Afgørelse

Tilbagesøgning af for meget udbetalt låneprovenu.

Klagerne havde et lån til realkreditinstitut 1. Det indklagede realkreditinstitut (institut 2) fremsendte i marts 1998 et tilbud til klagerne vedrørende omlægning af lånet til institut 1. Af lånetilbudet fremgik det, at det overskydende provenu var anslået til 71.000 kr. Institut 1 bekræftede i april 1998 opsigelse af lånet til institut 1. Det fremgik af opsigelsesbekræftelsen, at det samlede indfrielsesbeløb udgjorde 657.965 kr. Klagerne indgik i maj 1998 en tinglysningsaftale med institut 2, i henhold til hvilken institut 2 skulle forestå låneomlægningen. Institut 2 fremsendte i maj 1998 først en check på 657.965 kr. til institut 1 til dækning af låneindfrielsen og tre dage senere yderligere en check på 13.688 kr. Institut 1 fremsendte herefter indfrielseskvittering på et samlet beløb på 671.654 kr., hvori indgik blandt andet gebyrer, delydelse og differencerenter. Institut 2 foretog den 4. juni 1998 afslutning af afregningskontoen over for klagerne. Klagerne fik udbetalt i alt 70.685 kr. i overskydende provenu. Checken på 13.688 kr. var imidlertid ikke blevet bogført på kontoen. Institut 2 opdagede fejlen den 13. november 1998 og krævede klageren for 13.688 kr. Parterne indgik i december frivilligt forlig om det manglende beløb, der skulle tilbagebetales gennem en afdragsordning. Klagerne misligholdt betalingerne, og beløbet blev derfor søgt inddrevet gennem fogedretten. Under et møde i fogedretten i februar 2000 blev der foretaget udlæg i klagernes faste ejendom, og der blev indgået en ny afdragsordning.

Klagerne nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet ikke kunne fremsætte et tilbagebetalingskrav. Instituttet påstod frifindelse.

Flertallet i Nævnet fandt, at det forhold, at instituttets krav var søgt inddrevet gennem fogedretten, herunder ved fremstilling af den ene af klagerne, ikke medførte, at Nævnet var afskåret fra at behandle sagen. Flertallet fandt endvidere, at klagerne havde forpligtet sig gennem det frivillige forlig og de indgåede afdragsordninger til at betale instituttets krav, der var en følge af det for meget udbetalte lånebeløb. Mindretallet fandt, at sagen skulle afvises, jf. nævnsvedtægternes § 5, stk. 1, idet spørgsmålet om instituttets ret til at tilbagesøge beløbet kunne have været prøvet under fogedretssagen. Mindretallet var dog ikke uenig i flertallets afgørelse af det materielle spørgsmål. Afgørelsen blev truffet efter stemmeflertallet, og realkreditinstituttet blev derfor frifundet.