Salg.
| Sagsnummer: | 175 /1990 |
| Dato: | 09-08-1990 |
| Ankenævn: | Frank Poulsen, Hans Rex Christensen, Peter Møgelvang-Hansen, Kirsten Nielsen, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Værdipapirer - kurtage
|
| Ledetekst: | Salg. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
I slutningen af marts 1990 anmodede klageren og dennes ægtefælle indklagedes Ryvang afdeling om salg af 10% Jyl. 20-1994 fra henholdsvis klagerens åbne depot, klagerens kapitalpensionsdepot og ægtefællens kapitalpensionsdepot samt om køb af 10% KD 92-2205 til henholdsvis klagerens og ægtefællens kapitalpensionsdepoter. For disse handler beregnede afdelingen sig 5 x 110 kr. i kurtage. Provenuet ved salget fra klagerens åbne depot blev indskudt med halvdelen på hver af ægtefællernes kapitalpensionsdepoter.
Efter at have rettet henvendelse til afdelingen har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at tilbagebetale 330 kr. af den beregnede kurtage på i alt 550 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Til støtte for påstanden har klageren anført, at der kun er tale om to handler, idet afdelingen har solgt en obligationsserie, og købt en anden obligationsserie, hvorfor indklagede kun er berettiget til at beregne en kurtage på 2 x 110 kr.
Indklagede har til støtte for den nedlagte påstand anført, at der er tale om transaktioner foretaget på henholdsvis åbne depoter og pensionsdepoter. Da fri formue og pensionsopsparing af skattemæssige årsager skal holdes adskilt, og da pensionsopsparinger for ægtefæller ligeledes skal være adskilt, nødvendiggør klagerens ønske om omlægning af obligationerne 5 separate ekspeditioner. Indklagede har beregnet sig kurtage i overensstemmelse med de almindelige priser og betingelser, der på opfordring udleveres til kunderne. Det fremgår heraf, at indklagede i lighed med andre pengeinstitutter beregner sig kurtage såvel ved køb som ved salg.
Ankenævnets bemærkninger:
Der findes ikke grundlag for at tilsidesætte indklagedes beregning af kurtage i forbindelse med klagerens og dennes ægtefælles salg og køb af obligationer fra og til henholdsvis klagerens og ægtefællens åbne depoter samt kapitalpensionsdepoter, hvorfor
Den indgivne klage tages ikke til følge.