Krav om erstatning for tab på lånefinansierede investeringer i Roskilde Bank aktier i henholdsvis september 2005 og december 2006, samt spørgsmål om afvisning af en del af klagen, der vedrører oplysninger, der er tilgået klageren som aktionær.
| Sagsnummer: | 18/2011 |
| Dato: | 15-12-2014 |
| Ankenævn: | Vibeke Rønne, Troels Hauer Holmberg, Poul Erik Jensen, Anita Nedergaard, Michael Reved |
| Klageemne: |
Værdipapirer - gearet/ lånefinansieret investering
Værdipapirer - køb, salg, rådgivning |
| Ledetekst: | Krav om erstatning for tab på lånefinansierede investeringer i Roskilde Bank aktier i henholdsvis september 2005 og december 2006, samt spørgsmål om afvisning af en del af klagen, der vedrører oplysninger, der er tilgået klageren som aktionær. |
| Indklagede: | Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) |
| Øvrige oplysninger: | OF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Indledning
Denne sag vedrører klagerens krav om erstatning for tab på lånefinansierede investeringer i Roskilde Bank aktier i henholdsvis september 2005 og december 2006 samt spørgsmål om afvisning af en del af klagen, der vedrører oplysninger, der er tilgået klageren som aktionær.
Sagens omstændigheder
Klageren var kunde i Roskilde Bank. I 2001 bestod engagementet af blandt andet en ratepension med et tilknyttet værdipapirdepot, hvor der lå 63 styk Roskilde Bank aktier til en kursværdi på knap 50.000 kr.
I september 2005, december 2006 og marts/april 2007 købte klageren til et frit depot yderligere Roskilde Bank aktier for henholdsvis 170.000 kr., 100.000 kr. og 130.000 kr., i alt 400.000 kr. Købene blev finansierede med lån i banken.
Ved fondsbørsmeddelelse af 24. august 2008 oplyste Roskilde Bank, at den ikke længere opfyldte lovgivningens solvenskrav. Handlen med Roskilde Bank aktier blev herefter suspenderet. Banken blev erklæret konkurs den 3. marts 2009. Finansiel Stabilitet fik via et nyt selskab, der overtog navnet Roskilde Bank, til formål at afvikle den gamle Roskilde Banks aktiviteter.
I december 2010 indledte Forbrugerombudsmanden en undersøgelse vedrørende omstændighederne omkring ”gammel” Roskilde Banks salg af egne aktier i perioden fra den 1. januar 2006 til bankens sammenbrud den 24. august 2008.
Den 3. januar 2011 indgav klageren en klage over Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) med krav om erstatning for tabet på aktieinvesteringerne på i alt 400.000 kr.
Klagesagen blev sat i bero med henblik på at afvente resultatet af undersøgelsen.
Den 2. december 2013 indgik Forbrugerombudsmanden en forligsaftale med Finansiel Stabilitet, hvorefter visse kunder fik tilbud om erstatning på 60 % af deres tab på aktier i Roskilde Bank. Af forligsaftalen fremgår blandt andet:
”...
På baggrund af denne undersøgelse har Forbrugerombudsmanden identificeret to aktiesalgskampagner i henholdsvis august-september 2006 og marts-april 2007, hvor der til et meget stort antal kunder er udsendt breve med ensartede opfordringer til at købe aktier i banken. Roskilde Banks rådgivning til kunderne i brevene fokuserede ensidigt på fordelene ved aktieinvesteringen, og kunderne fik ikke en afbalanceret beskrivelse af fordele og ulemper ved at investere i banken. Samtidig var Roskilde Banks kunderådgivere blevet instrueret om at give en tilsvarende mundtlig rådgivning.
Det er Forbrugerombudsmandens opfattelse, at Roskilde Banks aktiesalgskampagner i 2006 og 2007 ikke var i overensstemmelse med reglerne om god skik i § 43 i lov om finansiel virksomhed, og at Roskilde Bank har pådraget sig et erstatningsansvar i forbindelse med disse aktiesalgskampagner.
Forbrugerombudsmanden har herved lagt vægt på, at Roskilde Bank i de to aktiesalgskampagner har foretaget et særdeles aggressivt salg af egne aktier, og at banken ikke har ydet individuel rådgivning eller har ydet utilstrækkelig rådgivning i forbindelse med salget af aktier til kunderne ...”
I forlængelse af forligsaftalen har klageren accepteret et tilbud om erstatning for aktiekøbet i 2007.
Klageren blev ikke tilbudt erstatning for aktiekøbene i henholdsvis 2005 og 2006, hvilket var begrundet i, at købene var foretaget udenfor de perioder, der var nævnt i forligsaftalen.
Parternes påstande
Klageren har nedlagt påstand om, at Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) skal betale erstatning for aktiekøbene i 2005 og 2006.
Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) har nedlagt påstand om delvis afvisning, delvis frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at banken har ydet en mangelfuld rådgivning, vildledt sine aktionærer og givet et urigtigt og misvisende billede af risikoen ved yderligere eksponering i bankens aktier, ligesom banken har tilbageholdt oplysninger om Finanstilsynets skærpede tilsyn.
Bankens mangelfulde rådgivning bestod blandt andet i uopfordret pr. brev at anbefale køb af bankens egne aktier.
En advokatundersøgelse af 24. juni 2009 viser, at banken havde købt en ikke uvæsentlig mængde aktier tilbage fra den islandske bank Glitnir før aktieemissionen, uden at dette blev meddelt potentielle aktionærer.
Tilsyneladende har banken i slutningen af 2006 indgået en aftale med Bank Glitnir om, at den skulle holde bankens aktier i årsskiftet 2006/2007, således at banken fik den nødvendige forbedring af solvens, likviditet m.v.
Da banken var under skærpet tilsyn af Finanstilsynet, burde den have afstået fra at sælge egne aktier.
Som pensionist siden 2003 havde han ikke frie midler at købe aktier for. Det var bankens tilbud om lån til køb af aktierne, der gjorde ham til aktionær. Hans ratepension i banken var også næsten 100 % placeret i Roskilde Bank aktier. Han har aldrig købt andre aktier.
Forud for aktiekøbet i 2005 havde han modtaget et brev af 18. august 2005 fra bankens direktør med tilbud om lån til investering i ”en af Danmarks bedste bankaktier”. Han reagerede ikke på brevet, men blev efterfølgende ringet op af banken, der foreholdt ham alle fordelene, ingen risiko, og især muligheden for at låne til aktiekøb på fordelagtige betingelser og til lav rente.
Efter 2005 har han som kunde og aktionær fået flere salgsbreve, men som pensionist har han aldrig reageret på dem og forestillede sig ikke, at banken ville forhøje lånet yderligere. Han blev imidlertid efter såkaldte 1. kampagneperiode (11. august - 17. september 2006) kontaktet af [navn] med tilbud om forhøjelse af lån til køb af aktier, og lånet til køb af aktier i Roskilde Bank blev i december 2006 forhøjet med 100.000 kr.
Fremgangsmåden med salgsbreve og personlig opfølgning var den samme ved de tre aktiekøb. Han bør derfor være berettiget til erstatning for alle tre køb.
Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) har til støtte for afvisningspåstanden anført, at den del af klagen, der vedrører den information, som klageren har modtaget som aktionær ikke vedrører et privat kundeforhold, og derfor ikke er omfattet af Ankenævnets kompetence, jf. Ankenævnets vedtægter § 2, stk. 2 og Ankenævnets afgørelse i sag nr. 558/2010.
Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at klageren ikke har redegjort for forløbet omkring hans erhvervelse af Roskilde Bank aktier, herunder hvilke ansvarspådragende handlinger han påberåber sig.
Klageren har erhvervet aktierne af egen fri vilje. Det er ikke godtgjort, at bankens rådgivning af klageren var ansvarspådragende.
Klageren har været aktionær i banken siden 2001 og kunne ikke være ubekendt med risikoen herved.
Klageren kan ikke få erstatning for skuffede forventninger i forbindelse med aktieinvesteringerne.
Ankenævnets bemærkninger
Klagen vedrører Roskilde Banks rådgivning af klageren i forbindelse med hans lånefinansierede køb af Roskilde Bank aktier i henholdsvis i september 2005, december 2006 og marts/april 2007 for i alt 400.000 kr.
Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) har nedlagt påstand om afvisning af den del af klagen, der vedrører de oplysninger, som klageren har fået som aktionær i banken. Ankenævnet finder, at den omstændighed, at klageren som støtte for sine anbringender har henvist til det informationsmateriale, som banken udsendte til ham som aktionær, ikke i sig selv medfører, at Ankenævnet er afskåret fra at afgøre spørgsmålet, om banken som følge af mangelfuld rådgivning af klageren i forbindelse med investeringerne har pådraget sig et erstatningsansvar.
Ankenævnet finder heller ikke, at klagen skal afvises på andet grundlag.
Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) får derfor ikke medhold i påstanden om afvisning.
Det fremgår af forligsaftalen af 2. december 2013 mellem Forbrugerombudsmanden og Finansiel Stabilitet, at Roskilde Bank i forbindelse med aktiesalgskampagner i 2006 og 2007 fokuserede ensidigt på fordelene ved investering i bankens aktier, at kunderne ikke fik en afbalanceret beskrivelse af fordele og ulemper ved at investere i banken, og at Roskilde Banks kunderådgivere var blevet instrueret om at give en tilsvarende mundtlig rådgivning. Det fremgår endvidere af forligsaftalen, at det er Forbrugerombudsmandens opfattelse, at Roskilde Bank har pådraget sig et erstatningsansvar i forbindelse med disse aktiesalgskampagner. Ankenævnet tiltræder denne vurdering.
