Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Indsigelse mod handler foretaget fra klagerens depot.

Sagsnummer: 463 /2010
Dato: 07-10-2011
Ankenævn: Henrik Bitsch, Kjeld Gosvig Jensen, Søren Geckler, Niels Bolt Jørgensen og Karin Ladegaard
Klageemne: Passivitet - værdipapirer/investering
Værdipapirer - gearet/ lånefinansieret investering
Ledetekst: Indsigelse mod handler foretaget fra klagerens depot.
Indklagede: Skjern Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Sagen vedrører klagerens indsigelse mod aktiehandler foretaget i perioden fra marts 2007 til september 2008.

Sagens omstændigheder.

Den 28. januar 2007 underskrev klageren en aftale med banken om oprettelse af en investeringskredit på 2.000.000 kr. Banken fik samtidig sikkerhed i værdipapirer indlagt i et tilhørende depot. Bankens vilkår for værdipapirhandel, der var gældende for aftalen, indeholdt bl.a. følgende:

"… 16. Fondsnota/bekræftelser

Senest børsdagen efter handlens gennemførelse, eller dagen efter Skjern Bank modtager bekræftelse fra en evt. agent fremsendes eller udleveres din afregningsnota.

17. Indsigelse vedrørende fondsnota/bekræftelser m.m.

Eventuelle indsigelser mod indholdet af din fondsnota skal fremsættes snarest muligt efter modtagelsen, og du bør omgående underrette os, hvis fondsnotaen ikke modtages som aftalt, eller hvis der i øvrigt måtte opstå fejl i denne forbindelse.

For sen reklamation kan medføre, at banken ikke kan stilles til ansvar for en eventuel skade, som kunne været undgået/minimeret, hvis du havde henvendt dig i tide.

Eventuel afhændelse af værdipapirer ved anvendelse af nærværende instruks og fuldmagt foretages for kundens regning ud fra A/S Skjern Banks vurderinger og skøn. Banken kan ikke drages til ansvar for disse vurderinger eller for de af afhændelsen eventuelle skattemæssige konsekvenser. Efter en eventuel afhændelse er banken berettiget til at kræve et eventuelt resttilgodehavende indbetalt på anfordring. …"

Efter det oplyste indbetalte klageren 500.000 kr. i eget indskud på investeringskreditkontoen finansieret ved optagelse af lån i klagerens ejendom.

Kreditten kunne benyttes til investeringer i henhold til en investeringsaftale, som klageren og banken indgik samme dag. Ifølge investeringsaftalen var banken berettiget men ikke forpligtet til at afhænde klagerens beholdning af værdipapirer helt eller delvist, hvis den samlede kursværdi af de pantsatte værdipapirer var mindre end 110 % af den skyldige saldo på klagerens investeringskreditkonto. Såfremt den samlede kursværdi var mindre end 120 % af den skyldige saldo, var klageren pligtig straks at bringe kursværdien op på 120 % ved at foretage indbetaling eller yderligere pantsætning, idet banken i modsat fald kunne opsige kreditten som misligholdt.

Klageren har rejst indsigelse mod købet og salget af følgende aktier til hans depot:

3.000 stk. GN Store Nord købt til kurs 79,50 den 27. marts 2007 og solgt til kurs 53,75 den 31. august 2007. Klageren har opgjort tabet til ca. 79.000 kr.

1.000 stk. Exiqon købt til kurs 40 den 25. maj 2007 og solgt til kurs 39 den 2. januar 2008. Klageren har opgjort tabet til ca. 1.000 kr.

1.000 stk. IC Companys købt til kurs 232 den 21. februar 2008 og solgt til kurs 154 den 2. september 2008. Klageren har opgjort tabet til ca. 80.000 kr.

I september 2008 ophørte klagerens investeringsaktivitet på investeringskreditten. Pr. 5. september 2008 udgjorde saldoen på investeringskreditkontoen 119.395,70 kr. (negativ).

