Overtræks- og rykkergebyr. Rente, lånekategori.
| Sagsnummer: | 186 /1993 |
| Dato: | 31-01-1994 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Jørn Rytter Andersen, Søren Geckler, Allan Pedersen, Jørn Ravn |
| Klageemne: |
Rente - udlån
Gebyr - rykkergebyr |
| Ledetekst: | Overtræks- og rykkergebyr. Rente, lånekategori. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Ved gældsbrev af 7. februar 1991 ydede indklagedes Tølløse afdeling klageren og klagerens daværende ægtefælle et lån på 210.000 kr. Det var i lånedokumentet anført, at lånet skulle afvikles med 35 kvartalsvise ydelser på 12.000 kr., første gang den 30. juni 1991, dog således at lånets sidste ydelse pr. 30. september 1999 udgjorde 10.612,13 kr., forudsat uændret rentesats. Det var endvidere anført:
"Det lånte beløb forrentes fra afregningsdagen med den af [indklagede] til enhver tid fastsatte rente for Øvrige lån kvt., for tiden 17,500% p.a."
Låneprovenuet skulle bl.a. anvendes til indfrielse af tre lån hos indklagede med en restgæld på henholdsvis 57.424 kr., 45.234 kr. og 54.522 kr., i alt 157.180 kr.
Klageren har den 24. marts 1993 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at nedsætte renten på lånet til boliglånsrenten, f.eks. 13% p.a., og at godtgøre klageren diverse gebyrer.
Klageren har i september 1993 overført lånet til et andet pengeinstitut og har herefter ændret påstanden til, at indklagede tilpligtes at nedsætte renten til boliglånsrenten i lånets løbetid og at godtgøre klageren uretmæssigt opkrævede gebyrer.
Indklagede har, efter at sagen er indbragt for Ankenævnet, erklæret at ville godtgøre klageren et rykkergebyr på 175 kr. opkrævet i forbindelse med en restance med 0,37 kr. og har i øvrigt nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at hun og ægtefællen i februar 1991 havde behov for en låneforhøjelse på 50.000 kr. I den forbindelse blev det eksisterende engagement, der var opdelt i lån med forskellige rentesatser, sammenlagt til ét forbrugslån med en meget høj rente. De 2 af lånene var stiftet i 1983 som "halvårslån" også med en forholdsvis høj rente, ikke som boliglån som anført af indklagede. Klageren og ægtefællen havde i forbindelse med det ene låns stiftelse i 1983 håndpantsat et ejerpantebrev med pant i deres ejendom samt sælgerpantebreve med en restgæld på 50.000 kr. Efter at klageren var blevet opmærksom på den høje rente, rettede hun i 1992 henvendelse til bestyreren, som gav udtryk for, at ca. 90.000 kr. af lånet kunne omlægges til et boliglån med en rente på 13%. Indklagede meddelte imidlertid efterfølgende, at kun såfremt klageren ville sælge huset, var man indstillet på at nedsætte renten på lånet. Med henvisning til en udarbejdet økonomiberegning anførte man endvidere, at rådighedsbeløbet var mindre end forudsat. Beregningen var imidlertid behæftet med væsentlige fejl, hvorfor det reelle rådighedsbeløb var væsentligt større end beregnet. Uanset dette afslog indklagede at vedstå sit løfte om at omlægge en del af lånet til et boliglån. Indklagede har debiteret lånet for to rykkergebyrer à 175 kr. til trods for, at klageren kun har modtaget én rykkerskrivelse, ligesom indklagede den 1. oktober 1992 har debiteret hendes budgetkonto for et gebyr på 200 kr.
Indklagede har anført, at sammenlægningen af lånene i 1991 fandt sted med henblik på at opnå en ydelsesbesparelse på ca. 1.450 kr. om måneden. På tidspunktet for sammenlægningen udgjorde rentesatsen på de to ældste lån, der var stiftet som boliglån, 17,5% p.a. Såfremt sammenlægningen ikke var foretaget, ville rentesatsen på disse lån i dag være 19% p.a. Rentesatsen på klagerens lån er på nuværende tidspunkt på 18,5% p.a. Klageren er således blevet bedre stillet ved omlægningen af lånene. Det bestrides, at klageren er lovet en rentenedsættelse for en del af lånet, idet indklagede alene meddelte, at man ville undersøge muligheden for en eventuel rentenedsættelse. I den forbindelse blev der fra indklagedes side stillet krav til størrelsen af rådighedsbeløb m.v., som klageren ikke kunne opfylde; anmodningen blev derfor afslået. Indklagede har debiteret kontoen for to rykkergebyrer. Første gang i forbindelse med opkrævningen af terminsydelsen fjerde kvartal 1992, som indbetaltes af klageren den 6. januar 1993. Anden gang i forbindelse med opkrævningen af terminsydelsen første kvartal 1993, idet den forrige terminsydelse, 12.793,37, kr. kun betaltes med 12.793 kr. Dette gebyr har indklagede frafaldet. Gebyret på 200 kr. debiteret klagerens budgetkonto er et overtræksgebyr.
Ankenævnets bemærkninger:
Det lån, som klageren og hendes daværende ægtefælle optog i februar 1991, er stiftet som et lån i kategorien "Øvrige lån kvt." Klageren kan ikke efterfølgende forlange, at renten nedsættes til den for boliglån gældende rente, og det findes ikke godtgjort, at indklagede i sommeren 1992 gav klageren endeligt tilsagn om, at en del af lånet kunne omlægges til et boliglån.
Indklagede har erklæret at ville godtgøre klageren det pr. 11. marts 1993 debiterede rykkergebyr. Det pr. 11. december 1992 debiterede rykkergebyr og det på budgetkontoen den 1. oktober 1992 debiterede overtræksgebyr kan efter det foreliggende ikke anses for uberettigede.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge. Klagegebyret tilbagebetales klageren.