I forlængelse af forligsaftalen har klageren accepteret et tilbud om erstatning for aktiekøbet i 2007.
Klageren blev ikke tilbudt erstatning for aktiekøbene i henholdsvis 2005 og 2006, hvilket var begrundet i, at købene var foretaget udenfor de perioder, der var nævnt i forligsaftalen.
Købet af Roskilde Bank aktier i 2005
Ankenævnet finder det kritisabelt, at Roskilde Bank anbefalede klageren at optage lån til køb af aktier i banken.
Tre medlemmer – Vibeke Rønne, Anita Nedergaard og Michael Reved – udtaler:
Vi finder det ikke godtgjort, at banken begik ansvarspådragende fejl ved sin rådgivning af klageren vedrørende køb af disse aktier. Vi finder, at den omstændighed, at købet var lånefinansieret ikke i sig selv kan føre til, at banken er erstatningsansvarlig. Det gælder uanset, at det efterfølgende er blevet forbudt for et pengeinstitut at yde lån til køb af aktier i pengeinstituttet, jævnfør nu § 46 i lov om finansiel virksomhed.
Vi stemmer derfor for, at klageren ikke får medhold i påstanden om erstatning for aktiekøbet i 2005.
To medlemmer – Troels Hauer Holmberg og Poul Erik Jensen – udtaler:
Vi finder, at banken er erstatningsansvarlig. Vi lægger vægt på, at tilbuddet om lån til køb af Roskilde Bank aktier er en ekstrem risikofyldt aftale, at initiativet til aftalen kommer fra Roskilde Bank, at Roskilde Bank havde en egen særlig økonomisk interesse i at sælge egne aktier, som dog ikke blev oplyst til kunden, idet banken havde brug for kapital til at understøtte bankens kraftige vækst. Vi finder, at det strider mod branchekutyme at tilbyde kunder lånepakker til køb af egne aktier, og at Roskilde Bank ved sin mangelfulde rådgivning overtræder lovens regler om god skik. Resultatet understøttes af § 46 i lov om finansiel virksomhed, hvorefter det er forbudt at tilbyde lån til køb af kapitalindskud i banker i form af hybrid kernekapital og ansvarlig lånekapital, ligesom forholdet i dag er forbudt ved lov som en direkte konsekvens af Roskilde Banks adfærd.
Vi stemmer derfor for, at klageren får medhold i påstanden om erstatning for aktiekøbet i 2005.
Afgørelsen træffes efter stemmeflertallet.
Købet af Roskilde Bank aktier i 2006
Aktiekøbet i december 2006 fandt sted imellem de to aktiesalgskampagner, der er omfattet af forligsaftalen.
I overensstemmelse med klagerens oplysninger lægger Ankenævnet til grund, at han efter september 2006 blev kontaktet af sin rådgiver i Roskilde Bank, som tilbød at forhøje hans lån til køb af yderligere aktier i Roskilde Bank, og at han herefter i december 2006 købte for yderligere 100.000 kr. aktier for lånte midler.
Ankenævnet finder, at når aktierne er købt på Roskilde Banks initiativ i den periode, der er omfattet af forliget eller i tidsmæssig tilknytning hertil, er der en formodning for, at købet er sket på grundlag af oplysninger om risikoen ved investeringen svarende til indholdet af den markedsføring, som Forbrugerombudsmanden har beskrevet. Der er endvidere en formodning for, at aktiekøbet ikke ville være sket, hvis rådgivningen havde indeholdt en afbalanceret beskrivelse af fordele og risici ved investeringen.
Ankenævnet finder, at det herefter påhviler Finansiel Stabilitet at godtgøre, at klageren har modtaget en afbalanceret beskrivelse af fordele og ulemper ved investeringen. Da denne bevisbyrde ikke er løftet, er Finansiel Stabilitet erstatningsansvarlig over for klageren.
Ankenævnet finder, at erstatningen skal fastsættes skønsmæssigt, således at klageren stilles, som om han er omfattet af forliget af 2. december 2013 mellem Forbrugerombudsmanden og Finansiel Stabilitet.
Ankenævnets afgørelse
Finansiel Stabilitet skal inden 30 dage betale en erstatning til klageren, hvorved han stilles, som om hans køb af Roskilde Bank aktier i 2006 er omfattet af forliget af 2. december 2013 mellem Forbrugerombudsmanden og Finansiel Stabilitet.
Klageren får klagegebyret tilbage.