Ved e-mail af 25. august 2009 anmodede banken klageren om at indbetale det skyldige beløb på investeringskreditkontoen og anførte endvidere bl.a.:

"… Mht. dispositionerne med f.eks. GN Store Nord og IC Companys, reagerer du nok en del for sent … I dag er det op til 2 år siden, aktierne blev solgt og det er vel også en lige lovlig lang reaktions periode. …"

Ved brev af 21. april 2010 rejste klageren indsigelse mod køb og salg af aktierne i GN Store Nord, IC Company og Exiqon. Klageren anmodede banken om at frafalde krav om indbetaling af det skyldige beløb på investeringskreditkontoen på ca. 150.000 kr.

Ved brev af 22. april 2010 afviste banken klagerens krav.

Pr. 18. august 2010 udgjorde saldoen på investeringskreditkontoen 150.979,51 kr. (negativ). Banken har oplyst, at klagerens engagement er overdraget til inkasso.

Parternes påstande.

Klageren har den 30. august 2010 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Skjern Bank skal frafalde krav om betaling af det skyldige beløb på investeringskreditkontoen.

Skjern Bank har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært afvisning.

Parternes argumenter.

Klageren har bl.a. anført, at banken uberettiget foretog handler fra hans depot. Banke købte og solgte af egen drift og uden hans viden eller samtykke aktier i GN Store Nord, IC Companys og Exiqon. Disse handler påførte ham et tab på ca. 160.000 kr.

Banken var ikke berettiget til at foretage disse dispositioner.

Der forelå ikke fuldmagt eller anden accept fra hans side.

Betingelserne for, at banken selv kunne disponere over depotet, var heller ikke opfyldt, da værdien af hans depot på tidspunktet for handlerne ikke var under 120 %, endsige under 110 % af den skyldige saldo investeringskreditkontoen.

Skjern Bank har til støtte for frifindelsespåstanden bl.a. anført, at klageren på intet tidspunkt i perioden fra 2007 til primo 2010 gav udtryk for uenighed i de foretagne dispositioner på depotet. Banken modtog primo 2010 første gang klagerens indsigelse om, at dispositionerne var sket uden hans samtykke.

Klageren modtog handelsnotaer efter samtlige handler. I henhold til bankens "Vilkår for Værdipapirhandel" skal evt. indsigelser fremsættes snarest muligt efter modtagelse af handelsnotaen. Klageren burde ved modtagelsen af notaerne have henvendt sig, såfremt han var uenig i de foretagne dispositioner.

Klagerens ejerperiode for de pågældende aktier var minimum fem måneder, og aktierne blev handlet for mere end to år siden. Klageren havde således mulighed for at henvende sig langt tidligere.

Klageren modtog derudover årsudskrifter med oplysning om bevægelser på depotet. Klageren henvendte sig heller ikke ved modtagelsen af årsudskrifterne.

Køb af værdipapirer for lånte midler er forbundet med en ikke uvæsentlig risiko for tab, hvilket klageren som erfaren investor burde være indforstået med.

Skjern Bank har til støtte for afvisningspåstanden bl.a. anført, at det bestrides, at klageren ikke gav samtykke til dispositionerne, hvorfor sagen bør afvises i medfør af Ankenævnets vedtægter § 7 stk. 1.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Køb og salg af de omhandlede aktier fandt sted i perioden marts 2007 til september 2008. Det lægges til grund, at klageren fik tilsendt fondsnotaer, hvoraf handlerne fremgik, umiddelbart efter handlernes foretagelse.

Det lægges endvidere til grund, at klageren henvendte sig til banken om handlerne i august 2009. Klageren rejste først specifikt skriftlig indsigelse i april 2010. Ankenævnet finder derfor, at klageren som følge af passivitet er afskåret fra nu at gøre gældende, at han ikke havde afgivet ordre om handlerne.

Som følge heraf træffes følgende

a f g ø r e l s e :

Klagen tages ikke til følge.