Opsigelse af særaftale vedrørende forrentning af selvpensioneringskonto og indekskontrakt.
| Sagsnummer: | 363 /1995 |
| Dato: | 02-04-1996 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Niels Busk, Mette Reissmann, Erik Sevaldsen, Jens Ole Stahl |
| Klageemne: |
Selvpensioneringskonto - forrentning
Rente - indlån Indekskonto - forrentning |
| Ledetekst: | Opsigelse af særaftale vedrørende forrentning af selvpensioneringskonto og indekskontrakt. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Ved skrivelse af 20. marts 1991 bekræftede indklagedes Rosengårdcenter afdeling en aftale om forhøjelse af renten pr. 14. marts 1991 på klagerens indekskonto og selvpensioneringskonto til 8,5% p.a., svarende til 1,75% over indklagedes standardrentesats for de pågældende kontotyper.
Primo 1995 rettede klageren, der er født i 1944, henvendelse til indklagede vedrørende rentetilskrivningen på de pågældende konti. På baggrund heraf konstaterede afdelingen, at renten på daværende tidspunkt alene lå 1% over standardrentesatsen.
Ved skrivelse af 17. marts 1995 meddelte indklagede, at renten pr. 1. april 1996 ville blive nedsat til standardvilkår. Indklagede foretog samtidig med virkning fra 1. april 1994 en regulering af overrenten for de omhandlede konti til 1,75% p.a.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at forrente indekskontoen og selvpensioneringskontoen med den til enhver tid gældende standardrente med tillæg af 1,75% p.a. indtil de pågældende kontis udløb.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at opsparingerne har en aldersbestemt løbetid, og at han ved indgåelsen af renteaftalen klart forventede, at denne var gældende indtil udløb, eller så længe engagementet blev bibeholdt i indklagede. Indklagedes tilsagn om en forhøjet rente blev givet uden vilkår eller betingelser. De aktuelle rentesatser bør fremgå af kontoudskrifterne, ligesom han bør have mulighed for at kontrollere, om han rent faktisk har fået den rente, han var berettiget til, også for perioden 14. marts 1991 - 31. marts 1994.
Indklagede har anført, at andre pengeinstitutter primo 1991 tilbød en højere forrentning end indklagedes standardrentesatser for de omhandlede konti. Aftalen om den forhøjede rente var knyttet til denne konkurrencesituation, og det lå klart, også for klageren, at der ikke dermed var givet tilsagn om en generel overrente til indklagedes rente for indekskonto og selvpensioneringskonti. Efter almindelige regler om løbende kontraktforhold var man berettiget til at frigøre sig fra den særlige renteaftale med et rimeligt varsel. De generelle rentesatser fremgår af skiltning i ekspeditionslokalerne, og renteændringer annonceres i dagspressen. Kunder kan ved henvendelse i afdelingerne få oplyst, hvilken rentesats der er gældende for deres konti. Indklagede er ikke forpligtet til at specificere rentesatserne på årsopgørelserne, hvilket i øvrigt ikke er muligt med de nuværende edb-programmer.
Ankenævnets bemærkninger:
Det er ubestridt, at indklagede pr. 14. marts 1991 gav klageren tilsagn om, at dennes indekskonto og selvpensioneringskonto ville blive forrentet med den til enhver tid gældende sats med et tillæg på 1,75% p.a.
Ankenævnet finder ikke, at indklagedes tilsagn kan forstås således, at indklagede har forpligtet sig indtil pensionsordningernes udløb, og finder derfor, at indklagede må kunne opsige den særlige renteaftale med et vist varsel. Det af indklagede ved opsigelsen i 1995 givne varsel på 1 år findes passende.
Af sagen fremgår, at indklagede har efterbetalt for lidt beregnet rente for perioden 1. april 1994 og fremefter. Ankenævnet forudsætter, at indklagede også for perioden 14. marts 1991 til 31. marts 1994 har ydet klageren rente i overensstemmelse med aftalen om favørrente.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.