Overførsel mellem to konti.
| Sagsnummer: | 458 /1993 |
| Dato: | 20-12-1993 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Bjørn Bogason, Niels Busk, Allan Pedersen |
| Klageemne: |
Bog - frigørende udbetaling
|
| Ledetekst: | Overførsel mellem to konti. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | OF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
A døde den 16. april 1991. Han havde den 15. januar 1990 arvet sin ægtefælle som eneste arving, og fællesboet blev i denne forbindelse opgjort til ca. 345.000 kr.
A havde hos indklagede tre indlånskonti med tilhørende bankbog, henholdsvis konto nr. -71, nr. -70, og nr. -39. Bogen vedrørende konto nr. -39 bar A efter det oplyste på sig; i bogen er anført:
"Mod samtidig fraskrivning i bankbogen har banken ret til at udbetale beløb til enhver, der møder med bankbogen og opgiver det navn, kontoen lyder på. Er et mærke aftalt, skal dette tillige opgives. Banken er dog altid berettiget til at kræve bevis for den mødendes ret til at hæve på bogen."
De to bankbøger vedrørende kontiene -71 og -70 er bortkommet, men indklagede har oplyst, at bøgerne havde en tilsvarende påtegning.
Ingen af de omhandlede bøger var forsynet med mærke.
Ifølge A's dødsbo er der i perioden 2. februar 1990 til 9. april 1991 uberettiget udbetalt i alt 343.544,40 kr. til A's hjemmehjælper. Under sagen er fremlagt udskrift af Københavns Byrets dom af 17. december 1992, i følge hvilken den pågældende hjemmehjælper blev frifundet for en tiltale for mandatsvig ved uberettiget at have hævet mindst 150.000 kr. fra A's konto i tiden fra 1. januar til 12. april 1991. Som konsekvens af frifindelsen blev den pågældende tillige frifundet for en af boet under sagen nedlagt erstatningspåstand.
Der er fremlagt kopi af hævebilag vedrørende samtlige omtvistede hævninger. Det største beløb, der er hævet på én gang, er 23.500 kr. Samtlige hævebilag er påført klagerens navn.
Fra konto nummer -39 er ved fem ekspeditioner i tiden fra 19. februar til 9. april 1991 overført i alt 56.800 kr. til konto nummer -70. Indklagede har oplyst, at overførslerne er ekspederet i indklagedes hovedsæde, medens efterfølgende hævninger samme dag på konto -70 er foretaget i indklagedes Amagercenter afdeling.
Indklagede har oplyst, at når bortses fra de fem overførsler fra konto nummer -39 til konto nummer -70 har bankbøgerne været til stede ved alle udbetalinger.
Ved skrivelse af 24. marts 1993 rejste boet krav over for indklagede, der afviste ethvert ansvar. Boet har herefter indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 343.544,40 kr., subsidiært et mindre beløb.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Boet har anført, at det uanset den frifindende straffedom er dets opfattelse, at hjemmehjælperen uberettiget har tømt afdødes bankkonti. Han har enten selv eller ved at føre klagerens hånd påført klagerens underskrift på hævebilagene. Udbetalingerne er ikke sket med frigørende virkning for indklagede, idet indklagede har undladt at afkræve den mødende bevis for hans ret til at hæve på bogen, selv om særlige omstændigheder har opfordret hertil. De særlige omstændigheder har været, at hjemmehjælperen i løbet af ganske kort tid, fra henholdsvis februar til oktober 1990 og fra november til februar 1991, har tømt de to af A's konti fuldstændig og derefter den tredie konto delvist. Indklagede har ikke udvist fornøden agtpågivenhed ved udbetalingerne. De fem overførsler til et samlet beløb på 56.800 kr. fra konto nummer -39 til konto nummer -70 er ikke sket med frigørende virkning allerede som følge af, at bankbogen ikke var tilstede ved disse udbetalinger. Det er i denne forbindelse uden betydning, at der var tale om overførsel til en anden konto også tilhørende A.
Indklagede har anført, at de omtvistede udbetalinger er sket med frigørende virkning for indklagede, idet der ikke har foreligget særlige omstændigheder, som tilsagde, at indklagede afkrævede den mødende bevis for dennes ret til at hæve. De fem overførsler på i alt 56.800 kr. er ikke udbetalinger, idet beløbet forbliver til kontohavers rådighed, hvorfor indklagede er berettiget til at foretage sådanne overførsler, uden at bankbogen er til stede. Overførslerne blev iøvrigt foretaget fra en konto med en lavere forrentning til en konto med en højere forrentning.
Ankenævnets bemærkninger:
Det må lægges til grund, at bankbogen vedrørende konto -39 ikke var til stede ved de 5 lejligheder, hvor der fra denne konto overførtes beløb til konto -70. Uanset at der var tale om overførsler mellem to konti, der begge tilhørte afdøde, kan indklagede derfor ikke påberåbe sig, at banken er frigjort i medfør af bestemmelserne i gældsbrevslovens § 33, og det må lægges til grund, at den mødende heller ikke ved fuldmagt var legitimeret til at foretage de pågældende dispositioner. Da de 5 overførsler således er foretaget i strid med almindelige sikkerhedsforskrifter, må det i forhold til boet påhvile indklagede at godtgøre, at overførslerne er sket med samtykke fra afdøde. Et sådant bevis er efter det foreliggende ikke ført, og indklagede er derfor for så vidt angår de overførte beløb ikke frigjort over for boet. Dettes påstand tages herefter til følge for så vidt angår 56.800 kr., hvilket beløb findes at burde forrentes som nedenfor bestemt.
For så vidt angår de øvrige af sagen omfattende tilfælde, hvor der er foretaget udbetalinger fra de 3 konti, må det lægges til grund, at den mødende ikke alene opgav kontohavers navn, men tillige var i besiddelse af den til kontoen hørende bog. En afgørelse af, om boet som følge af disse udbetalinger kan gøre krav gældende mod indklagede, må bero på, om det kan lægges til grund, at den pågældende har været uberettiget til at hæve på kontoen, og - i bekræftende fald - om der generelt eller for så vidt angår nogle af udbetalingerne har foreligget sådanne særlige omstændigheder, at indklagede burde have afkrævet den mødende bevis for hans ret til at hæve på bogen, jfr. gældsbrevslovens § 33, stk. 2, 2. pkt. Ankenævnet finder, at en stillingtagen til disse spørgsmål ville kræve en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene. Denne del af sagen afvises derfor i medfør af vedtægternes § 7, stk. 1.
Som følge af det anførte