Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Sammenlægning af børskonti.

Sagsnummer: 76/1991
Dato: 14-08-1991
Ankenævn: Frank Poulsen, Arnold Kjær Larsen, Peter Møgelvang-Hansen, Kirsten Nielsen, Ole Simonsen
Klageemne: Værdipapirer - formuestyring
Ledetekst: Sammenlægning af børskonti.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Ved skrivelse af 19. februar 1987 rettede indklagede henvendelse til klageren med tilbud om investering i en Børskonto administreret af indklagede. Det var i skrivelsen bl.a. anført:

"Her er Deres investering nemlig sikret, fordi [indklagede] altid garanterer Dem en mindsterente, der er på 6% p.a. i 1987."

Det var endvidere i indklagedes betingelser for børskonto anført:

"[Indklagede] investerer et beløb svarende til indeståendet på samtlige Børskonti i værdipapirer. De modtager som børskontoindehaver 85% af investeringernes samlede afkast .......

For kalenderåret 1987 er den garanterede rentesats sat til 6% p.a. .....

De købte værdipapirer ejes af [indklagede]. Hvis [indklagede] skønner det hensigtsmæssigt, kan investeringen i værdipapirer helt eller delvist udlades. Midler, som ikke er anbragt i værdipapirer, forrentes med minimumsrenten ..."

Med valør den 6. marts 1987 indskød klageren 200.000 kr. på en nyoprettet børskonto hos indklagede.

Af kontoudskrift af 7. januar 1988 for klagerens børskonto fremgik, at der på kontoen den 4. januar 1988 var tilskrevet 19.883,22 kr. i renter. Det var endvidere anført:

"For tiden gælder følgende rentesatser m.v. for denne konto:

Indlånsrente ...... 12,01%"

Ved skrivelse fremsendt til indklagedes børskontokunder primo januar 1988 oplyste indklagede, at en i oktober 1987 oprettet ny børskontopulje - børskonto 2 - havde givet en rente på 10,51% p.a., og at den børskonto, klageren havde oprettet i marts 1987 - børskonto 1 - havde givet en rente på 12,01% p.a. i 1987. Det var endvidere anført i skrivelsen:

"Også i 1988 garanterer [indklagede] en minimumsrente på 6% p.a. Garantien gælder til 1. januar 1989. Mindstebeløbet for indskud er samtidig ændret til 20.000 kr.

I januar 1988 kan der frit indsættes på alle børskonti ......"

Den 21. januar 1988 fremsendte klageren en check på 200.000 kr. til indklagede med reference til kontonummeret på klagerens allerede eksisterende børskonto hos indklagede.

Ved skrivelse fremsendt til bl.a. klageren primo 1989 meddelte indklagede, at de to børskontopuljer den 4. januar 1988 var sammenlagt til en pulje, og at forrentningen, uanset om kontiene var benævnt Børskonto 1 eller Børskonto 2, ville være den samme. Indklagede oplyste endvidere, at renten for 1988 udgjorde 8,962%, og at den garanterede minimumsrente for 1989 på børskonto udgjorde 5%.

Klageren har ved skrivelse af 24. januar 1989 klaget til Forbrugerombudsmanden, som ved skrivelse af 7. marts 1989 har udtalt:

"Da rentevilkårene efter det oplyste således ikke er ændret, og den skete sammenlægning af Børskonto 1 og Børskonto 2 ikke findes at have haft nogen indflydelse på forrentningen, finder jeg ikke anledning til i medfør af markedsføringslovens bestemmelser at foretage videre."

Klageren har herefter indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at godtgøre ham differencen mellem det opnåede afkast i 1987 på 12,01% og det opnåede afkast i 1988 på 8,62% eller 3,39% af det investerede beløb.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Til støtte for påstanden har klageren anført, at han i januar 1988 modtog kontoudskrift vedrørende indbetalingen på 200.000 kr., hvoraf fremgik, at renten af det pågældende beløb i den forløbne periode havde været 12,01%. Samtidig fremsendte indklagede en skrivelse, hvori indklagede opfordrede til yderligere indskud på børskonto. Klageren indbetalte den 21. januar 1988 yderligere 200.000 kr. Det pågældende beløb blev modtaget af indklagede uden bemærkninger. Klageren fik herefter ikke yderligere underretning fra indklagede, før der i begyndelsen af 1989 fremkom information om, at de 2 børskontopuljer allerede den 4. januar 1988 var blevet sammenlagt, og sammenlægningen til en pulje var således sket forud for den anmodning, som klageren modtog i januar 1988, om indbetaling af yderligere beløb. Indklagede har været uberettiget til at sammenlægge de to børskonti uden efter nærmere underretning til indskyderne, idet sammenlægningen og omlægning af investeringerne har været til skade for klageren. Klageren forventede et afkast i 1988, der procentuelt ikke var ringere end faktiske afkast i 1987, henset til at indklagede havde meddelt tilsagn om at forvalte midlerne ved placering i aktier, i hvilken forbindelse bemærkes, at aktiemarkedet i 1988 var mere lukrativt end i 1987.

Indklagede har anført, at rentevilkårene ikke er ændret, og indklagede hele tiden har haft fri adgang til at placere indskuddene i værdipapirer eller undlade dette. Sammenlægningen af Børskonto 1 og Børskonto 2 og den eventuelle forrentning på en børskonto er forhold, der ikke har nogen indbyrdes sammenhæng. Det til klageren udsendte materiale vedrørende Børskonto har ikke indeholdt garantier om, hvor højt afkastet ville blive. Der er derimod afgivet garanti på en minimumsforrentning, hvilket klart er blevet overholdt.

Ankenævnets bemærkninger:

Rentevilkårene for Børskonto 1 og Børskonto 2 var de samme, og disse vilkår er ikke ændret i forbindelse med sammenlægningen af de to konti. Efter vilkårene kunne indklagede placere midlerne efter eget skøn. Sammenlægningen af Børskonto 1 og Børskonto 2 findes herefter ikke at have været uberettiget i forhold til klageren. Indklagede har desuden garanteret en minimums forrentning af kapitalen, og denne garanti er opfyldt. Der er således intet grundlag for at fastslå, at klageren har lidt noget tab.

Som følge heraf

Den indgivne klage tages ikke til følge.