Indsigelse mod udbetaling af låneprovenu fra et fælles kreditforeningslån til en konto som alene klagers ægtefælle havde rådighed over.

Sagsnummer:328/2015
Dato:18-03-2016
Ankenævn:Kari Sørensen, Karin Duerlund, Inge Kramer, Troels Hauer Holmberg, Finn Borgquist
Klageemne:Realkreditbelåning - øvrige spørgsmål
Forældelse - øvrige spørgsmål
Passivitet - øvrige spørgsmål
Ledetekst:Indsigelse mod udbetaling af låneprovenu fra et fælles kreditforeningslån til en konto som alene klagers ægtefælle havde rådighed over.
Indklagede:Danske Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører indsigelse mod afregning af et låneprovenu fra et fælles kreditforeningslån optaget af klageren og klagerens daværende ægtefælle M til en konto hos Danske Bank, som kun M havde rådighed over samt indsigelse mod uberettiget disponering af låneprovenuet.

Sagens omstændigheder

Klageren og klagerens daværende ægtefælle M havde en fælles budgetkonto i Danske Bank. M havde derudover en kassekredit konto -083 i Danske Bank. Klageren havde efter det oplyste en anden bank som sin primære bankforbindelse.

Klageren og M finansierede i 2010 deres fælles huskøb på ca. 3,5 mio. kr. gennem Realkredit Danmark og Danske Bank.

Efter en større renovering vurderede Realkredit Danmark i 2011 den fælles ejendom til ca. 5,5 mio. kr. På baggrund heraf optog klageren og M i slutningen af 2011 et obligationslån på 1.028.000 kr. i ejendommen.

Klageren har oplyst, at formålet med lånet var at indfri dyrere lån.

Af aftale af 23. december 2011 med banken om finansiering og tinglysning, der blev digitalt underskrevet af klageren og M, fremgik blandt andet:

”…

Afregning

Når sagen afsluttes, skal saldoen på omprioriteringskontoen afregnes over vores konto … -083

Omprioriteringskonto

For at gennemføre denne aftale opretter Danske Bank en omprioriteringsaftale i vores navn, hvor alle udlæg i forbindelse med ekspeditionen kan hæves.

…”

Obligationslånet blev den 11. januar 2012 udbetalt med 1.016.328,45 kr. på klageren og M’s fælles omprioriteringskonto -849 i Danske Bank.

Efter omkostninger udgjorde låneprovenuet på omprioriteringskontoen 992.628 kr. Heraf blev 412.144 kr. overført til indfrielse af tre af gældsposterne. Restindeståendet på samlet ca. 580.000 kr. blev overført til M’s kassekredit konto -083. Via denne konto blev der efter det oplyste i januar 2012 indfriet bl.a. to gældsposter, dels 200.000 kr. til klagerens forældre, dels 153.707,47 kr. til indfrielse af klagerens gæld vedrørende salg af en lejlighed.

Klagerens kassekredit samt billån, der var optaget i andet pengeinstitut, blev efter det oplyste ikke indfriet.

Klageren henvendte sig den 20. juni 2013 til Danske Bank, da klageren ønskede et overblik over, hvordan fælleslånet var disponeret, efter låneprovenuet var afregnet til M’s kassekredit konto i Danske Bank. Det fremgik af henvendelse, at M kort tid forinden havde forladt klageren.

Af mail af 24. juni 2013 fra Danske Bank til klageren fremgår bl.a. følgende:

”…

I forbindelse med det tillægslån på ca kr 1 mill, som I hjemtog fra RD, har jeg noteret at I vil bruge pengene til følgende:

at indfri følgende lån, hvilket giver følgende ydelsesbesparelse:

Yaris 2,500

Fiat 1,900

Kassekredit … [M] 1,000

Kassekredit … [Klageren] 1,103

[Klagerens] … forældre 0

Boliglån 6,000

Porcelænshaven 4,000

Og jeg kan bekræfte at de kr 200.000 er indbetalt på jeres boliglån og det var den 11/1 2012.

…”

I mailen oplyste banken endvidere, at banken ikke kunne udtale sig om det engagement, der alene stod i M’s navn.

Klageren udbad sig den 26. juni 2013 igen en redegørelse for, hvordan der var disponeret over det resterende låneprovenu udbetalt til M’s kassekredit konto -083.

Banken redegjorde herefter den 12. juli 2013 yderligere for disponeringen af låneprovenuet.

Den 6. januar 2014 anmodede klageren om et møde med banken og M til afklaring af anvendelsen af fælleslånet, da M i forbindelse med parternes skilsmisse havde gjort et krav gældende mod klageren.

