Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Indsigelse mod selvrisiko.

Sagsnummer: 64 /2003
Dato: 03-06-2003
Ankenævn: Peter Blok, Niels Bolt Jørgensen, Sonny Kristoffersen, Jørn Ravn, Astrid Engel Thomas
Klageemne: Betalingstjenester - selvrisiko 1.200 kr./1.100 kr.
Ledetekst: Indsigelse mod selvrisiko.
Indklagede: BG Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne klage vedrører klagerens indsigelse mod indklagedes beslutning om at lade klageren hæfte for 1.200 kr. i forbindelse med misbrug af hendes dankort.

Sagens omstændigheder.

Den 18. september 2002 ca. kl. 17 konstaterede klageren, at hendes dankort, der var tilknyttet en konto hos indklagede, var blevet stjålet i forbindelse med indbrud i en bil.

Klageren anmeldte tyveriet til politiet samme dag kl. 17.09.

Kortet blev misbrugt ved en hævning på 2.000 kr. den 18. september 2002 kl. 17.28 i en pengeautomat tilknyttet pengeinstituttet P, og ved en hævning på 100 kr. samme dag kl. 17.34 i en pengeautomat tilknyttet en afdeling af indklagede. Hævningerne medførte et overtræk på klagerens konto på 1.928,40 kr.

Klageren henvendte sig til indklagede den 25. september 2002, hvor kortet blev spærret. Klageren udfyldte et afklaringsskema vedrørende misbrugt kundekort.

Ved skrivelse af 30. september 2002 meddelte indklagede, at der ved misbrugshævningerne var blev anvendt korrekt pinkode, og at klageren derfor selv hæftede for 1.200 kr. af misbruget på i alt 2.100 kr. Indklagede krediterede samtidig klagerens konto 900 kr.

Den 8. oktober, 28. oktober og 25. november 2002 rykkede indklagede klageren for inddækning af det resterende overtræk. For hver rykkerskrivelse beregnede indklagede sig et gebyr på 100 kr.

Da klageren ved fremsendelsen af den første rykkerskrivelse af 8. oktober 2002 ikke havde været klar over, at hun hæftede for selvrisikoen på 1.200 kr., refunderede indklagede dette gebyr ved tilbageførsel til kontoen den 16. oktober 2002.

Den 2. december 2002 indbetalte klageren 1.200 kr. på kontoen med forbehold om tilbagesøgning.

Af indklagedes regler for dankort fremgår bl.a.:

"2.9. Dit ansvar, hvis andre misbruger kortet

Du skal dække tab op til 1.200 kr. (selvrisiko), hvis kortet og pinkoden er blevet misbrugt af en anden."

Af indklagedes almindelige forretningsbetingelser fremgår bl.a.:

"8. Gebyr

I. Generelt om gebyr

Banken tager normalt gebyr for ydelser, fx for at gennemføre en omprioriteringssag, sende rykkerbreve, veksle valuta mv."

Parternes påstande.

Den 11. februar 2003 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at frafalde kravet på 1.200 kr. samt renter og gebyrer.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at kontoen, som kortet er knyttet til, kun har været brugt som girokonto. Pinkoden har aldrig været uden for et aflåst skab i hendes hjem.

Hævningen i pengeinstituttet P er hende uvedkommende, idet hun ikke har et engagement med det pågældende pengeinstitut. Hævningen på 2.000 kr. er derfor et mellemværende mellem indklagede og P.

Indklagede har anført, at klageren hæfter for 1.200 kr. af misbruget i medfør af lov om visse betalingsmidler § 11, stk. 2, idet pinkoden blev anvendt ved misbruget. Dette gælder, uanset om der var noget at bebrejde klageren.

Hæftelsen fremgår også af kortholderreglerne, som blev udleveret til klageren i forbindelse med oprettelsen af dankortet.

Det var berettiget at opkræve rykkergebyr i forbindelse med overtrækket, jf. de almindelige forretningsbetingelser.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Det må lægges til grund, at den til klagerens dankort hørende pinkode blev anvendt ved misbruget af kortet. Det følger herefter af § 11, stk. 2, i lov om visse betalingsmidler, at klageren hæfter for 1.200 kr. af tabet, uanset om der ikke måtte være noget at bebrejde klageren med hensyn til dennes omgang med pinkoden. Der foreligger ikke sådanne særlige omstændigheder - eksempelvis fratvingelse af kort og kode ved vold - som kan føre til, at selvrisikoen ikke bør gøres gældende.

Indklagede var berettiget til at rykke for inddækning af overtrækket og at beregne sig gebyr herfor.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.