Bindingsperiode.
| Sagsnummer: | 262/1998 |
| Dato: | 20-11-1998 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Lisbeth Baastrup, Peter Stig Hansen, Leif Nielsen, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Børneopsparingskonto - bindingsperiode
|
| Ledetekst: | Bindingsperiode. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører spørgsmålet om, hvilken bindingsperiode der er aftalt for to børneopsparingskonti oprettet af klageren.
Sagens omstændigheder.
I 1984 oprettede klageren hos indklagede en børneopsparingskonto for hver af sine tvillinger, der er født den 1. oktober 1984.
For hver konto er der under sagen fremlagt kopi af en oprettelsesblanket, som er udfyldt af indklagede i de fortrykte felter og underskrevet af klageren. Ifølge blanketterne, som er dateret den 25. oktober 1984, er bindingsperiodens udløb den 1. oktober 2002.
Den 9. november 1994 blev kontiene overført til et andet pengeinstitut P. Af dokumenterne, som P fremsendte til klageren i forbindelse med overførslen, fremgår tidspunktet for bindingsperiodens udløb ikke.
Parternes påstande.
Den 4. august 1998 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at udbetale børneopsparingerne pr. den 1. oktober 1998.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at det ved oprettelsen af børneopsparingskontiene var hendes hensigt, at bindingsperioden skulle udløbe ved børnenes fyldte 14. år med henblik på brug af opsparingerne til børnenes konfirmation. Hun underskrev oprettelsesblanketterne in blanco i tillid til, at kontiene blev oprettet med en bindingsperiode på 14 år, hvilket var aftalt med indklagede. Blanketterne blev ikke underskrevet den 25. oktober 1984, idet hun på dette tidspunkt var indlagt på sygehus med tvillingerne, hvoraf den ene var alvorligt syg. Hun er først nu blevet bekendt med, at bindingsperioden blev fastsat til 18 år.
Indklagede har anført, at den medarbejder, der har oprettet kontiene, ikke nu efter ca. 14 år erindrer omstændighederne i forbindelse med underskrivelsen af oprettelsesblanketterne. På grundlag af klagerens underskrift på blanketterne må det antages, at klageren ønskede bindingsperioden fastsat til tvillingernes 18 års fødselsdag. Indklagede har ikke haft interesse i at fastsætte en anden bindingsperiode end ønsket af klageren.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Ifølge den af klageren underskrevne erklæring var bindingsperioden fastsat til udløb 1. oktober 2002. Ankenævnet finder ikke, at klageren har godtgjort, at denne udløbsdato er fejlagtig.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.