Afgørelse

Indledning.

Denne sag omhandler spørgsmål vedrørende indklagedes realisation af sikkerheder stillet for klagerens og dennes tidligere ægtefælles engagement med indklagede, herunder om klageren som følge af indklagedes aflysning af et ejerpantebrev berettiget kunne anse sig for frigjort, om værdien af pantet, og om betydningen af klagerens manglende samtykke til realisationen.

Sagens omstændigheder.

I forbindelse med overførsel af klagerens og dennes daværende ægtefælle, M's, engagement med et andet pengeinstitut ydede indklagedes Esbjerg afdeling ved gældsbreve af 20. april 1989 klageren og M tre lån på henholdsvis 84.438,64 kr. (kontonr. -719), 110.000 kr. (kontonr. -735) og 46.665,79 kr. (kontonr. -700).

Til sikkerhed for lånene håndpantsatte M et ejerpantebrev på 220.000 kr. med pant i dels ægtefællernes fællesejede helårsbolig, dels M's sommerhus.

Til yderligere sikkerhed for lånene håndpantsatte klageren og M et pantebrev med hovedstol på 60.000 kr. og en post aktier, som lå i depot hos indklagede.

Den 1. juni 1991 blev klageren og M separeret.

Den 26. november 1991 blev pantebrevet med hovedstol på 60.000 kr. indfriet af debitor. Indfrielsesbeløbet på 54.028,11 kr. blev indsat på en separat konto hos indklagede.

Ved anbefalet skrivelse af 3. januar 1992 opsagde indklagede engagementet på grund af misligholdelse. Gælden i henhold til de tre lån var henholdsvis 74.132 kr. (-719), 111.592 kr. (-735) og 43.021 kr. (-700).

Engagementet blev ikke indfriet og overgik efterfølgende til inkasso.

Den 8. februar 1992 blev indfrielsesbeløbet vedrørende pantebrevet med tillæg af renter, i alt 56.737,89 kr., overført fra den separate konto til delvis nedbringelse af gælden på lånet med kontonr. -735.

Ved betinget skøde af 16. marts 1992 solgte M sommerhuset til sin samlever for en købesum på 450.000 kr. Købesummen skulle berigtiges ved optagelse af et realkreditlån på 265.000 kr., en udbetaling på 45.000 kr. og et sælgerpantebrev på 140.000 kr.

Det betingede skøde blev senere aflyst, og sommerhuset blev i stedet solgt ved købsaftale af august 1993, hvorefter samme køber skulle overtage ejendommen for en købesum på 285.000 kr. finansieret ved et realkreditlån på 163.000 kr., et sælgerpantebrev på 92.000 kr. og en udbetaling på 30.000 kr.

I forbindelse med salget af sommerhuset blev helårsboligen, som i forbindelse med skilsmissen blev overtaget af klageren alene, relakseret af ejerpantebrevet på 220.000 kr., som blev transporteret til køberen af sommerhuset.

Provenuet ved salget af sommerhuset, 174.000 kr., blev den 4. februar 1994 udbetalt til indklagede og anvendt til indfrielse af lånene nr. -735 og -700 og til nedbringelse af lån nr. -719. Ifølge en skrivelse af 10. februar 1994 fra indklagedes advokat til klagerens advokat var restgælden på lån nr. -719 herefter ca. 81.000 kr.

I marts 1997 blev aktierne i depotet solgt. Provenuet ved salget på 6.933 kr. blev anvendt til nedbringelse af M's gæld til indklagede.

Under sagen er der fremlagt to salgsbudgetter vedrørende sommerhuset udarbejdet af en lokal ejendomsmægler i sommeren 1991. Salgsbudgetterne er udarbejdet på grundlag af en forudsat salgspris på henholdsvis 550.000 kr. og 495.000 kr.

Parternes påstande.

Den 10. december 1998 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at hun er frigjort for restgælden på lån nr. -719, og at betale 28.368,95 kr. med tillæg af renter fra den 1. januar 1994 samt 3.466,50 kr. med tillæg af rente fra den 11. marts 1997.

