Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Størrelse af rykkergebyr, opkrævning af misligholdelsesrente.

Sagsnummer: 167 /2000
Dato: 21-12-2000
Ankenævn: Peter Blok, Lisbeth Baastrup, Karin Duerlund, Kåre Klein Emtoft, Niels Bolt Jørgensen
Klageemne: Rente - overtræk
Gebyr - rykkergebyr
Ledetekst: Størrelse af rykkergebyr, opkrævning af misligholdelsesrente.
Indklagede:
Øvrige oplysninger: OF
Senere dom:
Pengeinstitutter

Medhold klager


Indledning.

Denne klage vedrører klagerens afvikling af en købekontrakt, i hvilken forbindelse indklagede opkrævede rykkergebyrer samt forhøjede købekontraktens rente.

Sagens omstændigheder.

I januar 1997 købte klageren, der driver køreskolevirksomhed, en BMW til brug for virksomheden. Købesummen var 160.000 kr., og bilen blev købt på købekontrakt med ejendomsforbehold med en udbetaling på 32.000 kr. Det resterende beløb udgjorde 128.000 kr. med tillæg af stiftelsesomkostninger på 6.529 kr., i alt 134.539 kr. Indklagede, der er et finansieringsselskab ejet af et pengeinstitut, fik tiltransporteret købekontrakten.

Ifølge købekontrakten skulle restkøbesummen afvikles med en månedlig ydelse på 3.270 kr., første gang 1. marts 1997. Beløbet skulle forrentes med p.t. 7,5% p.a. svarende til indklagedes moderselskab, S', kassekreditrente til private. Hvis betaling af ydelserne ikke skete via PBS, ville der blive opkrævet et gebyr på 45 kr. pr. betaling.

Klageren afviklede gælden uregelmæssigt. Ved restancer fremsendte indklagede rykkerskrivelse og debiterede rykkergebyr herfor. Indklagedes rykkergebyr udgjorde 250 kr. for 1. rykker og 350 kr. for 2. og 3. rykker.

Af kontoudtog fremgår, at indklagede i alt har opkrævet følgende rykkergebyrer:

1997:

950 kr.

1998:

2.900 kr.

1999:

4.150 kr.

Herudover har indklagede opkrævet gebyr ved notering af udlæg samt ved rykker for betaling af forsikring.

Efter at indklagede under sagens forberedelse har erklæret at frafalde rykkergebyrer for i alt 2.950 kr., har indklagede ikke for nogen sammenhængende restanceperiode opkrævet mere end 3 rykkergebyrer. De gebyrer, der frafaldes, er følgende:

23. september 1998

kr. 350

27. oktober 1998

kr. 250

11. november 1998

kr. 350

25. marts 1999

kr. 350

13. april 1999

kr. 350

27. april 1999

kr. 350

26. maj 1999

kr. 250

11. juni 1999

kr. 350

25. juni 1999

kr. 350

Ved skrivelse af 24. marts 1999 opsagde indklagede lånet som følge af misligholdelse, idet lånet var i restance med ydelsen for marts måned; februar-ydelsen var betalt den 8. marts 1999. Indklagede anførte, at sagen ville blive overgivet til retslig inkasso, såfremt restgælden ikke blev betalt senest den 31. marts 1999.

Klageren genoptog afviklingen, og indklagede undlod at overgive engagementet til inkasso.

Klageren har anført, at han den 15. juli 1999 var udsat for et færdselsuheld, der medførte, at bilen var på værksted i 1½ måned.

Klageren betalte august-ydelsen den 2. august 1999. September-ydelsen blev indbetalt 1. september 1999, men tilbageførtes den 6. s.m.

Den 13. og 28. september 1999 debiterede indklagede henholdsvis 250 kr. og 350 kr. for udsendte rykkerskrivelser.

Ved skrivelse af 11. oktober 1999 meddelte indklagede, at lånet som følge af restance med 2 måneders ydelse blev opsagt til fuld indfrielse senest den 18. s.m.

Den 13. oktober 1999 debiterede indklagede gebyr for opsigelsen med 350 kr.

Den 20. oktober 1999 tilbageførte indklagede de i 1999 hidtil tilskrevne renter på i alt 5.234,57 kr., hvorefter restgælden var 63.265,26 kr.

Indklagede har anført, at baggrunden for tilbageførslen af rentebeløbet var, at klageren ikke skulle opnå rentefradrag, når engagementet var misligholdt, og renterne ikke blev betalt.

Ved skrivelse af 5. november 1999 meddelte S, at sagen var overdraget S "til videre opfølgning"; samtidig meddeltes, at sagen nu var overgivet til advokat med henblik på at søge lånet inddrevet.

Ved skrivelse af 8. november 1999 tog indklagedes advokat restgælden til inkasso.

Den 9. november 1999 indbetalte klageren direkte til indklagede 6.000 kr.

Klageren har oplyst, at bilen den 21. december 1999 blev totalskadet, i hvilken forbindelse forsikringssummen blev udbetalt til indklagedes advokat.

Den 20. januar 2000 afregnede advokaten sagen til S således:

"Hovedstol

63.265,26

Indvundne renter

8.607,99

Afregnet à conto til Dem

3.810,00

Betalt direkte til Dem af debitor

6.000,00

den 9.11.99

Balance

62.062,99

---------------------------------

71.872,99

71.872,99

---------------------------------

Saldo Dem tilgode

62.062,99

---------------

hvilket beløb vedlægges i check."

