Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Opgørelse af gæld overgivet til inkasso.

Sagsnummer: 20 /2003
Dato: 03-06-2003
Ankenævn: Peter Blok, Niels Bolt Jørgensen, Sonny Kristoffersen, Jørn Ravn, Astrid Engel Thomas
Klageemne: Inkasso - inkassoomkostninger m.v.
Ledetekst: Opgørelse af gæld overgivet til inkasso.
Indklagede: BG Bank (Danske Bank)
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Medhold klager


Indledning.

Denne klage vedrører opgørelsen af klagerens gæld til indklagede.

Sagens omstændigheder.

Den 18. juni 1992 underskrev klageren et gældsbrev, hvorefter klageren erkendte at skylde et pengeinstitut, med hvem indklagede senere fusionerede, 68.532,07 kr., som skulle afvikles med 1.290 kr., første gang 30. juni 1992. Gældsbrevet bar påtegninger om, at stempel på 204 kr. var overført fra tidligere lån 6828086. A underskrev som selvskyldnerkautionist for klagerens forpligtelser i henhold til lånet.

Af kontoudskrift af 15. maj 1995 fremgår, at lånets restgæld pr. 30. december 1994 var 48.689,68 kr. Efter betaling af ydelsen den 31. januar 1995 var restgælden 47.399,68 kr., og efter betaling af ydelsen pr. 28. februar 1995 var den 46.109,68 kr. Den 6. april 1995 blev der hævet 1.290 kr. med kontotteksten "6828086". Lånet blev den 15. maj 1995 opgjort til 49.284,91 kr., idet der den 31. marts og 15. maj forinden var hævet i alt 1.823,85 kr. i renter.

Af sagen fremgår, at klageren i foråret 1995 forgæves anmodede indklagede om nedsættelse af lånets ydelse.

Den 15. maj 1995 overgik lånet til en ny konto, og den 29. samme måned meddelte indklagede, at lånet var overdraget til indklagedes inkassofunktion.

I april måned 1998 rettede indklagede henvendelse til klageren om afvikling af lånet, hvis gæld blev oplyst til ca. 74.000 kr. Klageren meddelte, at hun fortsat ikke var i stand til at afvikle lånet.

Af påtegning på gældsbrevet fremgår, at indklagede foretog en opgørelse af lånet den 21. april 1998 med henblik på sagens indgivelse til fogedretten for såvidt angår kautionisten. Ifølge opgørelsen var lånets hovedstol 49.930,74 kr., renter fra 18. maj 1995 udgjorde 13.177,97 kr. og omkostninger 1.237,50 kr., i alt 64.346,21 kr. Gældsbrevet er påtegnet fremlagt i Lyngby fogedret den 26. august 1998 og opgjort til 69.623,12 kr. Kautionisten afgav under fogedforretningen insolvenserklæring.

Indklagede har anført, at hovedstolsbeløbet på 49.930,74 kr. ved fogedforretningen ikke var korrekt opgjort, idet beløbet indeholdt 645,83 kr. vedrørende overtræk på klagerens girokonto.

Primo december 2002 indbetalte kautionisten 25.000 kr. til indklagede.

Ved skrivelse af 7. januar 2003 meddelte indklagede klageren, at indbetalingen på de 25.000 kr. var fordelt med 6.514,41 kr. på omkostninger, 10.812,78 kr. på forholdsmæssig andel af renter og 7.672,81 kr. var fragået på lånets hovedstol. Indklagede anmodede klageren om at underskrive et vedlagt frivilligt forlig, hvorefter gælden pr. 3. december 2002 udgjorde 53.052,32 kr. Dette afviste klageren.

Det nævnte omkostningsbeløb på 6.514,41 kr. er af indklagede beregnet ved fra det beløb på 69.632,12 kr., til hvilket gælden blev opgjort i fogedretten den 26. august 1998 under fogedforretningen med kautionisten, at fratrække en hovedstol på 49.930,74 kr. og renter fra 18. maj 1995 med 13.177,97 kr. (samme beløb som i opgørelsen pr. 21. april 1998.)

