Overførsel af puljepension. Negativt afkast.
| Sagsnummer: | 511/1990 |
| Dato: | 06-03-1991 |
| Ankenævn: | Frank Poulsen, Bjørn Bogason, Niels Bolt-Jørgensen, Peter Møgelvang-Hansen, Lars Pedersen |
| Klageemne: |
Puljepension - negativt afkast
|
| Ledetekst: | Overførsel af puljepension. Negativt afkast. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Efter at klageren havde anmodet indklagedes Århus afdeling om at overføre hans puljepension hos indklagede til Århus Andelskasse meddelte afdelingen ved skrivelse af 2. november 1990 klageren, at overførsel af kapitalpensionskonti med tilmeldt puljeordning krævede, at negativt afkast på overførselstidspunktet blev betalt kontant af egne frie midler, eller at kontoen forblev hos indklagede indtil det negative afkast var udlignet enten ved at forblive i samme pulje eller ved flytning til en anden pulje.
Klageren har herefter indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at godtgøre ham det negative afkast og at overføre puljepensionen til Århus Andelskasse.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Til støtte for påstanden har klageren anført, at han ved indgåelsen af aftalen om puljepension i 1981 fik tilsagn fra indklagede om, at puljepensionskontoen ville give positivt afkast. Det forhold, at puljepensionskontoens afkast nu er negativt skyldes, at indklagede har fejlinvesteret indeståendet på kontoen, hvorfor indklagede selv må være forpligtet til at dække det negative afkast.
Indklagede har anført, at klageren til enhver tid kan få overført sin kapitalpensionskonto til et andet pengeinstitut, såfremt det negative afkast betales af egne frie midler, eller overførselstidspunktet udskydes til det negative afkast er udlignet. Endvidere kan kontoen overføres med det negative afkast, såfremt modtagerpengeinstituttet er indforstået med at udligne det negative afkast hos indklagede og fortsætte kontoen med det negative afkast. Da klageren selv bærer risikoen for det negative afkast, kan kontoen således først overføres til Århus Andelskasse, når det negative afkast hos indklagede er udlignet.
Ankenævnets bemærkninger:
Indledningsvis bemærkes, at der ikke er grundlag for at fastslå, at det negative afkast på klagerens konto skyldes fejlinvestering fra indklagedes side, og at klagerens påstand, hvis den tages til følge, vil indebære, at det konstaterede negative afkast må bæres af de øvrige deltagere i den pulje, hvori klagerens pensionsopsparing har været anbragt.
Herefter og da skattedepartementet ved skrivelse af 19. november 1987 har meddelt, at negativt afkast kan overføres til andet pengeinstitut, har indklagede i forbindelse med overførslen af klagerens kapitalpensionskonto til et andet pengeinstitut været beføjet til at kræve det negative afkast på kontoen betalt enten af klageren selv eller modtagende pengeinstitut.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.