Nægtelse af overførsel af kapitalpension, kapitalpensionsdepot og indekskonti.
| Sagsnummer: | 183/1988 |
| Dato: | 22-12-1988 |
| Ankenævn: | Frank Poulsen, Hans Rex Christensen, Per Overbeck, Lars Pedersen, Jørn Ravn |
| Klageemne: |
Pensionskonti - overførsel
Indekskonto - overførsel |
| Ledetekst: | Nægtelse af overførsel af kapitalpension, kapitalpensionsdepot og indekskonti. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Under denne sag har klageren påstået indklagede tilpligtet at efterkomme en af Sparekassen SDS, Vejle afdeling, fremsat anmodning om overførsel dertil af klagerens kapitalpension, kapitalpensionsdepot og to indekskonti hos indklagede.
Klageren har oplyst, at indklagede har et tilgodehavende hos ham på ca. 912.000 kr., der hovedsagelig hidrører fra en kautionsforpligtelse for et anpartsselskab, der er erklæret konkurs.
Indklagede har påstået frifindelse.
Klageren har til støtte for den nedlagte påstand gjort gældende, at det af kontraktsdokumenterne fremgår, at indeståenderne på kontiene og depoteffekterne er fritaget for kreditorforfølgning.
Indklagede har til støtte for den nedlagte frifindelsespåstand henvist til, at indklagedes nægtelse af at efterkomme begæringen, med mindre klagerens forfaldne engagement med indklagede samtidig overføres eller indfries, har støtte i utrykt retspraksis, senest Vestre Landsrets dom af 26. februar 1985 og Østre Landsrets dom af 17. oktober 1985.
Ankenævnets bemærkninger:
Indklagede har et større forfaldent tilgodehavende hos klageren, og indklagedes afvisning af klagerens begæring om overførsel af kapitalpensions- og indekskontiene til et andet pengeinstitut må antages at være begrundet i et ønske om at sikre sig adgang til at foretage modregning i indeståenderne på kontiene, såfremt en sådan modregningsadgang senere måtte opstå. Ved afgørelsen af, om indklagedes afvisning af overførselsbegæringen herefter er berettiget, må der lægges vægt på, at indklagede kun i specielle situationer vil få mulighed for at foretage modregning. Indklagede har derfor ikke med føje kunnet anse kapitalpensions- og indekskontiene som et kreditgrundlag. Der må endvidere lægges vægt på, at indklagedes tilbageholdelse af kontiene med henblik på at sikre en eventuel fremtidig modregningsadgang vanskeligt lader sig forene med forbudet mod kreditorforfølgning i indeståenderne på kontiene. Modsat findes der for så vidt angår kapitalpensionskontiene ikke at kunne lægges afgørende vægt på det forhold, at klageren efter overførsel af kontiene vil have mulighed for at få midler frigivet ved at ophæve pensionsordningerne i utide, idet dette alene vil indebære, at indklagede sidestilles med klagerens øvrige kreditorer ved som disse at være henvist til i givet fald at foretage sædvanlig retsforfølgning mod de frigivne midler.
Formelt har indklagede ikke nægtet overførsel, men betinget denne af, at klagerens gæld til indklagede samtidig indfries. Dette medfører imidlertid ingen ændring i det foran anførte, idet den stillede betingelse netop er udtryk for, at indklagede tilbageholder kontiene med henblik på om muligt herigennem at opnå hel eller delvis fyldestgørelse for sin fordring mod klageren.
Efter det anførte finder Ankenævnet, at indklagede er forpligtet til at imødekomme klagerens begæring om overførsel af kapitalpensions- og indekskontiene til et andet pengeinstitut uden som betingelse herfor at kunne stille krav om, at klageren indfrier sin gæld til indklagede. Denne kan dog forlange, at overførselen sker under iagttagelse af de for kontiene gældende opsigelsesvarsler.
Hans Rex Christensen og Per Overbeck ønsker at tilføje, at der ikke af indklagede er anført andre grunde til at nægte overførsel end den almindelige "helkundebetragtning", og at spørgsmålet efter deres opfattelse ikke er endelig afgjort i retspraksis.
Som følge heraf
Indklagede bør anerkende, at klageren er berettiget til under iagttagelse af de gældende opsigelsesvarsler at overføre sine kapitalpensions- og indekskonti til et andet pengeinstitut, uden at indklagede som betingelse herfor kan stille krav om, at klageren indfrier sin gæld til indklagede. Klagegebyret tilbagebetales klageren.