Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Spørgsmål vedrørende spærring af værdipapirdepoter og indlånskonti og om opfyldelse af kendelser afsagt af Ankenævnet.

Sagsnummer: 157/1999
Dato: 27-09-1999
Ankenævn: Peter Blok, Karin Duerlund, Jette Kammer Jensen, Ole Just
Klageemne: Konto - registreringsforhold
Depot - indsigelse vedr. dispositioner
Ledetekst: Spørgsmål vedrørende spærring af værdipapirdepoter og indlånskonti og om opfyldelse af kendelser afsagt af Ankenævnet.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne sag omhandler indklagedes registreringer vedrørende spærring af to værdipapirdepoter og to indlånskonti samt spørgsmålet om, hvorvidt indklagede har opfyldt to tidligere afsagte kendelser.

Sagens omstændigheder.

Den 9. april 1997 indgav klageren en klage til Ankenævnet vedrørende adgangen til at disponere over en ungdomskonto (-2535) i Århus Nord afdeling, en indskudskonto (-1468) i indklagedes Lyngby afdeling og to værdipapirdepoter (-3361 og -2299) i indklagedes Give afdeling. Klagen var primært begrundet i, at klageren som følge af indklagedes indberetninger til skattemyndighederne vedrørende depoterne og kontiene blev påført skattebetalinger, som hun var ude af stand til at betale på grund af manglende adgang til at disponere over midlerne. Ankenævnet afsagde kendelse i sagen (141/1997) den 14. oktober 1997. Ifølge kendelsen havde indklagede under sagen erklæret, at klageren frit kunne disponere over ungdomskontoen (-2535) og indskudskontoen (-1468). For så vidt angår værdipapirdepoterne, som var tilvejebragt af klagerens far, fandt Ankenævnet, at der bestod en sådan uklarhed vedrørende ejerforholdet til og retten til at administrere disse, at indklagede var berettiget til at afvise klagerens krav om dispositionsadgang.

(I)

Ved skrivelse af 21. august 1998 meddelte indklagede klageren, at det beroede på en fejl, at det under sagen (141/1997) var blevet meddelt, at klageren frit kunne disponere over indskudskontoen (-1468) i Lyngby afdeling. Kontoen var blevet spærret den 7. januar 1997 som følge af, at den fungerede som afregningskonto for værdipapirdepot -2299. På baggrund af kendelsen havde indklagede besluttet at stille klageren, som om kontoen var disponibel på tidspunktet for kendelsens afsigelse den 14. oktober 1997. Saldoen pr. denne dato var 280.978 kr., hvilket beløb klageren kunne hæve på kontoen.

Ved skrivelse af 23. februar 1999 anmodede skatteforvaltningen i Lyngby-Tårbæk kommune indklagede om at oplyse, hvornår og af hvem indskudskontoen -1468 i Lyngby afdeling var oprettet, hvem der er ejer af kontoen, og hvem der har råderetten, samt om kontoen er båndlagt eller spærret og i givet fald af hvem og hvor længe.

Ved skrivelse af 24. marts 1999 besvarede indklagede forespørgslen således:

"Den omhandlede konto er oprettet den 19. september 1996. Kontoen er oprettet i [klagerens] navn. Vi lægger således til grund, at kontohaver ejer kontoen og har råderetten over denne.

Kontoen fungerer som afregningskonto for kontohavers depot nr. -2299, der er genstand for uenighed mellem kontohaver og hendes fader om tilhørsforholdet. I overensstemmelse med Pengeinstitutankenævnets kendelse af den 14. oktober 1997 (kopi vedlagt) er kontoen spærret."

(II)

Den 30. oktober 1998 indgav klageren en ny klage vedrørende værdipapirdepot nr. -3361. Ved kendelse af 18. december 1998 (364/1998) afviste Ankenævnet en række klagepunkter med henvisning til at disse angik spørgsmålet om, hvem der reelt er ejer af depotet, jf kendelsen i sag nr. 141/1997. For så vidt angår ét klagepunkt kom Ankenævnet til følgende konklusion:

"Klageren er registreret som medejer af værdipapirdepot nr. -3361, og Ankenævnet finder, at hun - så længe dette er tilfældet - har krav på at modtage oplysninger om ændringer vedrørende depotet og om, til hvilken konto afkast og eventuelle udtrukne beløb er overført."

