Afgørelse

Indsigelse mod gæld i henhold til fælles lån.

Indledning

Denne sag vedrører klagerens indsigelser mod en gæld til Nordea Bank.

Sagens omstændigheder

Ved gældsbrev af 29. oktober 2001 ydede Unibank, nu Nordea Bank, et lån på 264.733,76 kr. (konto nr. -464) til klageren og dennes daværende samlever, S. Lånet skulle afvikles med en månedlig ydelse på 2.800 kr. I det første år skulle der betales en supplerende ydelse på 2.000 kr. pr. måned. Renten var variabel 9,75 % pr. år. I øvrigt fremgår bl.a.:

"Vi har modtaget kopi af gældsbrevet samt Unibanks almindelige bestemmelser for lån og kreditter, der er en del af gældsbrevet.

For lånet gælder i øvrigt Unibanks generelle vilkår. Disse har vi modtaget et eksemplar af og gjort os bekendt med."

Af bankens "Generelle vilkår for privatkunder" fremgår blandt andet:

"…

3 Overtræksrente, rykkergebyrer mv.

Hvis en konto, der ikke er forbundet med en aftale om kredit, overtrækkes, opkræver banken en rente, der overstiger den højeste standardrente på udlån til privatkunder. Ved overtræk/restancer på kreditter eller udlån beregnes overtræksrenten som et tillæg til den aftalte rente.

…

Oplysning om størrelsen af overtræksrenten fås i banken.

…"

I 2003 solgte klageren og S en fast ejendom, som de ejede i fællesskab. Vedrørende salget er der under sagen fremlagt en salgsprovenuberegning udarbejdet af en ejendomsmægler, et ikke underskrevet udkast til skøde og et udkast til refusionsopgørelse. Det fremgår, at ejendommen blev solgt med overtagelse den 15. november 2003 for en købesum på 285.000 kr., som skulle berigtiges ved købers overtagelse af et lån i Nordea Kredit med en restgæld på 237.856,16 kr., en deponering på 41.461,50 kr. hos den medvirkende ejendomsmægler og en restkøbesum på 5.682,34 kr., som reguleret med refusionsopgørelse skulle deponeres i Nordea Bank. Ifølge refusionsopgørelsen, der er dateret den 19. november 2003, blev restkøbesummen på 5.682,34 kr. reguleret til 5.645,21 kr. Beløbet blev ved indbetalinger den 24. og 26. november 2003 indsat på en nyoprettet deponeringskonto i Nordea Bank med klageren og S som kontohavere.

Den 16. januar 2004 blev deponeringskontoen opgjort, og provenuet som udgjorde 5.299,23 kr. blev indsat på klagerens og S’ fælles grundkonto (konto nr. -717) i banken.

På et ikke nærmere oplyst tidspunkt i 2004 ophævede klageren og S samlivet.

Ved anbefalet brev af 4. oktober 2004 opsagde banken klagerens engagement, som inklusive renter til den 30. september 2004 blev opgjort til 256.312,61 kr., hvoraf 234.601,50 kr. var restgælden på lånet (-464).

Banken har oplyst, at klageren i perioden 2004-2008 afviklede den del af gælden, som hun var enedebitor for.

Ved brev af 11. oktober 2010 gjorde klageren indsigelse mod et krav fra banken om afvikling af gælden i henhold til lån -464. Ved breve af henholdsvis 19. oktober og 9. november 2010 fastholdt banken kravet.

Den 18. november 2010 indbragte klageren sagen for Ankenævnet.

Ved rekvisition af 6. december 2010 indbragte banken sagen for fogedretten. Restgælden blev opgjort til 234.601,50 kr. med tillæg af renter 238.379,19 kr., i alt 472.980,69 kr. Fogedsagen blev af omkostningsmæssige grunde begrænset til 103.000 kr. I et fogedretsmøde den 12. januar 2011 afgav klageren insolvenserklæring.