Indklagede har erkendt, at beløbet på 6.933 kr. vedrørende aktierne retteligt skulle have været anvendt til nedbringelse af klagerens og M's fælles gæld. Under sagen har indklagede opgjort sit tilgodehavende således, idet der er taget udgangspunkt i den nedskrevne hovedstol på lån nr. -719 og herved er givet afkald på renter fra 1992 til den 4. februar 1994:

Indklagede har i øvrigt nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at indklagede ved at aflyse ejerpantebrevet i helårsboligen og frigive pantet i sommerhuset har opgivet sit krav mod hende og har pådraget sig erstatningsansvar. Frigivelsen af pantet skete uden hendes accept og har medført tab for hende. Med respekt af indklagedes ret sikrede ejerpantebrevet også hendes krav mod M, og indklagede var derfor ikke berettiget til at frigive pantet uden hendes samtykke. Sommerhuset kunne have været solgt til en højere pris. M havde et interessefællesskab med køberen, og ejendommen havde været udbudt til en væsentlig højere pris, som var blevet accepteret af køberen. Endelig er der mulighed for, at hun kunne have fundet en køber, såfremt sagen var blevet forelagt hende. Indklagede bør anerkende, at hun er frigjort for hæftelsen for lån nr. -719 og bør herudover betale 28.368,95 kr. svarende til halvdelen af indfrielsesbeløbet vedrørende pantebrevet samt 3.466,50 kr. svarende til halvdelen af provenuet ved salget af aktierne.

Indklagede har anført, at anvendelsen af beløbet på 56.737,89 kr. til nedbringelse af fællesengagementet skete i henhold til telefonisk aftale med klagerens advokat. Beløbet blev indsat på lån nr. -735, som var det højest forrentede. Frigivelsen af ejerpantebrevet på 220.000 kr. mod indbetaling af provenuet ved salget af sommerhuset medførte ikke, at klageren blev frigjort for hæftelsen i henhold til de tre udlån. Det var ikke nødvendigt at indhente klagerens accept til relaksation af helårsboligen fra pantebrevet, som alene var til fordel for klageren, og klageren har ikke lidt noget tab som følge frigivelsen af pantet i sommerhuset. Sommerhussalget blev accepteret, idet man vurderede, at købesummen svarede til markedsværdien. Sommerhuset var misligholdt, og en tvangsauktion var forestående. M betalte selv restancer m.v. og omkostninger i forbindelse hermed. Ejendomsmægleren, som forestod vurderingen og salget i 1993 har oplyst, at de tidligere vurderinger og salgsbudgetter var urealistiske og formentlig udarbejdet med henblik på at opnå yderligere belåning. Salget til 450.000 kr. blev opgivet på grund af manglende finansieringsmuligheder, idet sælgerpantebrevet på 140.000 kr. viste sig at være usælgeligt. Provenuet af den ikke gennemførte handel havde derfor været af samme størrelsesorden, som det opnåede. At sommerhuset kunne være solgt til en højere pris, må afvises som udokumenterede spekulationer. Klageren har ikke krav på at få halvdelen af provenuet ved salget af aktierne udbetalt men alene at blive stillet, som om provenuet var anvendt til nedbringelse af den fælles gæld. Klagerens eventuelle regreskrav mod M er indklagede uvedkommende.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Det forhold, at indklagede lod klagerens ejendom relaksere af ejerpantebrevet på 220.000 kr., kunne ikke med føje af klageren opfattes som udtryk for, at indklagede gav afkald på sit krav mod klageren i dennes egenskab af meddebitor på de tre lån, herunder det endnu ikke fuldt indfriede lån nr. -719.

Provenuet af det pantsatte pantebrev er blevet anvendt til nedbringelse af fællesgæld, og indklagede har under klagesagen erklæret at ville stille klageren, som om provenuet af aktierne var anvendt på samme måde.

I forbindelse med salget af klagerens tidligere ægtefælles sommerhus for 285.000 kr. modtog indklagede som panthaver ifølge ejerpantebrevet på 220.000 kr. nettoprovenuet ved salget på 174.000 kr., hvilket beløb blev anvendt til indfrielse af restgælden på de to øvrige lån og nedskrivning af restgælden på lån -719. Som følge af, at indklagede ikke indhentede klagerens samtykke til denne realisation af pantet, er klageren ikke afskåret fra at gøre gældende, at salgssummen var mindre end sommerhusets handelsværdi, og at indklagede derfor ikke burde have godkendt salget. Efter de foreliggende oplysninger finder Ankenævnet det imidlertid ikke sandsynliggjort, at salgssummen var mindre end handelsværdien. I øvrigt bemærkes, at indklagedes provenu ved salget af sommerhuset højst kunne have udgjort 220.000 kr. svarende til ejerpantebrevets hovedstol, og at indklagede ved opgørelsen af sit krav mod klageren i henhold til lån -719 har givet afkald på et betydeligt rentebeløb.

Der er herefter ikke grundlag for at tage nogen del af klagerens påstande til følge.

Som følge heraf