Hæftelse på 1.200 kr. uanset omstændighederne ved misbruget.
| Sagsnummer: | 287 /2000 |
| Dato: | 29-01-2001 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Kåre Klein Emtoft, Inge Frølich, Niels Bolt Jørgensen, Ole Reinholdt |
| Klageemne: |
Betalingstjenester - selvrisiko 1.200 kr./1.100 kr.
|
| Ledetekst: | Hæftelse på 1.200 kr. uanset omstændighederne ved misbruget. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Sagen vedrører spørgsmålet om, hvorvidt klageren hæfter for 1.200 kr. efter betalingskortlovens § 21, stk. 1, i forbindelse med misbrug af klagerens dankort.
Sagens omstændigheder.
Den 31. marts 2000 fik klageren frastjålet sit dankort, der er tilknyttet en konto hos indklagede.
Kortet blev misbrugt ved to transaktioner den 31. marts 2000 kl. 11.17 og 11.18, hvor der blev hævet 2 x 1.000 kr. i en pengeautomat i et andet pengeinstitut.
Ved skrivelse af 8. april 2000 til indklagede har klageren redegjort for omstændighederne i forbindelse med kortets bortkomst. Klageren og dennes ægtefælle havde om formiddagen den 31. marts 2000 været i en forretning, hvor klageren betalte kontant. De tog derpå med en bus til Glostrup station, hvor de ankom kl. ca. 11. Hun skulle videre med S-toget 11.09 til København. På stationen bemærkede hun, at hendes taske stod åben, og hun ledte straks efter sin pung, som indeholdt ca. 300 kr. og dankortet. Pungen var væk. Hun tog toget til Brøndbyøster, hvor hun var kl. 11.12 og gik straks hjem og ringede til indklagede vedrørende tyveriet.
Indklagede har anført, at dankortet er registreret spærret kl. 11.36. Kortet blev inddraget kl. 11.34 i en pengeautomat ved Ålholm Posthus i Valby. Man kan ikke forklare, hvorfor kortet er inddraget to minutter før spærringen, men årsagen kan være, at hævningen ville have overskredet den daglige udbetaling fra pengeautomater.
Indklagede godtgjorde efterfølgende klageren misbruget med fradrag af 1.200 kr., jf. den dagældende betalingskortlovs § 21, stk. 1.
Parternes påstande.
Klageren har den 24. juli 2000 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 1.200 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at hun senest havde benyttet dankortet den 21. marts.
PIN-koden eller oplysning herom har aldrig været opbevaret sammen med dankortet, så hun stiller sig uforstående over for, hvorledes misbrugene fandt sted. Det er hendes opfattelse, at det lykkedes tyven på en eller anden måde at bryde koden eller på anden vis at anvende kortet uden brug af PIN-koden.
Indklagede har anført, at klageren efter den dagældende betalingskortlovs § 21, stk. 1., hæfter for 1.200 kr., idet PIN-koden blev anvendt i forbindelse med misbruget.
PBS har oplyst, at der ikke har været forsøg på hævning med forkert PIN-kode.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Det lægges til grund, at den til klagerens dankort hørende PIN-kode blev anvendt ved misbruget af kortet den 31. marts 2000. Det følger herefter af den dagældende betalingskortlovs § 21, stk. 1, at klageren hæfter for 1.200 kr. af tabet, uanset hvilke omstændigheder der gjorde misbruget muligt. Det er således uden betydning for hæftelsen for dette beløb, at der intet er at bebrejde klageren med hensyn til dennes omgang med PIN-koden.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.