Afgørelse

Rådgivning om investering i aktiebaserede investeringsbevi-ser. Krav om erstatning.

Indledning.

Denne sag vedrører klagerens krav om erstatning for tab på investering i aktiebaserede investeringsbeviser.

Sagens omstændigheder.

Klageren, der er født i juni 1933, har igennem en lang årrække været kunde hos indklagede. I 1999 bestod engagementet af bl.a. to kapitalpensionsdepoter, henholdsvis en privat- og en arbejdsgiverordning, et ratepensionsdepot og et frit opbevaringsdepot med en samlet værdi pr. den 31. december 1999 på i alt 1.025.638 kr.

Kapitalpensionsmidlerne, som udgjorde i alt ca. 575.000 kr., var bortset fra et mindre kontant indestående placeret i investeringsbeviser i Danske Invest Dannebrog, som er en obligationsafdeling.

Ratepensionsmidlerne, som udgjorde ca. 443.000 kr., var bortset fra en aktiepost med en værdi på ca. 12.000 kr. placeret i skibskreditobligationer og investeringsbeviser baseret på danske og udenlandske obligationer.

Det fri opbevaringsdepot indeholdt aktier med en værdi på ca. 8.000 kr.

I foråret 2000 opfordrede indklagede klageren til at omlægge en del af midlerne til investeringsbeviser baseret på aktier. På baggrund af indklagedes rådgivning solgte klageren en del af obligationerne i kapitalpensionsdepoterne og købte for i alt ca. 288.000 kr. aktiebaserede investeringsbeviser i Danske Invest fordelt på afdelingerne Classic, Stockpicking, Eurostock 50, Danmark og Verden.

Investeringerne i de aktiebaserede investeringsbeviser udviklede sig negativt. Ved udgangen af 2000 og 2001 var værdien af papirerne faldet til henholdsvis ca. 259.000 kr. og 213.000 kr.

Den 26. februar 2002 blev der afholdt et møde mellem klageren og indklagede, hvor udviklingen i klagerens investeringer blev gennemgået. Ifølge indklagedes interne notater accepterede klageren at beholde aktieinvesteringerne.

Ved udgangen af 2002 var værdien af de aktiebaserede investeringsbeviser faldet til ca. 143.000 kr.

I juni 2003, hvor klageren fyldte 70 år, blev kapitalpensionsordningerne opgjort. I forbindelse hermed blev værdipapirerne i kapitalpensionsdepoterne solgt.

Ifølge indklagedes interne notater blev muligheden for at bibeholde de aktiebaserede investeringsbeviser drøftet med klageren inden opgørelsen af kapitalpensionerne.

Indklagede har beregnet, at klagerens tab på de aktiebaserede investeringsbeviser kan opgøres til ca. 130.000 kr., og at klagerens indtjening på obligationer og obligationsbaserede investeringsbeviser i samme periode var ca. 42.000 kr., således at nettotabet udgør ca. 88.000 kr.

Parternes påstande.

Den 3. juli 2003 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet, med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale erstatning.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at hun igennem årene under drøftelser med indklagede om placeringen af opsparingen altid har fremhævet, at det vigtigste var, at midlerne blev anbragt sikkert. Hun er ingen spillernatur og har ikke ønsket at anbringe sine midler i usikre aktier eller investeringsbeviser. Hun har ikke forstand på investeringer, hvilket indklagede er bekendt med, og hun har altid stolet på, at hun hos indklagede blev rådgivet så godt som muligt.

Hun er klar over, at hun ved sin underskrift har indvilget i de dispositioner, som indklagede anbefalede, men hun stolede på, at midlerne ville blive placeret i sikre papirer.

I 2002 rettede indklagede henvendelse om yderligere indbetalinger på hendes livrente og på kapitalpensionsordningerne med henblik på at spare i skat. Det blev aftalt, at hun skulle indbetale 76.000 kr. om året i 2 år. En del af midlerne skaffede hun selv, mens indklagede finansierede resten ved et lån. Det blev ikke nævnt, at indbetalingen på livrenten kunne være blevet finansieret ved udbetaling af kapitalpensionerne, og hun kom heller ikke selv på den tanke, idet hun var sikker på, at midlerne var sikkert anbragt. Hun ville vente med at få kapitalpensionerne udbetalt til hun fyldte 70, hvilket var muligt bl.a. andet som følge af den nu opnåede skattelettelse.

