Spørgsmål om ydelse skulle ændres som følge af rentestigning.
| Sagsnummer: | 296 /1995 |
| Dato: | 02-04-1996 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Niels Busk, Mette Reissmann, Erik Sevaldsen, Jens Ole Stahl |
| Klageemne: |
Udlån - løbetid
|
| Ledetekst: | Spørgsmål om ydelse skulle ændres som følge af rentestigning. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Ved gældsbrev af 19. marts 1987 ydede et pengeinstitut, der senere er fusioneret med indklagede, klageren et lån på 214.844 kr. Lånets formål var dels udbetaling vedrørende et huskøb, dels indfrielse af klagerens gæld i dennes tidligere pengeinstitut. Rentesatsen var 15,75% p.a., og lånet skulle afvikles med 3.000 kr. pr. måned, første gang 1. maj 1987. Lånet blev sikret ved et ejerpantebrev på 100.000 kr. samt kaution fra to familiemedlemmer. Kautionen var beløbsbegrænset til henholdsvis 30.000 kr. og 100.000 kr.
Af gældsbrevets betalingsbetingelser fremgår følgende:
"1. Aftalt tilbagebetaling.
Det skyldige beløb med påløbne omkostninger tilbagebetales med lige store ydelser/afdrag - renter jfr. forsiden, idet dog opmærksomheden henledes på bankens opsigelsesmulighed efter punkt 8 og 9.
Ved renteændringer foretages justering i den aftalte løbetid. Ved væsentlige renteændringer m.v. forbeholder banken sig ret til at foretage ændringer i ydelsernes størrelse for at fastholde den aftalte løbetid. Ydelserne anvendes forlods til betaling af renter og andre løbende omkostninger."
Med virkning fra 1. maj 1991 blev ydelsen forhøjet til 4.000 kr. pr. måned.
Den 9. marts 1995 overgav indklagede lånet, der da havde en restgæld på 150.804,17 kr., til inkasso.
Den 15. marts 1995 underskrev klageren et frivilligt forlig for lånet samt anden gæld til indklagede, der pr. 14. marts 1995 i alt udgjorde 233.938,33 kr.
Klageren har ved klageskema af 21. april 1995 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at nedsætte restgælden på lånet til "det, der ville være normalt for tilsvarende lån".
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at størrelsen af lånets restgæld er forkert, idet denne trods afvikling i overensstemmelse med aftalen er steget i de første år af afviklingsforløbet. Indklagede burde ved rentestigningen have ændret ydelsen, således at den forudsatte løbetid kunne overholdes. Der skulle ikke betales renteafgift af lånet, hvorfor løbetiden må have været forudsat til 8 år. Han underskrev det frivillige forlig for at afværge, at kautionisternes forpligtelser blev aktuelle.
Indklagede har anført, at klageren siden lånets etablering har modtaget kontoudtog samt årsopgørelser, hvoraf restgælden på lånet fremgik. I november 1988 steg renten til 16,5% p.a., og i november 1989 til 18% p.a. Den forhøjede rente bevirkede, at saldoen ultimo 1990 oversteg den oprindelige hovedstol med et beskedent beløb. Lånet har igennem årene fulgt den rentesats, som var normal for den pågældende lånetype. Det afvises, at man har tilkendegivet, at et lån af den størrelse og med den aftalte ydelse skulle kunne afvikles på 8 år. Ved underskrivelse af det frivillige forlig i marts 1995 fremkom klageren ikke med indvendinger mod lånet.
Ankenævnets bemærkninger:
Af gældsbrevet fremgår det, at der ved renteændringer foretages justering i den aftalte løbetid, og at indklagede var berettiget til ved væsentlige renteændringer at foretage ændringer i lånets ydelse, men indklagede var ikke forpligtet hertil. Klageren måtte derfor indse, at lånets løbetid kunne ændres som følge af de skete renteændringer. Allerede som følge heraf tages klagerens påstand ikke til følge, hvorfor
Klagen tages ikke til følge.