På baggrund af Ankenævnets kendelse (364/1998) fremsendte indklagede den 11. februar 1999 en redegørelse til klageren vedrørende værdipapirdepot -3361. Af redegørelsen fremgår bl.a., at depotet blev oprettet i juli 1996 på foranledning af klagerens far og registreret som et fælles depot. Da klageren ikke havde kunnet tiltræde oprettelsen af depotet og havde anmodet om at blive slettet som medejer på den fælles afregningskonto for depotet, var registreringen af klageren som medejer af depotet blevet slettet pr. 1. januar 1997. Da faderen efter denne dato var registreret som enekontohaver, var det alene ham, som havde modtaget kontooversigter m.v.

(III)

Ved ny klage indgivet den 4. december 1998 nedlagde klageren påstand om, at indklagede skulle tilpligtes at slette registreringen af hende som ejer af værdipapirdepotnummer -2299. Ved kendelse afsagt den 10. marts 1999 (sag nr. 424/1998) fastslog Ankenævnet, at der fortsat ikke forelå en afklaring mellem klageren og dennes far vedrørende ejerforholdet, jf. 141/1997, "og det følger heraf, at indklagede heller ikke kan anses for berettiget til alene på grundlag af klagerens begæring herom at slette hende som ejer af det omhandlede depot. En sådan sletning vil kunne foretages, såfremt det over for indklagede dokumenteres, at der mellem klageren og dennes far er enighed om, at depotet tilhører faderen."

(IV)

Under nærværende sag har indklagede fremlagt kontoudskrifter vedrørende ungdomskontoen -2535 i Århus Nord afdeling fra oprettelsen den 19. april 1995 til opgørelsen af kontoen den 8. september 1998.

Vedrørende sagsfremstillingen henvises i øvrigt til kendelserne i sagerne 141/1997, 364/1998 og 424/1998.

Parternes påstande.

Den 12. april 1999 har klageren og dennes ægtefælle indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at oplyse og dokumentere dels tidspunkterne for spærringen af konti/depoter -1468, -2535, -2299 og -3361, dels begrundelserne for spærringerne. Endvidere påstås indklagede tilpligtet at fremlægge dokumentation for, hvem der har gjort krav på kontiene/depoterne, og på hvilke tidspunkter dette er sket. Endelig har klageren nedlagt påstand om, at indklagede tilpligtes at opfylde kendelserne 141/1997 og 364/1998.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

I

Vedrørende indskudskontoen i Lyngby afdeling -1468 har klageren anført, at indklagede i 1996 afslog at udbetale fra kontoen. Under klagesagen 141/1997 meddelte indklagede, at kontoen ikke var og ikke havde været spærret, hvilket blev lagt til grund ved Ankenævnets kendelse. På hendes forespørgsel den 3. august 1998 meddelte Lyngby afdeling, at kontoen var spærret pr. den 7. januar 1997 og henviste i øvrigt til Give afdeling, som imidlertid afslog at afgive oplysninger om spærringen. Ved skrivelsen af 21. august 1998 meddelte indklagedes juridiske afdeling, at kontoen nu var spærret pr. den 14. oktober 1997. Indklagedes oplysninger til skatteforvaltningen den 24. marts 1999 er modstridende og gav hende anledning til at tro, at nævnets kendelse 141/1997 var ændret. Da kontoen fortsat er spærret, er kendelsen i sag 141/1997 ikke opfyldt.

Indklagede har henvist til redegørelsen i skrivelsen af 21. august 1998.

II

Vedrørende værdipapirdepot -3361 har klageren anført, at depotet ligesom depot -2299 er blevet spærret af indklagede før den 21. oktober 1996, og at andre personer efter denne dato har modtaget renter fra depotet. Indklagede har undladt at opfylde Ankenævnets kendelse i sag 364/1998, idet indklagede fortsat afslår at give oplysninger om spærringer, ændringer af depot og ejerforhold samt renter.

Indklagede har anført, at man har opfyldt kendelsen ved skrivelsen af 11. februar 1999, hvori der redegøres for depotet.

