Indekskontrakter. Krav om garanti for udbetalingsperiodes længde.
| Sagsnummer: | 169/2002 |
| Dato: | 02-10-2002 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, Karin Duerlund, Kåre Klein Emtoft, Bjarne Lau Pedersen, Jørn Ravn |
| Klageemne: |
Indekskonto - udbetalingsperiodens længde
|
| Ledetekst: | Indekskontrakter. Krav om garanti for udbetalingsperiodes længde. |
| Indklagede: | Sydbank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører spørgsmålet, om indklagede i forbindelse med indgåelse af aftale om udbetaling i henhold til klagerens indekskontrakter er forpligtet til at frafalde et forbehold om udbetalingsperiodens længde.
Sagens omstændigheder.
Klageren, der er født i 1935, oprettede i 1968 seks indekskontrakter. Af aftalen fremgår blandt andet:
"1. […] Sparekassen opretter i kontohaverens navn en indekskonto, der forrentes med sparekassens højeste indlånsrente, for tiden 6½% p.a., og en overrente, for tiden ½% p.a.
2.Kontohaveren indskyder i indeværende kalenderår senest 31/12 en grundindbetaling på det af aftalen omfattede antal indekskontrakter gange 111,64 kr. og i de efterfølgende kalenderår til og med 2002 senest den 31/12 en årlig indbetaling, der udgør grundindbetalingen pristalsreguleret i henhold til loven. Grundindbetalingen er ved benyttelse af en grundrente på 4 ¼% p.a. beregnet på grundlag af en aftalt udbetalingsperiode på 15 år.
3.A. Fra den 1. i måneden efter kontohaverens fyldte 67. år udbetales kontoens indestående til denne i månedlige beløb af en sådan størrelse, som kontoens indestående forrentet gennem den aftalte udbetalingsperiode med grundrenten berettiger til. Til kontohavere, som er berettigede til, og som ønsker at modtage statens indekstillæg, sker udbetalingerne dog for hver af de af aftalen omfattede indekskontrakter mindst med det beløb, der sammenlagt med det under B omtalte indekstillæg ville udgøre 1/12 af den årlige pristalsregulerede ydelse. Udbetalingerne fortsætter med de således beregnede beløb, indtil kontoens indestående er opbrugt, uanset om den faktiske udbetalingsperiode herved bliver længere eller kortere end den aftalte."
I begyndelsen af 2002 rettede klageren henvendelse til indklagede om påbegyndelse af udbetalingerne. Klageren ønskede udbetaling med variabel grundrente.
Indklagede anmodede klageren om at underskrive en erklæring vedrørende udbetaling, hvoraf ønsket om udbetaling med variabel grundrente fremgik. Endvidere fremgik blandt andet:
"Jeg er bekendt med:
- at udbetalingsperioden kan blive kortere end den aftalte periode- at statens indekstillæg kun ydes, så længe der kan udbetales en fuld månedlig ydelse fra kontoen."
Ved underskrivelsen af erklæringen tog klageren forbehold for accepten af, at udbetalingsperioden kunne blive kortere end aftalt.
Parternes påstande.
Den 22. april 2002 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med følgende påstand:
"at linien: - at udbetalingsperioden kan blive kortere end den aftalte periode. ikke forekommer i : Erklæring ved udbetaling af indekskonto"
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at hun ikke er forpligtet til at acceptere en kortere udbetalingsperiode end 15 år.
Det fremgår af aftalen, at udbetalingsperioden er 15 år, hvilket indklagede er forpligtet til at respektere og opfylde.
Indklagede bør derfor slette forbeholdet i den erklæring, som hun blev anmodet om at underskrive i forbindelse med indgåelse af aftale om udbetaling.
Indklagede har anført, at det fremgår af aftalen om indekskontrakterne, at udbetalingsperioden kan blive både længere eller kortere end de aftalte 15 år.
Af § 14, stk. 2, i lov nr. 960 af 25. oktober 2000 om pristalsreguleret alderdomsopsparing i pengeinstitutter fremgår, at såfremt indekskontoen i dele af ind- eller udbetalingsperioden forrentes med en rente, der er utilstrækkelig til at sikre månedlig udbetaling efter reglerne i § 10 gennem hele den aftalte udbetalingsperioden, vil udbetalingsperioden blive afkortet.
Ifølge aftalen og bekendtgørelsen er klageren alene garanteret indklagedes højeste indlånsrente på indekskontoen, og idet denne rente ikke er fast i hele udbetalingsperioden, er indklagede ikke i stand til at garantere klageren, at udbetalingsperioden på 15 år vil kunne opretholdes.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Ved udbetaling af indeksopsparing med variabel grundrente tilstræbes det, at den aftalte udbetalingsperiode fastholdes, idet udbetalingerne løbende reguleres i forhold til det aktuelle renteniveau.
Det kan imidlertid ikke pålægges indklagede over for klageren at indestå for, at udbetalingsperioden rent faktisk vil blive på mindst 15 år.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.