Afgørelse

I forbindelse med klagernes salg af deres faste ejendom i efteråret 1995 forestod indklagede en omprioritering. Indklagede finansierede samtidig klagernes køb af ny bolig, indtil salget var gennemført.

Ifølge omprioriteringsaftale underskrevet af klagerne den 19. september 1995 skulle indklagede hjemtage et 30-årigt kontantlån i Danske Kredit på 1.079.000 kr. og indfri eksisterende prioriteter. Endvidere skulle et lån hos indklagede indfries, og et ejerpantebrev, som lå til sikkerhed herfor, skulle overflyttes til klagernes nye ejendom. Omkostningerne til indklagede blev i omprioriteringsaftalen angivet til ca. 13.000 kr., mens omkostninger til andre blev angivet til ca. 9.000 kr.

Af indklagedes prisliste vedrørende boligfinansiering fremgår bl.a.:

"Omprioriteringsgebyrer til [indklagede]

I forbindelse med ekspedition af konverteringssager og ejerskiftesager, påløber der følgende gebyrer:

Den 9. februar 1996 blev klagernes omprioriteringskonto hos indklagede debiteret 13.000 kr. til dækning af indklagedes omprioriteringsgebyr.

Ved skrivelse af 18. marts 1996 til indklagede gjorde klagerne indsigelse over for omprioriteringsgebyrets størrelse og anmodede om en specifiseret opgørelse af omkostningerne til indklagede.

Ved skrivelse af 28. marts 1996 fastholdt indklagede gebyret på 13.000 kr. og henviste til, at man tidligere havde fremsendt et prisblad til klagerne. Indklagede gjorde samtidig klagerne opmærksom på, at de havde haft en samlet renteindtægt på 5.916,83 kr. på tre omprioriterings- og deponeringskonti, og at mellemfinansieringen via indklagede havde været billig sammenlignet med øvrige pengeinstitutter. Gebyrets størrelse skulle ses i sammenhæng med denne rentegevinst på både ind- og udlånssiden.

Klagerne har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at refundere 9 - 10.000 kr. af det opkrævede gebyr.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Indklagede har under klagesagen specifiseret det opkrævede gebyr således:

Klagerne har anført, at indklagede på intet tidspunkt var engageret i rådgivning i forbindelse med handlen eller omprioriteringen. Alle omkostninger til berigtigelse af handlen og skødeskrivning samt til vurdering og ekspedition af diverse papirer til brug for handlen og låneformidlingen blev betalt af dem til henholdsvis advokat, ejendomsmægler og kreditforening. Omprioriteringssagen var således en ren ekspeditionssag, hvorfor de finder gebyret urimeligt højt. Ved forespørgsel til andre pengeinstitutter har de fået oplyst, at der sædvanligvis opkræves et gebyr på 2 - 3.000 kr. for ekspedition af en omprioritering, og at et timeforbrug på 5-10 timer er rigeligt i de fleste sager, hvor der ikke også ydes økonomisk rådgivning. Indklagedes markedsføring på indlån/udlånssiden bør ikke berøre omkostningerne ved indklagedes øvrige afgrænsede ydelser.

Indklagede har anført, at omkostningerne til indklagede fremgår af omprioriteringsaftalen, som klagerne underskrev den 19. september 1995. Klagerne henvendte sig efterfølgende til afdelingen om det anslåede gebyr, hvorpå de den 11. oktober 1995 fik tilsendt oversigten over gebyrer vedrørende boligfinansiering. Da klagerne ved indgåelse af aftalen var bekendt med gebyrstørrelsen, og da gebyrberegningen efterfølgende er foretaget i henhold til den udleverede prisliste, er man ikke forpligtet til at imødekomme kravet om delvis refusion af det beregnede gebyr.

Ankenævnets bemærkninger:

Indklagedes samlede gebyr på 13.000 kr. for ekspedition af omprioriteringssagen er efter det foreliggende opkrævet i henhold til de takster, der fremgår af indklagedes prisblad, og svarer til det beløb, som blev oplyst i den af klagerne underskrevne omprioriteringsaftale. På denne baggrund, og når yderligere henses til det af indklagede anførte om størrelsen af indlåns- og udlånsrenten på omprioriteringskonto m.m., finder Ankenævnet ikke at have tilstrækkeligt grundlag for at pålægge indklagede at nedsætte gebyret.

Som følge heraf