Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Tvist om akkordaftale indgået.

Sagsnummer: 67 /1995
Dato: 16-11-1995
Ankenævn: Niels Waage, Niels Busk, Inge Frølich, Allan Pedersen, Jens Ole Stahl
Klageemne: Akkord - indgåelse
Ledetekst: Tvist om akkordaftale indgået.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Klageren drev i årene 1990-1994 en udlejningsvirksomhed med udleje af campingvogne. Indklagede havde i denne forbindelse stillet kredit til rådighed for klageren. Klageren afviklede primo 1994 udlejningsvirksomheden.

Klagerens gæld til indklagede efter afvikling af erhvervsvirksomheden var ca. 100.000 kr. på et lån samt 68.000 kr. på en kassekredit.

Den 25. juli 1994 afholdtes hos indklagede et møde med klageren. På mødet foreslog klageren, at han mod indbetaling af 100.000 kr. opnåede saldokvittering. Dette afslog indklagede.

Ifølge indklagede tilbød man efterfølgende et nedslag på gælden på 10.000 kr. under forudsætning af indbetaling af 100.000 kr. straks samt indgåelse af acceptabel afviklingsordning af 58.000 kr. Ifølge klageren førte drøftelserne med indklagede til, at han kunne opnå saldokvittering ved indbetaling af 150.000 kr. Han anmodede derfor sit nye pengeinstitut om at overføre dette beløb til indklagede, men indklagede ville ikke vedstå den mundtlige aftale.

Indklagede har oplyst, at man den 15. december 1994 modtog overførselsanmodning på klagerens engagement fra andet pengeinstitut. Klagerens engagement hos indklagede blev indfriet i denne forbindelse.

Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 18.000 kr.

Indklagede har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse, mere subsidiært frifindelse mod betaling af et mindre beløb end påstået.

Klageren har anført, at han med indklagede indgik aftale om saldokvittering mod betaling af 150.000 kr. Indklagede fragik efterfølgende denne aftale, hvorfor man bør tilbagebetale 18.000 kr. Klageren bestrider, at der er tale om et erhvervsmæssigt engagement.

Indklagede har til støtte for afvisningspåstanden anført, at klagen vedrører et erhvervsmæssigt engagement, hvorfor Ankenævnet bør afvise klagen efter vedtægternes § 2, stk. 3.

Til støtte for frifindelsespåstanden har indklagede anført, at der ikke er indgået nogen aftale med klageren om akkord mod betaling af 150.000 kr.

Ankenævnets bemærkninger:

Ankenævnet finder ikke grundlag for at afvise klagen, da den angår en tvist om opnåelse af en akkord, efter at klageren var ophørt med sin erhvervsmæssige virksomhed.

Det findes ikke godtgjort, at klageren med indklagede indgik aftale om opnåelse af en akkord, således at klageren ville være frigjort mod indbetaling af 150.000 kr.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.