Det var først i forbindelse med opgørelsen af kapitalpensionerne i juni 2003, at hun blev bekendt med, at en del af midlerne havde været bundet i papirer, der var faldet i kurs. Indklagedes medarbejder undskyldte og beklagede, at hun ikke var blevet rådgivet ordentligt.

Indklagede bør betale erstatning for tabet. Hun føler sig snydt og vil ikke acceptere, at indklagede har forvaltet hendes midler i strid med hendes ønske om sikkerhed frem for størst muligt afkast. Indklagede bør ligesom håndværkere og andre grupper inden for erhvervslivet stå til ansvar for dårligt udført arbejde.

Hun har ikke brug for kapitalpensionsmidlerne før hendes ratepensionsudbetalinger ophører i 2006. Der var derfor ikke grund til at sælge aktierne i forbindelse med opgørelsen af kapitalpensionerne. Kursen var lav, og der var midler nok til både at indfri hendes kreditforeningsgæld og til at overføre aktierne til det frie depot. Ifølge indklagede var det imidlertid mest enkelt at realisere alt.

Indklagede har anført, at klageren i 2000 blev oplyst om, at hendes investeringer ikke svarede til indklagedes anbefalinger, som var 60% obligationer og 40% aktier for den neutrale investor med en investeringshorisont på 3-7 år. Anbefalingen svarede til andre markedsdeltageres anbefalinger på daværende tidspunkt. Klageren blev informeret om risikoen for tab og om, at anbefalingen beroede på et skøn, som kunne vise sig ikke at holde. Rådgivningen mundede ud i, at klageren solgte en del af sine obligationsbaserede investeringsbeviser for i stedet at købe aktiebaserede investeringsbeviser. Klageren valgte således selv at tage en risiko ved at øge aktieandelen som sket. De købte investeringsbeviser var gængse og anerkendte papirer.

For hvert køb blev der sendt en nota til klageren. Endvidere blev der fremsendt årsoversigter og kvartalsvise totaloversigter, således at klageren kunne følge investeringerne.

Under mødet den 26. februar 2002 tilkendegav klageren, at hun ikke ønskede at ændre sin aktieandel. Klageren bekræftede endvidere, at hun ikke ønskede at disponere over kapitalpensionsprovenuet - udover 40% afgift ved det fyldte 70. år - før hun fylder 73 år og hendes ratepensionsudbetalinger ophører.

Det bestrides, at man på noget tidspunkt har beklaget eller undskyldt for mangelfuld rådgivning. Under en telefonsamtale med klageren den 17. juni 2003, har rådgiveren alene udtrykt forståelse for, at klageren ikke var tilfreds med sine investeringer siden 2000, men at han havde rådgivet hende efter bedste evne. Aktiemarkedet havde udviklet sig anderledes end forventet.

Det var klageren selv, der ønskede at sælge investeringsbeviserne i forbindelse med opgørelsen af kapitalpensionsordningerne, selv om kurserne på salgstidspunktet var lave. Det bestrides, at man anbefalede klageren at sælge papirerne.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Der er ikke grundlag for at fastslå, at indklagede ved rådgivningen af klageren i forbindelse med dennes køb af aktiebaserede investeringsbeviser i 2000 begik fejl eller forsømmelser, der kan medføre erstatningsansvar. Ankenævnet finder, at klageren måtte indse, at risikoen ved investering i investeringsbeviser baseret på aktier var større end ved investering i obligationer, og at hun selv bar risikoen for, om investeringen udviklede sig som forventet.

Det må endvidere lægges til grund, at klageren accepterede, at investeringsbeviserne blev solgt i forbindelse med opgørelsen af kapitalpensionsordningerne i juni 2003.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.