M ønskede ikke at deltage i mødet og henviste til, at klageren måtte afvente en bodeling. Danske Bank har oplyst, at de anbefalede klageren og M at finde en løsning potentielt med bistand fra en advokat.

Klageren og M blev skilt i juni 2015.

Parternes påstande

Den 7. oktober 2015 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Danske Bank skal betale klageren erstatning.

Danske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at Danske Bank uden hendes viden og accept overførte provenuet fra et fælles lån til en konto hos banken, som alene hendes tidligere ægtefælle havde rådighed over.

Dette medførte, at hendes kassekredit og billån ikke blev indfriet som aftalt.

Danske Bank var bekendt med, hvad lånet skulle bruges til, og banken er derfor ansvarlig for at gøre et fælles lån, der var møntet på indfrielse af syv bestemte gældsposter utilgængeligt for hende.

Banken har ved sine handlinger og mangel på samme kun tjent egne og M’s interesser. Der var tale om et fælles lån, og banken burde derfor også have varetaget hendes interesser.

Det fremgik af lånedokumentet, at afregning ville ske over ”vores konto”. Banken burde derfor også, uanset at det fremgik, at der ville ske afregning til konto -083, loyalt have oplyst hende om, at der med ”vores konto” var tale om en konto, som hun hverken rådede over eller kunne få indsigt i.

Hun havde ikke fælles økonomi med M, selvom de var gift. De havde én fælles konto i Danske Bank, og banken burde have sikret sig, at hun var indstillet på, at et fælles lån blev afregnet til en konto kontrolleret af M.

Overførslen til M’s konto løste en række af M’s personlige økonomiske udfordringer, herunder SKATs lønindeholdelse som følge af manglende tilbagebetaling af SU. Dette var også grunden til, at Danske Bank valgte at overføre provenuet til M’s konto.

Der er gjort indsigelse, og der skal tages hensyn til, at M i årevis har udsat hende for psykisk vold.

M sørgede også for at skjule, at han løbende havde forbrugt pengene. Hun var ikke med til at forbruge pengene, da de havde separate privatøkonomier.

Danske Bank har anført, at klagen bør afvises, da kravet er forældet i henhold til lov om forældelse.

Hvis sagen optages til realitetsbehandling har Danske Bank anført, at klageren selv har accepteret, at lånet blev udbetalt til og disponeret af M fra M’s konto.

Banken har ikke haft mulighed for at vide, at der ikke blev disponeret over låneprovenuet i henhold til det aftalte.

Klageren har udvist en sådan passivitet i forbindelse med M’s disponering af låneprovenuet fra hans konto, at klageren har fortabt sin indsigelsesret overfor banken som udtrykt i klagen.

Banken har i øvrigt ikke handlet ansvarspådragende.

Klageren havde fuldt kendskab til, hvor mange penge parret lånte, klageren deltog i parrets økonomiplanlægning og klageren har modtaget kontoudskrift på indfrielse af boliglånet. Klageren havde derfor kendskab til hvilken konto lånet blev udbetalt på, og til dispositionerne af lånet, i hvert fald til de dispositioner af låneprovenuet, der var til hendes fordel.

Klageren bør rette et eventuelt krav mod sin eksmand.

Ankenævnets bemærkninger

Klageren optog i januar 2012 sammen med sin daværende ægtefælle M et obligationslån i parrets fælles ejendom. Provenuet blev i overensstemmelse med en af klageren M underskrevet aftale afregnet til konto -083, som i aftalen var anført som ”vores” konto, uanset at den omtalte konto var M’s kassekredit konto hos Danske Bank.

Ankenævnet finder, at afregning af et fælleslån som udgangspunkt bør ske til en fælles konto, medmindre det klart fremgår af aftalen, at låntagerne har ønsket andet.

Under hensyntagen til formuleringen af aftalen burde banken have gjort opmærksom på, at der var tale om afregning til M’s konto og ikke en fælleskonto, som aftalens formulering ellers kunne give anledning til at tro.

Ankenævnet finder imidlertid, at klageren allerede i januar 2012, hvor bl.a. to af klagerens gældsposter blev indfriet, må have været bekendt med, at låneprovenuet blev afregnet til en konto, som klageren ikke kunne disponere over. Ved først at have henvendt sig herom til banken i juni 2013 og til Ankenævnet i oktober 2015, findes klageren derved at have accepteret de skete dispositioner.

Klageren får derfor ikke medhold i sin påstand.

Ankenævnets afgørelse