Tilbageførsel af aktiehandel foretaget via onlinesystem.
| Sagsnummer: | 190/2005 |
| Dato: | 07-11-2005 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Hans Daugaard, Lotte Aakjær Jensen, Ole Jørgensen |
| Klageemne: |
Værdipapirer - afregningskurs
Netbank - værdipapirer |
| Ledetekst: | Tilbageførsel af aktiehandel foretaget via onlinesystem. |
| Indklagede: | Nordea Bank Danmark |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne klage vedrører indklagedes tilbageførsel af en værdipapirhandel indgået via indklagedes system for online investering.
Sagens omstændigheder.
Klageren er tilknyttet indklagedes system for online investering.
Den 25. april 2005 kl. 10.40 effektuerede indklagede en af klageren indlagt købsordre om køb af tre stk. AP Møller Mærsk aktier (B-aktier) til 45.000 kr. pr. aktie. Indklagede annullerede samme dag handlen.
Indklagede har om baggrunden for handlens annullering anført, at et børsmæglerselskab ved en indtastningsfejl havde udbudt et antal AP Møller Mærsk aktier (B-aktier) med en limit ned til kurs 2, uanset den aktuelle kurs lå omkring 55.000 til 55.300. Som følge af fejlen blev et større antal handler gennemført, hvilket medførte, at aktien blev handlet væsentligt ned i kurs.
Klageren har anført, at hun blev kontaktet af indklagede flere gange den 25. april 2005 med anmodning om at godkende, at handlen blev tilbageført, hvilket hun afslog. Efter to gange at have afslået at lade handlen gå tilbage blev hun ved en tredje opringning truet med, at indklagede ville opsige hendes abonnement på online investering. Som følge heraf solgte hun straks via online systemet fire andre aktieposter. Indklagede har ikke bestridt klagerens oplysning om at have truet med opsigelse af klagerens online abonnement.
Ved skrivelse af 22. april 2005 redegjorde indklagede om de nærmere omstændigheder for tilbageførslen af fondsordren. Indklagede oplyste bl.a., at over 100 handler mellem forskellige markedsdeltagere på Københavns Fondsbørs var blevet annulleret som følge af fejlen, og at annullering af handler, som er foretaget af åbenlyse fejl, var brancekutyme.
Under en yderligere korrespondance med klageren oplyste indklagede ved skrivelse af 30. juni 2005, at tilbageførslen af handlen skete med henvisning til aftalelovens § 32.
Af en af indklagede indhentet erklæring fra Københavns Fondsbørs af 12. juli 2005 fremgår:
"[Indklagede] kontaktede den 11. juli 2005 Københavns Fondsbørs, for at få oplyst hvor mange handler som blev annulleret fra handelssystemet, i forlængelse af den fejlordre som blev registreret den 25. juli [rettelig april] 2005 kl. 10.39.43.
I forbindelse med fejlordren blev der gennemført et større antal handler, og aktien blev handlet ned i kurs 2. Mange af de handler som blev gennemført kl. 10.39.43 blev efterfølgende annulleret.
I alt blev der annulleret mere end 70 handler i kursintervallet 2 til 54.500.
Efter at annulleringerne var gennemført, var den laveste tilbageværende kurs fra handler indgået kl. 10.39.43 og sekunderne efter på 53.500 kr.
Vedlagt findes udsnit af kurslisten for handelsdagen den 25. april 2005. Af udsnittet fremgår, at dagens laveste kurs blev handlet til 45.700. Denne handel blev gennemført kl. 10.40.08 i forbindelse med genopbygning af ordrebogen, efter at fejlordren kl. 10.39.43 havde matchet alle købsordrer i ordrebogen."
Parternes påstande.
Klageren har den 6. juli 2005 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at hun "ønsker tilbageførsel af køb af 3 APM B aktier annulleret. Værdi kr. 42300. alternativt kompensation for tab ved salg af aktieposter 9130 godtgjort."
