Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Indsigelse vedrørende posteringer på klagerens konto i forbindelse med ejendomshandel i 2013 og i forbindelse med indfrielse af lån i 2015.

Sagsnummer: 363/2015
Dato: 18-03-2016
Ankenævn: Kari Sørensen, Karin Duerlund, Inge Kramer, Troels Hauer Holmberg, Finn Borgquist
Klageemne: Konto - øvrige spørgsmål
Ledetekst: Indsigelse vedrørende posteringer på klagerens konto i forbindelse med ejendomshandel i 2013 og i forbindelse med indfrielse af lån i 2015.
Indklagede: Sparekassen Kronjylland
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører klagerens indsigelse vedrørende transaktioner på hans konto i Sparekassen Kronjylland i forbindelse med en ejendomshandel i 2013 og i forbindelse med indfrielse af et lån i 2015. Spørgsmål om konkret økonomisk mellemværende.

Sagens omstændigheder

Klageren var kunde i Sparekassen Kronjylland.

I foråret 2013 købte klageren sammen med sin samlever, S, en ejendom. I den forbindelse lavede sparekassen den 6. maj 2013 ”Vejledende beregning af finansiering ved køb” til klageren. Der var tale om en vejledende beregning, og udgifterne til blandt andet advokatsalær og ejerskifteforsikring var derfor anslået.

I forbindelse med ejendomshandlen stillede sparekassen på foranledning af klageren og S over for sælger en garanti for restkøbesummen på 1.140.000 kr. samt hjemtog på foranledning af klageren og S to obligationslån i Totalkredit på henholdsvis 732.000 kr. og 244.000 kr.

Klageren har fremlagt et kontoudtog for hans konto -352 for perioden fra den 7. maj 2013 til den 1. juli 2013, hvorpå posteringerne i forbindelse med ejendomshandlen er foretaget.

Sparekassen har under sagens forberedelse redegjort for de enkelte posteringer på kontoen og har fremlagt dokumentation for en række af posteringerne.

Klageren har endvidere oplyst, at han i 2015 indfriede et lån -211 optaget i sparekassen, men at han ikke har modtaget nogen opgørelse fra sparekassen.

Sparekassen har under sagens forberedelse fremlagt et kontoudtog for lån -211 for perioden 1. januar 2015 til den 8. juni 2015, hvoraf blandt andet fremgår indbetalinger og rentetilskrivning på kontoen i forbindelse med indfrielsen den 8. juni 2015.

Parternes påstande

Den 5. november 2015 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet, der har forstået klagerens påstand således, at Sparekassen Kronjylland skal redegøre for, hvilke beløb han har betalt til sparekassen i forbindelse med ejendomshandlen i 2013. Han ønsker ligeledes en opgørelse i forbindelse med indfrielsen af lån -211 i 2015.

Sparekassen Kronjylland har principalt nedlagt påstand om afvisning, subsidiært om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at han ikke forstår sparekassens ”Vejledende beregning af finansiering af køb”. På side 3 under ”Købers kontantbehov ved køb” under ”Omkostninger ved optagelse af øvrige lån i alt” er blandt andet anført omkostninger til ejerskifteforsikring på 10.000 kr. og advokatsalær på 7.500 kr. Han har ikke tegnet en ejerskifteforsikring, og det anførte advokatsalær passer ikke.

Han har forsøgt af få sin rådgiver til at forklare posteringsoversigten for perioden fra den 7. maj 2013 til den 1. juli 2013, som han har fået fra sparekassen. Den er ikke så nem at forstå.

Efter at han indfriede lån -211 i 2015, har han ikke fået en opgørelse fra sparekassen.

Sparekassen Kronjylland har anført, at klageren ikke har rettet henvendelse til sparekassen, forinden han klagede til Ankenævnet, og den har derfor ikke haft mulighed for at løse det forhold, som klagen vedrører.

Til støtte for afvisningspåstanden har sparekassen anført, at klagen ikke vedrører en formueretlig tvist.

Til støtte for frifindelsespåstanden har sparekassen anført, at sparekassen ikke har handlet ansvarspådragende over for klageren.

Ankenævnets bemærkninger

Indledningsvis bemærkes, at Ankenævnet ikke finder, at sagen bør afvises.

Klageren har i sin klage til Ankenævnet anmodet om en redegørelse for, hvilke beløb han har betalt til sparekassen i forbindelse med ejendomshandlen i 2013. Han har ligeledes bedt om en opgørelse i forbindelse med indfrielse af lån -211 i sparekassen i 2015.

Det er Ankenævnets opfattelse, at sparekassen under sagen har redegjort for posteringerne på klagerens konto -352 i forbindelse med ejendomshandlen i 2013. Det bemærkes i den forbindelse, at Ankenævnet ikke påtager sig at foretage en revisionsmæssig gennemgang af klagerens konto.

Sparekassen har endvidere under sagen fremlagt et kontoudskrift for lån -211, der viser posteringerne og rentetilskrivningen i forbindelse med indfrielsen.

Det er derfor Ankenævnets opfattelse, at sparekassen under sagen har redegjort for de forhold, som klageren har bedt om. Klageren har ikke herudover fremsat et konkret økonomisk krav over for sparekassen eller godtgjort omstændigheder, der kan medføre et erstatningsansvar over for sparekassen.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.