Parternes påstande.

Klageren har den 17. januar 2003 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at slette tilskrevne renter, at dokumentere omkostningsbeløb samt at "hovedstolen afvikles uden renter med hovedparten af den 25.000 kr., som er indbetalt af kautionist"

Indklagede har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse mod anerkendelse af, at klagerens gæld i henhold til lånet kan opgøres således:

Restgæld jf. kontoudtog af 15. maj 1995

kr.

49.284,91

- Renter tilskrevet 31. marts 1995

kr.

1.256,89

- Renter tilskrevet den 17. maj 1995

kr.

570,24

- Overtræksrenter pr. 17. maj 1995

kr.

58,10

Korrigeret hovedstol

kr.

47.399,68

Renter i 5 år - 3. dec. 1997 til 3 dec. 2002

kr.

20.511,28

Omkostninger i Retten i Lyngby

kr.

6.514,41

Samlet skyldigt beløb vedr. lånet pr. 3. dec. 2002

kr.

74.425,97

Indbetalt af kautionist

kr.

25.000,00

Klagerens gæld pr. 3. dec. 2002

kr.

49.425,97

Hertil kommer gælden ifølge girokontoen, der udgør 645,83 kr. med tillæg af 5 års renter, 279,83 kr., eller i alt 925,31 kr.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at indklagede delvist selv er skyld i den manglende afvikling, idet indklagede har trukket sagen unødvendigt ud. Hun har hele tiden været indstillet på en fornuftig afdragsordning.

Hun stiller sig uforstående over for indklagedes fordeling af de 25.000 kr. indbetalt af kautionisten.

Indklagede har til støtte for afvisningspåstanden anført, at klagen reelt drejer sig om en akkord, hvilket ligger uden for Ankenævnets kompetence. Hertil kommer, at klageren allerede har fået ønskede oplysninger, hvilket fremgår af klagerens egne bilag.

Til støtte for frifindelsespåstanden har indklagede anført, at man er berettiget til at fradrage omkostningsbeløbet opgjort i fogedretten over for kautionisten i dennes indbetaling på 25.000 kr.

Man er endvidere berettiget til at opgøre gælden med 5 års forfaldne renter, selv om der er betalt afdrag i samme periode.

Indklagede kan som kreditor selv beslutte, på hvilken del af gælden en indbetaling skal afskrives. Da indbetalingen kom fra kautionisten kunne indklagede have valgt at afskrive hele indbetalingen på forfaldne renter, men har dog valgt en for klageren mere gunstig fordeling af indbetalingen.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Indledningsvis bemærkes, at der ikke er grundlag for at tage indklagedes afvisningspåstand til følge.

Endvidere bemærkes, at indklagede kan gøre krav på renter i det omfang, de ikke er forældede i medfør af den 5-årige forældelse efter 1908-loven, der regnes fra forfaldstiden.

Det beløb på 6.514,41 kr., som ifølge indklagede er omkostninger påløbet under fogedsagen mod kautionisten, kan efter Ankenævnets opfattelse ikke lægges til grund. Beløbet beror på en tilbageregning, hvis rigtighed er usikker, og det overstiger væsentligt sædvanlige omkostninger i fogedsager. Da der ikke foreligger andre oplysninger om afholdte omkostninger, nedsætter Ankenævnet herefter beløbet til skønsmæssigt 1.000 kr.

Efter kautionistens indbetaling kan klagerens gæld ifølge gældsbrevslånet pr. 3. december 2002 herefter opgøres til 49.425,97 kr. - 5.514,41 kr. eller 43.911,56 kr.

Hertil kommer gælden ifølge girokontoen, 645,83 kr. med tillæg af 5 års renter.

Det bemærkes, at Ankenævnet ikke kan pålægge indklagede at acceptere en bestemt akkord- eller afviklingsordning.

Som følge heraf



Indklagede bør anerkende, at klagerens restgæld skal opgøres som foran anført.

Klagegebyret tilbagebetales klageren.