III

Vedrørende værdipapirdepot -2299 har klageren anført, at spærringen må have fundet sted før den 21. oktober 1996, idet indklagede undlod at efterkomme hendes instruks om at opgøre depotet og fremsende beløbet. Efter denne dato er renter af depoter udbetalt til andre end hende. Det bestrides, at hun har modtaget oplysning om datoen for spærringen af depotet.

Indklagede har anført, at spærringen af depotet fandt sted den 23. december 1996. Klageren kan ikke være i tvivl om baggrunden for spærringen, som Ankenævnet har taget stilling til i sag nr. 141/1997 og 424/1998.

IV

Vedrørende ungdomskontoen i Århus Nord afdeling -2535 har klageren med henvisning til sagforløbet, forud for kendelsen i sag 141/1997 anført, at kontoen blev spærret af indklagede i 1996, idet indklagede afslog at efterkomme en anmodning af 6. december 1996 om ophævelse af samtlige hendes konti, depoter m.v. og udbetaling af indestående beløb.

Indklagede har anført, at kontoen aldrig har været spærret. Af de fremlagte kontoudtog fremgår, at klageren har fået saldoen udbetalt den 8. september 1998.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

I

Indklagede har i sin skrivelse af 21. august 1998 til klageren redegjort for spærringen af indskudskonto -1468 i indklagedes Lyngby afdeling. Det fremgår heraf, at kontoen, der fungerer som afregningskonto for depot -2299, blev spærret den 7. januar 1997, at indklagedes oplysning under forberedelsen af Ankenævnets sag 141/1997 om, at kontoen ikke var spærret, beroede på en fejl, at indklagede som følge af denne fejl er indstillet på, at klageren kan hæve kontoens indestående på ca. 280.000 kr. den 14. oktober 1997, da nævnets kendelse blev afsagt, og at indklagede herefter betragter kontoen som spærret med virkning fra den 14. oktober 1997.

Som følge af den forkerte oplysning lagde Ankenævnet i kendelsen til grund, at konto -1468 ikke var omfattet af tvisten, og nævnet har derfor ikke truffet nogen afgørelse vedrørende denne konto. Det standpunkt, indklagede har indtaget i skrivelsen af 21. august 1998 til klageren, er således ikke som anført af denne i strid med nævnets kendelse. Det er på den anden side heller ikke korrekt, når indklagede i skrivelsen af 24. marts 1999 til skatteforvaltningen anfører, at kontoen er spærret "i overensstemmelse med Pengeinstitutankenævnets kendelse af 14. oktober 1997".

II

Indklagede har i skrivelse af 11. februar 1999 til klageren redegjort for depot -3361. Det fremgår heraf, at klageren blev slettet som medejer af depotet den 1. januar 1997, og at dette er baggrunden for, at klageren ikke har modtaget oplysninger vedrørende depotet.

Ved kendelsen af 18. december 1998 i sag 364/1998 blev indklagede pålagt "at give klageren oplysninger som foran anført vedrørende værdipapirdepot -3361, så længe klageren er registreret som medejer af depotet". Indklagedes undladelse af at give klageren oplysninger vedrørende depotet er således - da klageren faktisk ikke har været medejer af depotet siden 1. januar 1997 - ikke i strid med kendelsen.

Ankenævnet finder imidlertid anledning til at bemærke, at nævnet finder det i høj grad kritisabelt, at indklagede hverken under forberedelsen af sag 141/1997 eller under forberedelsen af sag 364/1998, som specielt angik depot -3361, oplyste, at klageren var blevet slettet som medejer af depotet pr. 1. januar 1997.

III

Det må i overensstemmelse med det af indklagede anførte lægges til grund, at depot -2299 blev spærret den 23. december 1996, og at spærringen var en følge af den uklarhed, der bestod - og fortsat består - vedrørende ejerforholdet til depotet, jf. Ankenævnets kendelser i sagerne 141/1997 og 424/1998.

IV

Ankenævnet finder, at det må lægges til grund, at ungdomskonto -2535 i indklagedes Århus Nord afdeling ikke på noget tidspunkt har været spærret.

Som følge af det anførte

Klagen tages ikke til følge.