Ved skrivelse af 20. januar 2000 rettede klageren henvendelse til indklagede med en række spørgsmål om gældens afvikling, herunder forrentningen i 1999; klageren antog, at gælden var forrentet med 13% p.a. i hele 1999. Ved skrivelse af 27. s.m. redegjorde indklagede for betalingerne ved gældens indfrielse og bekræftede, at gælden i 1999 var renteberegnet med 13% "idet den forhøjede sats er udløst af, at lånet har været misligholdt."

Parternes påstande.

Klageren har den 27. april 2000 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at nedsætte og tilbagebetale opkrævede rykkergebyrer samt tilbagebetale for meget opkrævet rente.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at indklagedes rykkergebyrer er urimeligt høje.

Han stiller sig uforstående over for, at renten for hele 1999 blev tilbageført for derefter at blive beregnet med 13% i rente. Samtidig forhindrede indklagede ham i at opnå rentefradrag for 1999.

Også opkrævningsgebyret på 45 kr. er urimeligt stort.

Indklagede har anført, at de opkrævede rykkergebyrer er opkrævet med rette.

Med hensyn til størrelsen af gebyrerne følger det af Ankenævnets kendelse i sag 349/1999 af 30. december 1999, at Ankenævnets flertals praksis med hensyn til rykkergebyrets størrelse, som blev fastlagt ved kendelse afsagt den 29. juni 1999, alene finder anvendelse på gebyrer opkrævet efter den 29. juni 1999.

Der bør ikke ske en nedsættelse af de opkrævede gebyrer.

Klagerens køb af den omhandlede bil var ikke et forbrugerkøb, da klageren anvendte bilen til brug for sin køreskolevirksomhed. Rentelovens § 5 om maksimum for morarentens størrelse gælder herefter ikke i forhold til klageren, jf. samme lovs § 7.

Blandt finansieringsselskaber må det anses for sædvane, at der i ikke-forbrugerforhold kræves en misligholdelsesrente, som overstiger rentelovens maksimum for forbrugerforhold.

Indklagedes overtræksrente på 6% p.a. fremgår af indklagedes prisliste, som klageren fik udleveret i forbindelse med underskrivelsen af købekontrakten.

Indklagedes tilbageførsel den 20. oktober 1999 af renter var berettiget. Indklagede har dog har ændret praksis, således at kun renter påløbet efter en misligholdelse ikke tilskrives fordringen, så længe renterne ikke betales.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Ankenævnet finder, at en ret til at forhøje renten på et lån i anledning af misligholdelse må være betinget af, at pengeinstituttet eller finansieringsselskabet har forbeholdt sig denne ret i selve lånekontrakten (købekontrakten) eller i hvert fald i almindelige betingelser eller lignende, hvortil der henvises i lånekontrakterne, og som er udleveret til låntageren. Denne forudsætning er ikke opfyldt i det foreliggende tilfælde, hvor indklagedes overtræksrente alene fremgik af indklagedes prisliste. Indklagede kunne i forbindelse med opsigelsen af lånet have afgivet påkrav efter rentelovens § 3, stk. 2, om forhøjelse af renten til rentelovens rente, men et sådant påkrav er ikke givet. Indklagede kan herefter for 1999 og 2000 alene kræve gælden forrentet med lånets sædvanlige produktrente.

De rykkergebyrer til et samlet beløb af 2.950, som indklagede har erklæret at ville frafalde, skal ved opgørelsen tilbageføres med valør de respektive opkrævningstidspunkter.

I overensstemmelse med Ankenævnets kendelse af 30. september 1999 i sag 349/1999 finder Ankenævnet ikke grundlag for at gribe ind over for størrelsen af de rykkergebyrer, der er opkrævet af indklagede forud for den 29. juni 1999.

Vedrørende de gebyrer, der er opkrævet efter dette tidspunkt, udtaler tre medlemmer - Peter Blok, Lisbeth Baastrup og Kåre Klein Emtoft:

Indklagede har den 13. og 28. september 1999 opkrævet rykkergebyrer på henholdsvis 250 kr. og 350 kr. Vi finder endvidere, at opsigelsesgebyret på 350 kr. opkrævet den 13. oktober 1999 må sidestilles med et rykkergebyr. I overensstemmelse med flertallets opfattelse i Ankenævnets kendelse af 29. juni 1999 i sagerne 370/1998 og 453/1998 finder vi, at de nævnte 3 gebyrer hver bør nedsættes til 100 kr., således at indklagede skal godtgøre klageren henholdsvis 150 kr., 250 kr. og 250 kr. med valør opkrævningstidspunkterne.

To medlemmer - Karin Duerlund og Niels Bolt Jørgensen - udtaler:

Vi finder ikke grundlag for at fastslå, at størrelsen af gebyrerne overstiger det rimelige, og stemmer derfor for ikke at tage klagen til følge på dette punkt.

Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet.

Som følge af det anførte

Indklagede skal inden fire uger foretage en korrigeret opgørelse af klagerens gæld ifølge den omhandlede købekontrakt i overensstemmelse med det foran anførte og udbetale klageren det herved fremkomne overskydende beløb med rente efter renteloven fra den 27. april 2000. Klagegebyret tilbagebetales klageren.