Sagsnummer: | 116/2000 |
Dato: | 06-06-2000 |
Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Kåre Klein Emtoft, Inge Frølich, Ole Reinholdt |
Klageemne: | Tvangsauktion |
Ledetekst: | Spørgsmål om ansvar i forbindelse med gennemførelse af tvangsauktion. |
Indklagede: | |
Øvrige oplysninger: | |
Senere dom: | |
Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne klage vedrører spørgsmålet, om indklagede har pådraget sig erstatningsansvar over for klageren i forbindelse med en tvangsauktion over klagerens ejendom i 1981.
Sagens omstændigheder.
På begæring af Dansk Landbrugs Realkreditfond blev klagerens landbrugsejendom den 7. maj 1981 solgt på tvangsauktion. DLR overtog ejendommen som højestbydende med et bud på 1.640.000 kr. Ved auktionen blev der ikke opnået dækning for indklagedes tilgodehavende, som var på ca. 450.000 kr.
Ejendommen inkl. besætning, driftsinventar og driftsmateriel var den 13. juli 1979 af Jyllands Kreditforening blevet vurderet til 3.470.000 kr.
Umiddelbart efter tvangsauktionen blev ejendommen af DLR videresolgt for 1.886.550 kr. Køberen var bror til en filialbestyrer hos indklagede.
Indklagede gjorde efterfølgende sit tilgodehavende gældende over for klageren. I forbindelse hermed indgav klageren i 1991 en klage til Ankenævnet med påstand om, at indklagede skulle tilpligtes at anerkende, at man havde fortabt sit krav mod hende.
Den 3. april 1992 afsagde Ankenævnet følgende kendelse i sagen (507/1991):
"Ankenævnet finder ikke, at klageren med føje har kunnet opfatte de påberåbte skrivelser fra indklagede som udtryk for, at indklagede havde givet afkald på at gøre sit krav gældende mod klageren. Der er heller ikke grundlag for at anse kravet for fortabt ved passivitet.
Som følge heraf bestemmes: Den indgivne klage tages ikke til følge."
I 1999 opnåede klageren gældssanering, hvorved indklagedes tilgodehavende blev nedsat til 10%.
Parternes påstande.
Den 15. marts 2000 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale erstatning for det tab, hun har lidt ved, at landbrugsejendommen ikke blev solgt i fri handel.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at hun efter sin ægtefælles død i 1978 besluttede at drive landbrugsejendommen videre med hjælp af en bestyrer.
I 1980 indledte hun en gældssaneringssag, som blev bevilget, men som hun aldrig fik mulighed for at gøre brug af. Indklagede undlod at varetage hendes interesser, men styrede sagen frem mod en tvangsauktion. Efterfølgende blev hun bekendt med, at formålet hermed var, at filialbestyrerens bror skulle få mulighed for at overtage ejendommen.
Indklagede burde have vist ansvarlighed over for sit eget pant og have varetaget hendes interesser ved at rådgive om salg i fri handel, såfremt ejendommen ikke kunne redes ved gældssaneringen.
Der kunne ved salg i fri handel være opnået en købesum på 3.470.000 kr., idet handelsværdien var vurderet hertil.
Indklagede har anført, at klagen vedrører de samme forhold, som lå til grund for Ankenævnets afgørelse af 3. april 1992.
Det var ikke indklagede, der begærede ejendommen solgt på tvangsauktion eller erhvervede denne.
Sagen er forældet, idet denne først er rejst mere end 18 år efter salget.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Indledningsvis bemærkes, at de spørgsmål, som klageren har rejst under nærværende klagesag, ikke findes at være behandlet ved Ankenævnets kendelse af 3. april 1992 i sag 507/1991.
De forhold, som klageren anfører til støtte for sit krav om erstatning, må klageren antages at have været bekendt med umiddelbart efter gennemførelsen af tvangsauktionen eller i hvert fald på tidspunktet for indgivelsen af klagen til Ankenævnet i 1991.
Allerede som følge heraf finder Ankenævnet, at klageren er afskåret fra nu at rejse et erstatningskrav over for indklagede.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.