Nordea Bank har under sagen nedsat hovedstolen til 224.108,27 kr., idet saldoen på 234.601,50 kr. indeholdt rentetilskrivninger på i alt 10.293,23 kr., der nu var forældede.

Pr. den 5. december 2011 har banken opgjort gælden til 345.871,84 kr., svarende til 224.108,27 kr. med tillæg af renter i tre år.

Af bankens priser på udlån pr. den 1. januar 2011 fremgår bl.a.:

"Fordringsrenten er p.t. 15,25% for lån med aftalt afvikling og p.t. 18,25% for lån uden aftalt afvikling."

Parternes påstande

Ankenævnet har forstået klagerens påstand således, at Nordea Bank Danmark skal frafalde sit krav helt eller delvist.

Nordea Bank Danmark har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at hun alene har optaget et huslån i Nordea Bank. S var hoveddebitor, og hun var meddebitor. Huslånet blev indfriet i forbindelse med salget af ejendommen. Banken har ikke med det fremlagte materiale dokumenteret, hvorledes der blev forholdt med salgssummen for huset.

Banken bør i hvert fald opdele gælden i to, således at hun er frigjort for hæftelsen for lånet, når halvdelen er betalt.

Det er efter hendes opfattelse ikke et udtryk for solidarisk hæftelse, at banken har opkrævet hele gælden hos hende som meddebitor, mens S som hoveddebitor er gået fri.

På lånetidspunktet var hun 18 år og på overførselsindkomst. Banken undlod at tjekke de økonomiske forhold og at informere hende om konsekvenserne af låneoptagelsen.

Hun har en formodning om, at der foreligger en familiemæssig relation mellem medarbejderen i banken og S.

Bankens rentesats er urimelig høj.

Nordea Bank Danmark har anført, at klageren med sin underskrift på gældsbrevet har forpligtet sig som låntager sammen med S. Begge er således låntagere og solidarisk hæftende for lånet. Banken har ikke pligt til at foretage en opdeling af restgælden mellem de to låntagere, og banken kan frit vælge, hos hvilken låntager gælden skal inkasseres.

Klageren har modtaget den rådgivning, der normalt gives til bankens kunder i forbindelse med optagelse af lån. Det indebærer bl.a., at lånet er givet på baggrund af et budget beregnet ud fra låntagers økonomiske situation.

Banken har ikke modtaget et salgsprovenu på 285.000 kr. i forbindelse med ejendomssalget i 2003, men alene restkøbesummen, som ved frigivelsen den 16. januar 2004 udgjorde 5.299,23 kr. Hovedparten af købesummen blev efter det foreliggende berigtiget ved, at køber overtog hæftelsen for klagerens og S’ lån i Nordea Kredit.

Banken har tydeligt oplyst om rentesatsen på lånet både på gældsbrevet, kontoudtog og skiltning mv. Den aktuelle rentesats er anført på bankens prisoversigt, bl.a. på bankens hjemmeside.

Bankens adgang til at opkræve forhøjet misligholdelsesrente fremgår af de generelle vilkår.

Der er ikke indtrådt forældelse.

Ankenævnets bemærkninger

Ved gældsbrevet af 29. oktober 2001 påtog klageren sig at hæfte solidarisk med S for lånet på 264.733,76 kr. Det kan efter det foreliggende ikke lægges til grund, at lånet blev indfriet i forbindelse med salget af klagerens og S’ fælles faste ejendom i 2003. Der er heller ikke godtgjort eller sandsynliggjort andre omstændigheder, der kan medføre, at klageren er frigjort for hæftelsen for lånet. Banken er ikke forpligtet til at opdele gælden mellem klageren og S.

Der er ikke indtrådt forældelse af bankens krav, hvorved bemærkes, at banken under sagen har nedsat sit krav til en hovedstol på 224.108,27 kr. med tillæg af renter i tre år.

Der er ikke grundlag for at tilsidesætte bankens misligholdelsesrentesats, som pr. den 1. januar 2011 udgjorde 18,25 %, som urimelig.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.

Klageren får klagegebyret tilbage.