig praksis blev afregnet straks efter modtagelsen af det underskrevne lånedokument og omvekslet til danske kroner, idet der ikke fra klagerne forelå instruks om, at vekslingen skulle afvente nærmere besked. Afregningsnotaen blev sendt den 27. februar 2008 og på klagernes opfordring genfremsendt den 10. marts 2008 såvel pr. e-mail som pr. almindelig post.
Parternes påstande.
Den 17. juni 2008 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Jyske Bank skal betale et beløb svarende til kursdifferencen i CHF fra afregningstidspunktet og til den 6. marts 2008.
Jyske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klagerne har anført, at banken ikke var berettiget til at omveksle lånebeløbet uden deres samtykke.
De ønskede ikke, at omveksling skulle ske straks. Der forelå ingen aftale eller forudsætning herom. Banken kunne ikke berettiget formode, at lånet skulle omveksles, alene på baggrund af, at lånet skulle anvendes til indfrielse af deres kassekredit i et andet pengeinstitut.
Den citerede bestemmelse i låneaftalen må forstås således, at omveksling kun kan ske efter aftale med låntager. På baggrund af låneaftalens klare krav om særskilt aftale er bankens påståede praksis vedrørende afregning af udlandslån ikke relevant.
Banken burde have informeret dem om, at de skulle oprette en CHF-konto, hvis de ikke ønskede lånet omvekslet straks.
De blev først informeret om omvekslingen, da den havde fundet sted.
Det bestrides, at de har udvist passivitet.
Det er som anført af Jyske Bank korrekt, at de tidligere har optaget et udlandslån via deres anpartsselskab. Dette lån blev indsat på en CHF-konto uden omveksling. Der var derfor en formodning for, at de ønskede at benytte samme fremgangsmåde. Forholdene i deres selskab er i øvrigt denne sag uvedkommende.
Jyske Bank har anført, at lånet blev effektueret i overensstemmelse med bankens forskrifter og klagernes ønsker. Det var aftalt og forudsat mellem klagerne og banken, at lånet skulle anvendes til at indfri klagernes kassekredit, som var i DKK. CHF-lånet blev derfor effektueret med omveksling og overført til klagernes DKK-konto.
Klagerne anmodede ikke om, at lånet skulle udbetales i CHF og anmodede ikke om oprettelse af en CHF-konto i banken til dette formål.
Klagerne havde i januar 2008 via deres anpartsselskab optaget et CHF-lån til indsættelse på selskabets CHF-konto i banken med henblik på indfrielse af et CHF-mellemværende. Klagerne var således på ingen måde ubekendt med proceduren omkring optagelse og effektuering (afregning/omveksling) af udlandslån.
Afregningsnotaen af 27. februar 2008 blev sendt til klagerne samme dag. Klagerne udviste retsfortabende passivitet ved først at reagere den 6. marts 2008.
Banken er ikke forpligtet til at afregne CHF-lånet til en anden kurs eller godtgøre klagerne noget kursdifferencebeløb i den forbindelse.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Det er ubestridt, at det var aftalt, at provenuet af udlandslånet i CHF skulle anvendes til indfrielse af klagernes kassekredit i et andet dansk pengeinstitut. Ankenævnet finder derfor, at Jyske Bank i mangel af anden instruks var berettiget til at gå ud fra, at det var klagernes ønske, at låneprovenuet straks skulle omveksles til DKK.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.