Afgørelse

Personlig fordring. Forældelse.

Klageren var medlem af bestyrelsen i et andelsselskab, der ejede og drev et forsamlingshus. Som medlem af andelsselskabets bestyrelse underskrev klageren i januar 1983 et pantebrev vedrørende et lån til det indklagede realkreditinstitut. Instituttet overtog i april 1986 ejendommen på tvangsauktion for et bud på 450.000 kr. Instituttets fordring var på tvangsauktionen opgjort til i alt 533.194 kr., som fordeltes med 433.607 kr. i kolonne 2 og 99.587 kr. i kolonne 3. Instituttet videresolgte pr. 1. juli 1986 ejendommen bl.a. med overtagelse af to af de i alt 4 indestående lån. Instituttet gjorde i august 1997 en personlig fordring på 83.194 kr. gældende over for klageren. Til dette beløb skulle lægges en årlig rente på 7 pct. i fem år.

Klageren protesterede efterfølgende forgæves over kravet.

Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet ikke kunne gøre en personlig fordring gældende mod ham. Instituttet påstod frifindelse.

Instituttet fremlagde i sagen kontospecifikation, der viste, at det endelige tab efter videresalg udgjorde 233.162 kr.

Nævnet fandt, at klageren i mangel af hæftelsesbegrænsninger i selskabets vedtægter eller i låneaftalen med instituttet hæftede personligt og solidarisk for selskabets gæld til instituttet, og at klageren ikke kunne fritages for sine forpligtelser ud fra en passivitetsbetragtning. Flertallet fandt, at fordringen måtte opdeles i restgæld, afdrag, renter og bidrag, og at der for restgæld og afdrag gjaldt en 20-årig forældelsesfrist, og at der for forfaldne rentekrav m.v. gjaldt en forældelsesfrist på 5 år, idet der ikke for de sidstnævnte krav var tilvejebragt et særligt retsgrundlag. Flertallet fandt endvidere, at det måtte påhvile instituttet at godtgøre, at det rejste krav ikke var helt eller delvist forældet. Den fremlagte kontospecifikation og det fremlagte transportskøde dokumenterede efter flertallets opfattelse ikke, at budet var anvendt til forlods dækning af restancer. Som sagen var oplyst, kunne det ikke udelukkes, at instituttet, der som enepanthaver efter tvangsauktionen havde rådighed over budsummens fordeling, forlods havde anvendt denne til dækning af restgælden, således at instituttets krav delvis bestod af rente og bidrag, som er forældet efter 1908-loven.
Mindretallet fandt, at den af instituttet fremlagte kontospecifikation sammenholdt med transportskødet var tilstrækkelig dokumentation for, at budet forlods var anvendt til dækning af restancer, således at instituttets fordring i sin helhed bestod af restgæld, som var underlagt den 20-årige forældelse efter DL 5-14-4. Afgørelsen blev truffet efter stemmeflertallet, og instituttet blev derfor tilpligtet at anerkende, at instituttet kun kunne gøre et krav gældende mod klageren i det omfang, instituttet kunne godtgøre, at kravet bestod af afdrag i kolonne 3. Det resterende krav skulle forrentes med 7 pct. p.a. fra 5 år fra klagens indbringelse for Nævnet og indtil betaling sker.