Indsigelse vedrørende transaktioner foretaget med Master-Card ved anvendelse af pinkode i fysisk forretning. Kort ikke bortkommet.
| Sagsnummer: | 392/2022 |
| Dato: | 28-04-2023 |
| Ankenævn: | Vibeke Rønne, Christina B. Konge, George Wenning, Jacob Ruben Hansen og Poul Erik Jensen. |
| Klageemne: |
Betalingstjenester - ikke-vedkendte hævninger
|
| Ledetekst: | Indsigelse vedrørende transaktioner foretaget med Master-Card ved anvendelse af pinkode i fysisk forretning. Kort ikke bortkommet. |
| Indklagede: | Nykredit Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører indsigelse mod transaktioner foretaget med MasterCard ved anvendelse af pinkode i fysisk forretning. Kort ikke bortkommet.
Sagens omstændigheder
Klageren var kunde i Nykredit, hvor han havde en konto med et tilknyttet MasterCard.
Den 10. september 2022 opholdt klageren sig midlertidigt i Brasilien, hvor der blev foretaget tre transaktioner på henholdsvis to gange 1.500 BRL (Brasilianske Real) og 400 BRL med klagerens betalingskort ved brug af chip og pinkode i en fysisk forretning, A.
Klageren har oplyst, at han selv foretog og autoriserede transaktionen på 400 BRL, men at han ikke autoriserede de to øvrige transaktioner på 1.500 BRL.
Banken har fremlagt en transaktionsoversigt, hvoraf fremgår, at der med betalingskort -7926 den 10. september 2022 blev foretaget tre transaktioner med chip og pinkode kl. 22:07, 23:34 og 23:37 på henholdsvis 1.500 og 400 BRL, og at betalingsmodtageren ved samtlige transaktioner var A.
Klageren gjorde den 11. september 2022 indsigelse mod de to transaktioner foretaget den 10. september 2022 på 1.500 BRL. Af indsigelsen fremgik blandt andet, at det kun var transaktionen på 400 BRL som klageren kunne vedkende sig og autoriserede med sin pinkode, og at han sidst brugte kortet den 11. september kl. 12, svarende til kl. 17 dansk tid. Det fremgår endvidere, at betalingskortet efter sidste hævning blev opbevaret i hans pung, at han på tidspunktet for transaktionerne var i besiddelse af sit kort, og at han har forsøgt at tage kontakt til forretningen, men ikke har modtaget svar.
Banken har fremlagt en korrespondance mellem banken og klageren i perioden 13. september 2022 til 23. september 2022. Af denne fremgår blandt andet:
”Klageren:
Ja jeg brugte mit fysiske kort og min pinkode til betalingen på de 400 og det er selvfølgelig vedkommende som jeg betalte til som jeg har forsøgt at kontakte uden held – det virker til at han har blokeret mit nummer.
Det foregik på sådan en mobil maskine man sætter kortet ind i og som er forbundet til telefonen. Der tog noget tid fordi der var problemer med at få netværksforbindelse var det jeg at vide, men nu tænker jeg at der var noget andet i gang. Jeg autoriserede som sagt kun betalingen på 400 BRL.
Jeg har været forbi politiet her i Sao Paulo. Jeg kunne da godt få lov at anmelde det hvis jeg gerne ville (underforstået det ville der ikke komme noget ud af), så kunne jeg få en aftale næste uge på en anden station i sted i Sao Paulo, men jeg er allerede på vej til Rio de Janeiro og på søndag rejser jeg hjem til Danmark.
Jeg synes at det ser ud til at er to beløb ikke er tilbageført selv om jeg afviste dem og gjorde indsigelser med det samme.
…
Banken:
Vi har haft dit kort slået op i Nets systemer, og vi kan se at ved alle transaktioner er chippen på dit kort blevet aflæst (Chippen kan ikke kopieres ifølge Nets), samt at der er blevet tastet din Pinkode. Derfor har dit fysiske kort været til stede, og du har selv godkendt betalingerne ved at du har tastet din Pinkode.
Af den årsag har vi desværre ikke mulighed for at lave chargeback på beløbene hos Nets, og vi kan derfor ikke hjælpe dig yderligere.”
Den 26. september 2022 modtog banken en klage fra klageren. Banken besvarede den 27. september 2022 klagen og fastholdt sin afvisning.
Parternes påstande
Den 27. september 2022 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Nykredit Bank skal tilbageføre beløbene på to gange 1.500 BRL.
Nykredit Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at han har fået sit MasterCard misbrugt i Brasilien.
Han anvendte betalingskortet til en betaling på 400 BRL, og stort set på samme tidspunkt blev betalingskortet anvendt til to betalinger på 1.500 BRL, som han ikke havde foretaget. Han har ikke givet sin pinkode til nogen eller skrevet den ned nogen steder.
Han spærrede betalingskortet og orienterede banken straks, da han opdagede det næste formiddag ved en tilfældighed.
Nykredit Bank har anført, at det fysiske betalingskort samt pinkode har været anvendt ved begge betalingstransaktioner.
Klageren har vedkendt sig en betaling foretaget tre minutter senere end den seneste af de to betalingstransaktioner.
Klageren har oplyst, at han på intet tidspunkt havde mistet sit betalingskort, og af klagerens indsigelse fremgår det, at det var placeret i klagerens pung.
Det er ikke muligt at kopiere et betalingskort på en sådan måde, at man kan anvende det fysisk efterfølgende.
Det er korrekt, at det ikke er muligt at lave samme transaktion på samme terminal inden for en kort tidsperiode, idet der er lagt en sikring ind, som blokerer to ens beløb på samme terminal. Denne sikring gælder dog kun meget kort tid, eftersom dens formål er at sikre betalere imod butikkernes mulighed for at trække dobbelt på et betalingskort. Ved denne transaktion er der en time og seksogtyve minutter mellem transaktionerne, hvorfor denne sikring ikke træder i kraft.
Ankenævnets bemærkninger
Klageren var kunde i Nykredit, hvor han havde en konto med et tilknyttet MasterCard.
Den 10. september 2022 blev der foretaget tre transaktioner på henholdsvis to gange 1.500 BRL og 400 BRL med klagerens betalingskort ved brug af chip og pinkode i en fysisk forretning, A. Klageren gjorde indsigelse mod transaktionerne på 1.500 BRL.
Ankenævnet lægger til grund, at betalingstransaktionen er korrekt registreret og bogført og ikke ramt af tekniske svigt eller andre fejl, jf. lov om betalinger § 98. Efter bestemmelsens stk. 2 er registrering af brug af et betalingsinstrument ikke i sig selv bevis for, at betaleren har godkendt transaktionen, at betaleren har handlet svigagtigt, eller at betaleren har undladt at opfylde sine forpligtelser, jf. lov om betalinger § 93.
Afgørelsen af sagen beror på, om der må antages at være tale om tredjemandsmisbrug.
Ankenævnet finder, at en nærmere afklaring af om der som følge af vildledning eller på anden måde var tale om kortmisbrug, og dermed en uautoriseret betalingstransaktion, forudsætter en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men som i givet fald må finde sted for domstolene. Vi stemmer derfor for, at Ankenævnet afviser sagen, jf. Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 3, nr. 4.
Ankenævnets afgørelse
Ankenævnet kan ikke behandle klagen.
Klageren får klagegebyret tilbage.