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at hun ikke finder, at indklagede var berettiget til at tilbageføre handlen. Først henviste indklagede til branchekutyme og senere til aftalelovens § 32.
Under den tredje af indklagedes telefoniske henvendelser den 25. april 2005 truede indklagede direkte med at ville opsige hendes abonnement på online investering, hvis hun ikke accepterede tilbageførslen. Det afslog hun og solgte derfor ud af sit depot, hvorved hun blev påført et tab, som hun har opgjort til 9.130 kr.
Indklagede har anført, at det var berettiget at tilbageføre handlen, idet der forelå en åbenlys fejlhandel som følge af indtastningsfejlen fra et børsmæglerselskab.
Klageren har handlet via onlinesystemet på Københavns Fondsbørs og må derfor være underlagt samme vilkår som andre markedsdeltagere på Fondsbørsen. Det er markedskutyme blandt pengeinstitutter, børsmæglere og andre professionelle investorer, at åbenlyse fejlhandler omgående annulleres. Kutymen er en væsentlig del af det velfungerende børsmarked i Danmark. Såfremt det antages, at klageren ikke skulle være bundet af den gældende branchekutyme blandt professionelle, ville det betyde, at sådanne brugere kunne indlægge limiterede købsordrer væsentligt under den aktuelle børskurs i håb om fejlhandler.
Indklagede var desuden berettiget til at annullere handlen i medfør af aftalelovens § 32, stk. 1, hvorefter den, der har afgivet en viljeserklæring, som ved fejlskrift eller anden fejltagelse fra hans side har fået et andet indhold end tilsigtet, ikke er bundet ved erklæringen indhold, hvis den, til hvem erklæringen er afgivet, indså eller burde indse, at der forelå en fejltagelse. I det foreliggende tilfælde forelå der en klar fejlskrift eller anden fejltagelse i forbindelse med udbuddet af AP Møller aktierne.
En gennemførelse af åbenlyse fejlhandler strider endvidere mod § 3 i værdipapirhandelsloven, hvorefter enhver værdipapirhandel skal udføres på redelig måde og i overensstemmelse med god værdipapirhandelsskik.
Klagerens tab ved salget af de øvrige aktier kan ikke gøres gældende over for indklagede. Indklagede har ikke været involveret i disse handler. At klageren valgte at sælge papirerne på et tidspunkt, hvor det gav hende et tab, er indklagede uvedkommende. Klageren har telefonisk oplyst, at salget var begrundet i hendes utilfredshed med indklagede.
En opsigelse af klagerens adgang til online handel ville ikke hindre klageren i at sælge de pågældende papirer på anden vis.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Det må lægges til grund, at effektueringen af den købsordre, som klageren havde indlagt i indklagedes online system om køb af tre stk. AP Møller Mærsk aktier, skete som følge af, at en anden markedsdeltager på Københavns Fondsbørs ved en fejl havde udbudt et antal aktier med en limit ned til kurs 2, uanset at det aktuelle kursniveau var omkring 55.000 kr. pr. aktie.
Ankenævnet finder, at klageren måtte indse, at det beroede på en fejl, at hendes købsordre blev effektueret til kurs 45.000. Ankenævnet har herved lagt vægt på, at der ikke foreligger oplysninger om, at AP Møller aktien i perioden forud for handlens gennemførelse var blevet handlet på dette kursniveau, men derimod på et væsentligt højere kursniveau, samt at der ikke i markedet var fremkommet sådanne belastende oplysninger, som kunne sandsynliggøre et kursfald til dette niveau. Som følge heraf finder Ankenævnet, at indklagede i medfør af aftalelovens § 32, stk. 1, var berettiget til at annullere handlen.
Ankenævnet finder, at indklagedes underretning til klageren om, at man muligt ville opsige klagerens adgang til online handel, ikke kan medføre, at indklagede pålægges at dække klagerens mulige tab, idet klagerens salg af aktierne ikke kan anses for en påregnelig følge af indklagedes handlemåde.
Som følge af det anførteKlagen tages ikke til følge.